Klipschs lydsokkel er stor og tyk, og ikke så pæn at have stående under tv’et. Fordelen er større indvendigt rumfang, hvilket er godt, når der skal skrues op.

Den sørgelige fjernbetjening, der er af sort plast og på størrelse med et kreditkort, vil sandsynligvis tilbringe sit liv mellem sofapuderne. Desuden mangler lydsoklen et display, der viser valgt indgang; i stedet vises det med forskellige farver på en lysdiode. Grøn er f.eks. optisk, og blå er selvfølgelig Bluetooth. Subwoofer-kanalen kan skrues op og ned i plus/minus seks trin, men man har ingen idé om, hvilket trin den står på. Her trænger amerikanerne til at lære noget om brugervenlighed!

Det er dog tilgivet, når lydsoklen bliver sat til at gengive filmlyd (hvilket må gøres med optisk kabel, da HDMI mangler). Det er nemlig den kraftigste lydsokkel, undertegnede har hørt. Klipsch lyder virkelig sejt, når man spiller højt, med godt greb om lydeffekterne, og subwoofer-kanalen er også højere og mere kontrolleret end på de øvrige. Lyden er lidt grovere i kanten end på Canton, med lidt hårdere og koldere dialoger.

Surround-effekten er ikke alverden, og vi får aldrig følelsen af, at lyden kommer bagfra. Men det gavner stadig filmen lidt. Musik bør derimod gengives i ren stereo. Der er god sammenhæng mellem mellemtonen og bassen, som er fyldig og hårdtslående, især i betragtning af at lydsoklen ikke har separat subwoofer. Her bare mangler lidt opløsning.

Også i denne test:

11 soundbars og lydsokler