I de senere år har Primare skiftet ham, dvs. de har ændret hele deres produktlinje ved at skifte fra klassisk klasse A/B forstærkning til det nytænkende UFPD (Ultra Fast Power Device). Det er en slags klasse D/switch-mode design, der forsøger at udnytte klasse D’s fordele og eliminere ulemperne. Og det er lykkedes fint. Jeg har tidligere testet de to mere overkommelige serier, 22 og 32, og de spiller virkelig godt i forhold til prisen.
Samtidig har firmaet en filosofi, der betyder, at de laver produkter til “almindelige mennesker”; de har altid stræbt efter at ligge i toppen af de respektive prisklasser, men har ikke (undtagen i firmaets første spæde år med Bo Christensens opsigtsvækkende designs) hørt til højdespringerne, hvad pris angår. Derfor er det spændende at høre, hvad Primare kan udrette, når de begiver sig op i topsegmentet med deres nye 60-serie.
Enkelt og stramt
Designet er typisk Primare. Enkelt og lidt stramt, men vanvittig flot. Primares OLED-display – som de begyndte med på den integrerede forstærker I32 – fortjener igen ros. En moderne skrifttype og fin opløsning gør, at tekst og tal vises så godt, som det lader sig gøre. Jeg er en stor fan af dette design, som mange konkurrenter burde tage ved lære af.
På effektforstærkeren sidder tænd/sluk-knappen midt i logoet, og fordi jeg ikke havde nogen manual, tog det lidt tid at finde den – så pænt er den integreret i fronten. Ellers er alt eksemplarisk her. Begge apparater har et kraftigt stålchassis, og den tofarvede front er meget tiltalende. Enhederne ser lækre ud i et hjemmemiljø og kan passe ind næsten overalt.
PRE60
Forforstærkeren PRE60 er en multimaskine, der både har balancerede og ubalancerede indgange samt et media board med de streaming-muligheder, man har brug for (og lidt til), plus en fremragende DAC baseret på Crystal DSD-chip. Efter testen er der også kommet Bluetooth-mulighed gennem et lille ekstra board. Det er supernemt at opgradere til Bluetooth.
Hele forforstærkeren er balanceret opbygget med så korte signalveje som muligt. Det giver de bedste forudsætninger for, at forforstærkeren kan lyde godt. Enhedens opgave er jo egentlig at formidle et signal og sørge for, at man kan justere volumen og skifte kilde, men uden at kvaliteten af signalet påvirkes negativt.
Jeg prøvede derfor også PRE60 som separat forforstærker, både med forskellige effektforstærkere og med aktive højttalere. Det var gennemgående en meget positiv oplevelse. Som regel er det sådan, at for at få en virkelig god forforstærker må man også hoste op med virkelig mange penge. PRE60 er bestemt ikke billig, tværtimod, men den gør sit arbejde aldeles fremragende.
Desuden er den (mindst) to apparater i ét. Primare udviklede et media board til I32, og i den mindre I22 kan man indsætte et DAC board.
Man arbejder altså med, at enhederne skal kunne mere end bare forstærkning. Dette media board – der vel kan karakteriseres som en kombination af netværksafspilleren NP30 og konverteren DAC30 – er en integreret del af forforstærker-trinet, hvilket betyder, at man kan klare sig med et par enheder og et bundt kabler mindre, end hvis man kørte med alle dele separat. Det bør man også have i baghovedet, når man ser på prisen for apparaterne.
A60
Primares effektforstærkning har som sagt gennemgået en forvandling de seneste år. For at komme derhen, hvor de ville, har de udviklet deres egen teknologi, og i A60 sker forstærkningen således med firmaets egne UFPD-moduler. De arbejder med PWM (Pulse Width Modulation) og er yderst ufølsomme over for, hvilken højttalerbelastning man anvender. Det betyder, at de i princippet lyder næsten ens uanset belastning. Mine forsøg med forskellige højttalere med forskellig følsomhed tyder på, at den påstand holder vand.
Disse moduler har efter min mening hævet Primares forstærkning til et klart højere niveau med en renere og mere stille baggrund og generelt højere lydkvalitet. Men forstærkeren kan blive lidt tilbagelænet og “pæn”, hvis man ikke parrer den med gode kabler, der virkelig slipper alle detaljer igennem.
Også A60 er helt balanceret opbygget. Det betyder, at den har to UFPD-moduler pr. kanal for at få den balancerede kobling. Den angives at have en effekt på 2 x 250 watt i 8 ohm, men ud fra de uafhængige målinger, vi har set, er det et konservativt tal. Den giver altså de watt, den skal, og mere til.
A60 har både ubalancerede og balancerede indgange (henholdsvis RCA og XLR), og det ubalancerede signal konverteres til balanceret, når det skal igennem forstærkeren. Der er to par højttaler-udgange.
Lydpotentiale
Primares apparater er fremragende bygget. Ingen tvivl om, at byggekvaliteten er så god, som den kan blive. Der er også en gedigen kontrol- og testfunktion, før enhederne sendes ud; på fabrikken ser man altid lange rækker af apparater i store stativer til funktionstest. Jeg har fået vist, hvordan det foregår, og det er meget tillidsvækkende.
Man bør være omhyggelig med, hvordan man vender netfasen (men det er du vel altid?). Med Primares udgangsmoduler kan det lyde flere klasser dårligere med forkert fase. Jeg må dog indrømme, at jeg – klog af skade med deres andre effektforstærkere – end ikke har forsøgt at fejlfase 60-serien.
Der medfølger i øvrigt en pæn og ryddelig multifjernbetjening, som jeg aldrig rigtig blev venner med. Til gengæld kan alt også styres fra en app, så man har frit valg.
En anden ting er, at de bør stå ved siden af – ikke oven på – hinanden for at præstere bedst muligt. Men sådan er det egentlig med alle apparater, efter min erfaring. Man kunne måske forvente, at disse switch-mode baserede enheder ikke påvirkede hinanden så meget, når de står oven på hinanden, men der er forskel.
At der er masser af lydkvalitetspotentiale i forstærkerne, ses også af, at de reagerer godt, når man sætter bedre fødder under og/eller prøver med andre kabler. Hvis man arbejder lidt for det, kan det blive endnu bedre, end man havde forestillet sig.
Hver for sig og sammen
Det her er formentlig apparater, der vil blive solgt som par. Det er også helt oplagt at gøre. Men det betyder ikke, at de ikke fungerer fint som selvstændige enheder.
Jeg har som sagt prøvet PRE60 på flere forskellige måder. Den er f.eks. glimrende sammen med et par aktive, DSP-optimerede højttalere til flere hundrede tusind kroner, og det virker ikke på nogen måde, som om forforstærkeren begrænser den lydkvalitet, man kan opnå. Desuden gør fleksibiliteten, at man kan koble hvad som helst til, som man vil spille fra, eller streame det, man vil.
Sammen med andre effektforstærkere var det heller ikke PRE60, der virkede som begrænsning. Det er ganske enkelt en forforstærker, der har en fornem opløsning og leder signalet videre til effekttrinet på fremragende vis. Jeg har ikke meget at indvende.
A60 lyder lidt ligesom de Primare-forstærkere af den nye type, jeg tidligere har hørt – bare med turbo på. En heftig turbo. Her er der god tyngde og en spændstig snert i gengivelsen. Lydbilledet er stort og en anelse varmt på en måde, der klæder musikken. Når gengivelsen så samtidig er tør og hurtig, bliver det tilsammen rigtig godt og meget lyttevenligt.
Jeg havde parret til test i længere tid, og mængden af musik, der kom igennem systemet, var enorm. Bachs tredje Brandenburgkoncert – en af mine favoritter – fik den helt rigtige sprødhed og de fjerlette anslag, der gør, at musikken ikke bliver tung og kedelig. Her blev det livligt og spændstigt, præcis ligesom indspilningen er.
Der findes nogle optagelser med jazzpianisten Bud Powell fra slutningen af 1950’erne, som kan lyde ganske formidabelt. Der sker en masse i baggrunden, og musikerne sidder og leger, hvilket kommer tydeligt frem med PRE60/A60. Tempoet, livligheden og – igen – evnen til at gengive de lette anslag er til at tage og føle på.
Hvad så med tunge anslag? Jo, både AC/DC, Led Zeppelin og The Who viste, at man også kan få en tung, men samtidig velopløst og hurtig bund. Når den bund er der, opleves både mellemtone og diskant også som bedre, da de ikke påvirkes af en urolig og svulstig bas.
Opløsningen og detaljerigdommen kan man f.eks. høre i begyndelsen af “Pinball Wizard” med The Who. Indledningsakkorden med den ringende guitar står som et spyd, og når bassen kommer ind med sit herlige twang, har man bare lyst til at skrue helt op. Sådan skal det være!
På en moderne ballade som “Formidable” med belgiske Stromae får hans stemme, takket være den fine opløsning, en nerve og resignation, der trækker én helt ind i sangens triste univers. Jo, PRE60/A-60 kan formidle musikalske oplevelser på den måde, som kun musikanlæg af højeste klasse kan. Det er derfor, de koster mange penge – der er forskel på at køre i bus og køre Bentley!
Konklusion
Primares 60-serie er en manifestation af, hvor langt firmaet er kommet med de nye teknikker, som de har introduceret de seneste år. Både forstærkermoduler og mediekort præsterer på et niveau, der gør, at Primare pludselig er oppe og lege med de store drenge. At produkterne ikke bare lyder godt, men også visuelt er superlækre, gør det kun endnu bedre. Godt gået!
1 kommentar til “Primare PRE60 / Primare A60”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Jeg købte sættet fra nyt på tilbud til samlet 45.000 i 2018, var det vist, og det har jeg ikke fortrudt. Sættet har jeg forbundet med Nordost Valhalla XLR, og de spiller på et sæt Dynaudio Confidence 50 forbundet til A60 med Niels Larsens højttalerkabler, så det er gode kabler, der yder sættet retfærdighed, synes jeg. Åbenhed, detaljerigdom og kontrol spiller det med. Pre60 kan det hele, jeg bruger den til streaming (USB) samt lyd fra TV (optisk) og BlueRay (Coax). Klart anbefalet.