Glem, at den har et kedeligt og uspændende ydre. Selv om den nye Dynaudio Focus 260 udseendemæssigt er meget lig sin forgænger – Focus 220 II – har den nye model fået helt nye højttaler-elementer og delefiltre. Som skal sørge for, at højttalerne lyder mere åbne og mere gennemsigtige, mere detaljerede og dynamiske, og desuden mere præcise end nogensinde før. Og efter at have testet den nytilkomne er der ikke meget tvivl om, at det er lykkedes. Men dermed er det ikke sikkert, at det er en højttaler for dig. For det er nemlig et par ting, du skal være klar over. Mere om det senere.
Bestykning
Bortset fra silkediskanten er membranerne lavet af en blanding kaldet magnesiumsilikatpolymer (MSP). Altså et plasticagtigt materiale af magnesium og silikat (silicium + et andet, uspecificeret grundstof). Typisk for Dynaudio er desuden de enorme svingspoler på bagsiden af membranerne for bedst mulig kontrol.
Enkelte terminaler
Der, hvor mange andre producenter gerne benytter dobbelte højttalerterminaler på bagsiden, sværger Dynaudio til enkelte. Det betyder, at du hverken kan benytte dobbelte kabler eller to forstærkere til hver højttaler; til gengæld slipper du for overgangsskinnen mellem terminalerne, som kan forringe lyden.
Succes
Drevet af den eminente Hegel H300 (30.000 kroner) med den dyre netværksafspiller Marantz NA-11S1 (35.000 kroner) som lydkilde er det et meget stort og realistisk lydbillede, der præsenteres.
Diskantelementet samarbejder problemfrit med bas-elementerne, hvilket giver musikken – og specielt de vigtige sangstemmer – en sømløs præsentation. Og diskanten nægter at blive hård, selv ved ganske højt lydniveau. Bare hør den nydelige klang i Tori Amos’ datter Natashya Hawleys stemme på sangen “Job’s Coffin” fra Amos’ Night of Hunters, hvis lydkvalitet virkelig er udgivelsen på Deutsche Grammophon værdig. Hendes stemme står klart og tydeligt frem, samtidig med at klangen fra klaveret breder sig ud over siderne, og fløjter og klarinet udfylder det hele i en salig dans af toner.
Dynamik
24 bit/48 kHz udgivelsen af den nærmest legendariske R.E.M.-plade Automatic for the People fra 1992 lyder også fabelagtigt. Pianotangenter på balladen “Nightswimming” smyger sig legende frem og tilbage, mens Michael Stipes stemme fylder rummet.
Men det er vigtigt at påpege, at den kraftige Hegel H300 forstærker også gør sit for at ryste musikken ud af højttalerne. Tilsluttet Marantz P PM-11S3, som er lidt varmere i klangen (testes andet sted i bladet), er der ikke lige så meget snert i pianoet. Jeg føler, at højttalerne er lidt glatte og runde i mellemtonen, så de har brug for en mere aggressiv forstærker for at komme til deres ret. Også når man spiller lavt. Noget af det kan nok tilskrives, at det drejer sig om en tovejs konstruktion, uden et separat mellemtone-element. F.eks. er storebror Focus 340 endnu mere distinkt i mellemtonen.
Bas-attack
Basregisteret gengives med snert og gnist, igen såfremt højttalerne får en forstærker, der er i stand til at pushe dem lidt ekstra. Hvad enten det er rock eller hiphop, der står på menuen, slår bas-elementerne takten på en overbevisende måde. Det er dog ikke ægte dybbas, og selv om bassen bliver mere fyldig med en placering ind mod bagvæggen, kan det også gøre lyden mere rodet.
Personligt har jeg fået den bedste og hurtigste basrespons ved at lukke basportene med de medfølgende skumgummipuder. Ganske vist bliver bassen så lidt tyndere, men samtidig hænger den bedre sammen med resten af lydbilledet.
Rivaler
Dynaudio Focus 260 er en forbedring i forhold til forgængeren 220 II, ved at den har endnu bedre sammenhæng mellem mellemtone og diskant. Men der er klart nogle konkurrenter at holde øje med.
F.eks. vil de større Sonus Faber Venere 2.5 til 24.000 kroner nok kunne give Dynaudio konkurrence med deres store og opløste lydbillede og en mere generøs og udstrakt basgengivelse. Men Dynaudio-højttalerne er mere neutrale og ærlige.
System Audio Mantra 70 til 24.000 kroner er mere energiske og dynamiske i mellemtonen og kan engagere mere, når man spiller højt. Men Dynaudio Focus 260 lyder mere musikalsk ved lavere lydniveau.
PMC Twenty•24 til 30.000 kroner giver med deres transmissionslinje en dyb og stram bas kombineret med en varm og fyldig mellemtone. Men de er større og vanskeligere at placere end Focus 260.
Dermed er Dynaudio Focus 260 et glimrende kompromis mellem størrelse, ydelse og – ikke mindst – pris.
Konklusion
Dynaudio Focus 260 er en kompakt tovejs gulvhøjttaler, som er ligeglad med, hvilken musiksmag du har. Den lyder godt uanset hvad.
Kvindevokaler står godt ud fra musikken med god opløsning opover i overtoneområdet. Mandestemmer er også godt fokuseret. Lydbilledet er bredt, stort og luftigt, og de mange klanglag fra klaver og strengeinstrumenter gengives med overbevisning.
Basgengivelsen er hurtig og tonalt god, og kroppen i basinstrumenterne integreres sømløst med deres overtoner. Der findes dog højttaler med en dybere og større basgengivelse.
Focus 260 er ikke de mest letdrevne på markedet, og de har godt af en kraftig forstærker med godt med tryk i mellemtoneområdet. Hvis du er glad for at spille højt, bør du måske se dig om efter et par trevejshøjttalere med separat mellemtone-element.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer