Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: BenQ W1350

Topbillede til lav pris

Her er markedets måske bedste projektor til under 10.000 kroner. Hvis du kan leve med lidt blæserstøj.

Skrevet af / 01/07/2015 - 06:00
BenQ W1350
Geir Gråbein Nordby

BenQ W1350 er en ambitiøst budgetprojektor med vertikal linsevinkling, som gør det nemt at loftsmontere den og få billedet vinklet perfekt på lærredet. Desuden har den mulighed for trådløs billedoverførsel, uden at det går ud over billedkvaliteten. Det er dog ekstraudstyr og koster et par tusinde kroner oveni. 3D-video er til gengæld ikke ekstraudstyr, og der medfølger et par 3D-briller til formålet.

 

Til hjemmebio og gaming

Et budgetprojektor som denne er interessant for dem, der gerne vil have et stort billede til en lav pris. Både til hjemmebiograf og computerspil – forestil dig at blæse en biljagt eller en krigszone op i 150 tommer! Selv et high-end OLED-tv blegner i sammenligning, simpelthen på grund af billedstørrelsen.

Men en billig projektor vil ikke kunne erstatte tv’et. Den er afhængig af, at der er helt mørkt; blæserstøjen kan være irriterende; og en DLP-projektor som W1350 kan genere øjnene efter et stykke tid, i modsætning til en LCD-projektor.

 

Udfordring med lysstyrke

Man kan begå mange fejl, når man skal producere en projektor til under 10.000 kroner. Især hvis man skal lave en så lysstærk som BenQ W1350 med dens 2500 lumen. Dobbelt så højt, som det var almindeligt for bare få år siden, for at få endnu mere smæld i de lyse scener.

På en heldigital DLP-projektor løses det gerne ved at give farvehjulet et bredere hvidsegment, så en større del af lampen går til ren hvid. Ulempen ved det er, at farverne bliver blegere, samtidig med at man hurtigt kan få meget billedstøj oven i hatten.

BenQ_W1350_front

 

Lampestyrke giver blæserstøj

BenQ har i stedet løst problemet med større lampestyrke. Det er en fordel for billedkvaliteten, men en ulempe på den måde, at det er sværere at undgå overophedning. Enten skal kabinettet være ekstra stort, eller også må man acceptere, at blæseren arbejder på højtryk.

BenQ har valgt det sidste. Det betyder, at du med W1350 er nødt til at leve med en temmelig højlydt blæser. Målt på en meters afstand i vores testrum var den f.eks. 10 dB højere end på Sony VPL-HW40ES, vores referenceprojektor under 20.000 kroner.

 

Knivskarpe billeder

Imidlertid er det let at tilgive noget blæserstøj, når man ser på billedet. Borte er den moskitostøj og andre artefakter, som præger mange billige projektorer, især dem, der kan måles sig med denne lysstyrke. Selv komplekse videoer med stjerner og galakser (Wonders of the Universe på Blu-ray), hvor mange projektorer har meget blinkende støj, vises problemfrit med W1350. Der er ganske vist noget blinken her og dér i tætte stjernehobe, men ikke mere end med Sony-projektoren.

BenQ1350W_viftestøy
Målt en meter fra projektoren i vores testrum var blæserstøjen på hele 47 dB.

Ansigter vises med naturlige hudtoner, og især lyse scener står godt. Den oplevede kontrast er rigtig god i de mellemlyse og lyse scener, hvor hvid og sort står i stærk kontrast til hinanden.

 

Begrænset sortniveau

I mørkere scener lægger man mærke til, at sortniveauet godt kunne have været bedre. Nattehimlen ser noget bleg ud, når der ikke er lys nok i scenen til at camouflere det. Af samme grund er den ikke favoritprojektor til film noir som Batman– og Alien-filmene.

Men også den slags film har som regel scener, hvor der er højt nok lysniveau til, at sort opfattes som sort, netop fordi lyset er så intenst. Derfor er det ikke så ofte, man bemærker, at projektoren er lidt bleg i det sorte. Og hvis den skal bruges i dagslys eller almindelig dæmpet belysning, er W1350 et rigtig godt valg.

Sony_VPL-HW40ES_viftestøy
Til sammenligning målte vi Sony VPL-HW40ES til 37 dB.

 

Regnbue-effekt

Da W1350 er en DLP-projektor med én chip, viser den ikke alle farver samtidig, men har i stedet et hurtigt roterende farvehjul, der viser en farve ad gangen – bare så hurtigt, at hjernen opfatter farverne som blandet. Det kan give et artefakt, vi kender som regnbue-effekt, hvor farverne bryder op og giver pulserende farveflimmer. Denne effekt oplevede vi som ganske udtalt på W1350.

Det gælder især i mørke scener med små lyse områder, så mørke passager med undertekster kan f.eks. blive trættende. Hvis du reagerer på regnbue-effekten (det er det ikke alle, der gør), vil du måske fristes til at slå underteksterne fra. Eller i stedet købe en LCD-projektor som Epson EH-TW6600, der er helt fri for dette artefakt.

BenQ_W1350_vs_Sony_VPL-HW40ES_Testbilde1
I lyse scener lægger man ikke mærke til, at sortniveauet på BenQ W1350 til venstre ikke er imponerende. Til højre ses den dobbelt så dyre Sony VPL-HW40ES. I øvrigt er det ikke BenQ, der brænder ud i det hvide midt i galaksen, men kameraet.

BenQ_W1350_vs_Sony_VPL-HW40ES_Testbilde2
Med mindre lys i billedet kan man se, at det sorte i virkeligheden er gråt. Stadig BenQ W1350 til venstre og Sony VPL-HW40ES til højre.

BenQ_W1350_vs_Sony_VPL-HW40ES_Testbilde3
Endnu mindre lys på skærmen, og det bliver en lidt flad oplevelse med BenQ W1350.

 

3D-video

Når man skifter til 3D, får billedet et kraftigt rødstik, men det er kun, til man tager 3D-brillerne på. De kompenserer nemlig, så mørke scener ikke får en rød undertone. Med Prometheus er der således gjort klar til en imponerende 3D-gengivelse, og her kommer lysstyrken også mere til sin ret. Desuden er sortniveauet mørkere i 3D, så også mørke film som den tager sig godt ud på W1350.

 

Kalibrering

W1350 har et rigtig godt billede lige ud af æsken, især med farvetemperaturerne Warm og Normal. Cool bliver for kold, og Lamp Native ser helt forkert ud – selv om denne indstilling giver den højeste lysstyrke.

Menusystemet er enkelt og overskueligt, og projektoren har fuld 3D-farvekalibrering til finjustering, som giver mulighed for næsten korrekt farvegengivelse fra en professionel kalibrator.

BenQ_W1350_ovenfra
Vertikal linsevinkling er usædvanligt for projektorer i denne prisklasse.

 

Konklusion

Af en budgetprojektor at være er BenQ W1350 veludstyret med både vertikal linsevinkling, mulighed for trådløs billedoverførsel og 3D-visning, hvor et par 3D-briller medfølger.

Billedkvaliteten er på mange måder fremragende med knald på farverne og en imponerende lysstyrke. Billedet står godt, og billedstøj er der meget lidt af. Den ellers overlegne billedkvalitet hæmmes dog af et lidt blegt sortniveau – for det meste er det ikke noget, man tænker over, men mørke film bliver en lidt flad oplevelse.

Regnbue-effekten er det eneste problem, når det gælder billedet; noget, som en del (men ikke alle) reagerer på. Ellers er det blæserstøjen, der er mest generende.

Lyd & Billede mener

BenQ W1350 er en lysstærk projektor med masser af smæld i billedet. Moskitostøj er der meget lidt af, og den har også 3D. Vertikal linsevinkling gør loftsinstallation til en drøm. Sortniveauet er lidt lyst, og projektoren har mærkbar regnbue-effekt. Blæserstøjen er i overkanten.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Lyd & Billede
Scroll to Top