Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Der er ingen tvivl om, at ægte surround-sound giver mere indlevelse i film og tv. Men det holder ikke med et alt-i-ét anlæg af billig plastic. Du har brug for en separat forstærker for at få både kraften og de subtile detaljer i lydbilledet frem. Derfor er surround-receiveren hjemmebiografens hjerte – det er den, der skal pumpe lyd ud gennem højttalerne. Så investér nogle penge i den, og det vil betale sig i form af ren og skær oplevelse!

De bedste receivere til 5.000-6.000 kroner gengiver det voldsomme lydspor på en film som Interstellar i al dets pomp og pragt. Klare dialoger, filmmusik, der breder sig rundt om os, og et godt greb om de dynamiske kontraster. Fra de buldrende raketmotorer på rumskibet, da det lander på en oversvømmet planet med drønende tidevandsbølger, til den totale stilhed ude i verdensrummet. Du flytter simpelthen biografen hjem i stuen!

Går du et stykke op i pris, får du endnu mere kraft og kontrol samt flere af de vigtige detaljer, men uden direkte sammenligning vil du næppe savne noget.

 

Dolby Atmos og DTS:X

Blandt det nye på dagens receivere er understøttelse af 3D-lydformater som Dolby Atmos, DTS:X og Auro-3D. De gengiver også lyd i højden, hvor ekstra højttalere i loftet er påkrævet for at få det fulde udbytte af formaterne. Det er vældig cool, men desværre findes der indtil videre ikke mange Blu-ray-udgivelser med 3D-lyd. Derfor er det efter undertegnedes menig vigtigere, at receiveren har god lyd, end at den for alt i verden kan afkode disse formater.

I denne prisklasse får du også kun to Atmos-kanaler i stedet for fire, som er det optimale, og det er på bekostning af ekstra bagkanaler. Med andre ord kan du vælge imellem et 5.1 setup med Atmos-højttalere oveni, eller et 7.1 setup uden Atmos. Hvis Dolby Atmos alligevel er vigtigt for dig, så er det Denon, Pioneer og Onkyo, du skal se nærmere på.

 

Streaming

En surround-receiver bruges i dag til mere end filmlyd. Den er motoren i hjemmets underholdningscentral, hvilket betyder, at den også skal kunne sluge de musikformater, du fodrer den med.

Uanset om du vil afspille musik trådløst fra mobilen eller fra en netværkscomputer, er det vigtigt, at receiveren ikke bliver en bremseklods i systemet. Derfor har de fleste receivere i dag trådløs netværkstilslutning og kan spille musik på flere måder. Det være sig via AirPlay, Bluetooth eller DLNA (lidt mere avanceret, men kompatibelt med alle computere) eller endda internetradio.

Nogle kan også afspille højopløste musikformater, og sådan som dagens vinylsalg har taget fart, er det rart, at enkelte af dem (her Onkyo og Yamaha) også har pladespiller-indgang.

 

4K Ultra HD

Når det gælder videosignaler, er 4K Ultra HD blevet markedsført længe. Der har været temmelig stor forvirring omkring formatet, fordi producenterne siden 2012 har hævdet at understøtte 4K-opløsning. Men dengang med maksimalt 30 billeder i sekundet, hvilket ikke i sig selv er et stort problem (bortset fra til computerspil, der kræver mindst 50).

Problemet er, at Ultra HD videoformatet først nu er blevet standardiseret. Selv om tre år gamle receivere kan videresende super-højopløst video fra et hjemmevideokamera, er de desværre ikke kompatible med det 4K Blu-ray-format, der ventes at være lige rundt om hjørnet.

Det er de nye derimod. Alle receivere i denne test har HDCP 2.2, som kræves for at overføre Ultra HD fra Hollywood via HDMI. Desuden understøtter de video med op til 60 fps og fuld 12 bit farvedybde (4:4:4). Men det er ikke nødvendigvis et vigtigt salgsargument, hvis de første 4K Blu-ray-afspillere kommer med dobbelt HDMI-udgang. Så trækker du bare ét kabel til tv-billedet og et andet til receiveren til lyd, hvis den ikke er kompatibel med videosignalet.

 

Sådan testede vi

Receiverne er testet med Electrocompaniets Blu-ray-afspiller EMP 2 og sluttet til vores Procella THX 7.1 højttalersystem. Det er dyre højttalere, men de er ikke svære at drive og er gode til at skelne mellem forskellige forstærkere.

I stereo har vi til lejligheden brugt Vienna Acoustics Beethoven Concert Grand Symphony Edition (se test andetsteds i bladet) for at skille fårene fra bukkene. Heller ikke dem er det svært at få til at lyde godt, og de kan både gå dybt i bassen og afsløre detaljerne i lydbilledet, hvilket er vigtigt, når man virkelig skal høre, hvad en forstærker kan.

Vi har kørt receivernes automatiske højttaleropsætning med rumkorrektion. Hvis det var nødvendigt, er vi efterfølgende gået ind og har og justeret lidt på afstande og lydniveau for at få det helt symmetrisk, men vi har ladet receiverne sætte klangbalancen (EQ).

For at kunne sammenligne direkte har vi ikke testet med Dolby Atmos denne gang, da ikke alle receiverne i testen har det. I stedet har vi benyttet et rent 7.1 setup efter THX-specifikationer.

Musikafspilning er sket med Tidal HiFi på iPhone 6 Plus via AirPlay, og hvis produkterne har egen streaming-app – f.eks. til multirumsbrug – har vi også prøvet den. Musikudvalget har været meget blandet. Den film, vi har brugt, er Interstellar på Blu-ray.

Alle receiverne er blevet opdateret med den nyeste software før testen, og vi har anvendt den senest opdaterede app til fjernbetjening via iPhone.

Scroll to Top