annonse
annonse

Test: Focal Kanta No.2

Underholdende high-end

Marts 2018
Focal Kanta No.2
Marts 2018
Focal Kanta No.2

Den første model i en helt ny serie fra Focal overbeviser fra første dansetrin. Det her er ordentlig high-end – uden problemerne!

Lyd & Billede mener

Superluftige overtoner følges op af en taktfast bas, der ved, hvad den vil. Langt lettere at få til at spille godt end de fleste high-end-højttalere.
Der findes højttalere med en mere udadreagerende mellemtone og endnu dybere bas.

Når jeg hører ordet high-end, tænker jeg tre ting: Bedre lyd, end de fleste kan drømme om; dyrere, end næsten alle har råd til; og meget arbejde for at få til at spille optimalt.

En del udstyr er så vanskeligt, at den stakkels køber må prøve sig frem med et dusin forstærkere og en håndfuld kabler. Væggene beklædes med æggebakker, basfælder sættes op – store nok til at fange en elg – og resten af stuen ommøbleres efter feng shui-metoden. Og når man endelig er tilfreds, kommer konen og støvsuger alle nullermændene, og så må man begynde forfra.

Med den nye Kanta-serie tager Focal en anden tilgang. Her handler det om at gøre high-end enkelt og sjovt.

Først og fremmest vil mindst én af de mange lystige farvekombinationer garanteret passe ind i din stue. Men endnu vigtigere: Alle de timer, du ville have brugt på at skifte rørene i rørforstærkeren, lægge dæmpemåtte under cd-afspilleren og bede til Ouija-brættet om noget lydmagi, kan du i stedet bruge på at høre musik. Ikke mindst på grund af den høje følsomhed og den stabile impedans, der gør højttalerne lettere at matche med forstærker og øvrig elektronik.

Kanta No.2, som den hidtil eneste model sjovt nok hedder, er stor nok til at blive taget seriøst, men stadig kompakt nok til at optage beskedent med plads og relativt nem at flytte rundt på – hvis du mener, det er nødvendigt. Ved at cutte bassen lidt højere oppe i frekvens end storebrødrene i den dyrere Sopra-serie – og med port både foran og bagpå for at give en mere jævn luftgennemstrømning – burde det bare være at sætte dem relativt tæt på bagvæggen og lade musikken brage løs.

Kanta-serien fås med mange forskellige friske farver, f.eks. højglanslakeret sort kabinet med blank gul eller blå frontplade. (Foto: Focal)

Beryllium og hør

I deres high-end-linjer sværger Focal til berylliumdiskanter, som har den fordel at være meget lettere og stivere end aluminium, hvilket udvider frekvensresponsen og detaljegengivelsen i det vigtige overtoneområde. Kanta er ingen undtagelse.

For at få prisen ned i forhold til de dyrere serier er valget af membranmateriale faldet på vævet hør. Ud over at være billigt har hør den fordel, at det er selvdæmpende, og det skulle være lige så stærkt som det skudsikre materiale kevlar. Fordi fibrene er hule, er massetætheden desuden kun det halve af glasfibers. Og lette membraner er som bekendt hurtige membraner.

For at øge stivheden er hørmembranen beklædt med et papirtyndt lag glasfiber både foran og bagpå. Det er også værd at nævne, at selv om Kanta deler membranmateriale med den billigere Aria-serie, er højttaler-enhederne mere avancerede og specielt udviklet til Kanta.

Kabinetter af plast

For at få størrelsen ned, uden at det går ud over den indre volumen, har Focal valgt noget så utraditionelt som polymer i stedet for MDF. Der findes mange typer polymer, hvoraf plast er den mest almindelige. Fordelen er en langt højere tæthed end MDF, så man skal bruge mindre af det for at få et tilsvarende stift kabinet. Hvilket igen betyder, at den indre volumen bliver større i forhold til fodaftrykket.

Og hvis du skulle være i tvivl: Der er ikke noget ved Kanta, der ser billigt ud. Det er meget lækre og velforarbejdede sager.

Vores testeksemplar havde sort højglanslakeret kabinet med blank hvid frontplade. (Foto: Focal)

Lyden af Kanta No.2

I vores testrum har vi mærket af, hvor de fleste højttalere yder deres bedste: 110 cm til hver sidevæg målt fra midten af diskant-enheden og med frontpladen 170 cm fra bagvæggen. Men først ville jeg lige teste, hvordan Kanta lød ca. 30 cm fra bagvæggen.

Lydkilderne har skiftet mellem streaming-forstærkeren Naim Uniti Nova (ca. 42.000 kroner, test på vej) og DAC’erne Hegel HD30 (35.000 kroner) og PS Audio Stellar Gain Cell DAC (17.000 kroner), begge koblet balanceret til for- og effektforstærkerne Hegel P30 og H20 (ca. 75.000 kroner tilsammen).

Med Naim Nova og musik fra Tidal kan underholdningen begynde. Nine Inch Nails’ seje industrial metal-nummer “Into the Void” lyder bredt, fedt og svedigt. Med pizzicato-guitar, forvrænget synth og en hamrende stortromme, der slår godt fra sig.

Nova er kun opgivet til 2 x 80 watt, men Kanta lader sig drive så legende og let, at det ikke er noget problem. For en ordens skyld har jeg også hørt dem koblet til Naims mindste, Uniti Atom, med halvt så meget kraft og til under den halve pris. Igen viste de sig fra en meget uproblematisk side, så her er det ikke absolut nødvendigt med megadyrt udstyr.

Bedre placering

Men alligevel: Selv om det lyder rigtig godt, er bassen ikke helt så defineret, som jeg kunne ønske. Jo, højttalerne fungerer godt nok tæt på væggen, men der sker noget, når de trækkes ud til tapemærkerne på gulvet. De bliver frakoblet rummet, så de kan tegne et endnu mere defineret, luftigt og stramt lydbillede op.

Stortrommen slår hårdere og bankes ind i kroppen. Mellembasområdet er bedre defineret. Elbasser spiller med en nydelig varme, mens raslen fra båndene lyder meget levende. Sangstemmer er placeret i centrum og hænger vægtløst i luften, fuld af detaljer.

Overtonerne i klassiske stykker som Stravinskijs Ildfuglen kommer luftigt ud, og berylliumdiskanten lader triangler og bækkener stråle i et lydbillede, der strækker sig langt ud over rummet. Hele tiden mens paukerne slår fra sig i bassen. Som er ikke verdens dybeste på nogen måde, men den nydelige fylde i mellembasregisteret mere end opvejer den manglende dybbas.

Seriøse spikes gør, at højttalerne står godt plantet i underlaget. (Foto: Focal)

Lidt forsigtig mellemtone?

Hvis der er et ankepunkt, så må det være, at mellemtoneområdet kan opleves som noget behersket. Det kan være bevidst – at trække mellemtonen lidt tilbage, så diskant og bas får lov til at stråle endnu mere. På bekostning af noget aggressivitet. I den henseende er Audiovector SR3 Arreté Raw Surface Edition en tand skarpere, med mere snert i lilletrommeskind og mere vildskab hos vokalister.

Forstærkerskift

Der er ingen tvivl om, at Naim og Focal er et glimrende match, og de er nu også under samme selskabsparaply. Der er derfor grund til at tro, at de bruger hinandens udstyr, når de finjusterer deres produkter. Men hvad sker der, når vi øger effekten til 2 x 200 watt med Hegel H20 og high-end-forforstærkeren H30?

Ved normalt, ørevenligt lydniveau ligger forskellene mere i de små detaljer, hvor jeg ikke er sikker på, om jeg foretrækker Hegel frem for Naim. For mens der kommer endnu flere detaljer i toppen, og bassen bliver endnu mere åben og bedre defineret, så har Naim en magi i mellemtonen – måske en svag farvning – som man savner lidt, selv om Hegel nok lyder mere korrekt.

Men det er, når man skruer op volumen, at fordelene virkelig kommer frem.

Højttalerne bliver straks mere fandenivoldske. Mellemtoneområdet bliver mere aggressivt, men uden at lyde skarpt eller snerpet på nogen måde. Musikken står mere ud fra centrum og lyder mere afbalanceret. Samtidig er der et endnu fastere jerngreb om bas-enhederne. Stortrommer og tamtammer slår hårdere og mere brutalt, samtidig med at de har en større ro over sig. Hvilket gerne sker, når man får mere effekt at rutte med.

(Foto: Focal)

Lille Sopra

Højttalerne vokser utvivlsomt med opgaven, når de får endnu bedre elektronik, men der er alligevel noget meget ukompliceret over dem. De er bare sig selv, også med små forstærkere.

Sammenlignet med de større søskende i Sopra-familien er Kanta endnu nemmere at få til at spille godt. Du behøver ikke at arbejde så meget med placeringen for at få magien frem. Og varmen i mellembassen er mindst lige så heftig på Kanta, samtidig med at opløsningen i toppen også er på omdrejningshøjde.

Det, du ikke får, er dybbas. Sopra No.2 og den endnu større No.3 går længere ned med et bedre fundament. Det gør også, at lydbilledet opleves som dybere, hvor detaljerne kommer frem på en endnu mere uanstrengt måde.

Du får mere af det hele med Sopra. Men du får også brug for en større bankkonto, og rumakustikken bliver en større del af regnestykket. Og selv om Sopra heller ikke er voldsomt kræsne, hvad elektronik angår, bliver det også hurtigt dyrere i den afdeling. Kanta fremstår dermed som en mere fornuftig højttaler.

Konklusion

Med Kanta-serien har Focal gjort high-end lidt mere tegnebogsvenligt end deres dyrere Sopra-højttalere (for slet ikke at nævne den uopnåelige Utopia-serie). Med friske farver og mere kompakte kabinetter er den desuden mere tilgængelig, og lyden er både underholdende og energisk, samtidig med at detaljerne vælder ud.

Højttalerne er nemme at placere, og de er mindre problematiske at matche med elektronik, end vi er vant til i high-end-klassen.

Når man så ovenikøbet får den lydoplevelse, som man kun kan få fra high-end-højttalere, med et troværdig stort lydbillede, virkelighedsnære sangstemmer og rytmer, der slår hårdt, brutalt og lækkert, så er det ingen sag at give Focal Kanta No.2 en varm anbefaling.

Når jeg hører ordet high-end, tænker jeg tre ting: Bedre lyd, end de fleste kan drømme om; dyrere, end næsten alle har råd til; og meget arbejde for at få til at spille optimalt. En del udstyr er så vanskeligt, at den stakkels køber må prøve sig frem med et dusin forstærkere og en håndfuld kabler. Væggene beklædes med æggebakker, basfælder sættes op – store nok til at fange en elg – og resten af stuen ommøbleres efter feng shui-metoden. Og når man endelig er tilfreds, kommer konen og støvsuger alle nullermændene, og så må man begynde forfra. Med den nye Kanta-serie tager Focal en anden tilgang. Her handler det om at gøre high-end enkelt og sjovt. Først og fremmest vil mindst én af de mange lystige farvekombinationer garanteret passe ind i din stue. Men endnu vigtigere: Alle de timer, du ville have brugt på at skifte rørene i rørforstærkeren, lægge dæmpemåtte under cd-afspilleren og bede til Ouija-brættet om noget lydmagi, kan du i stedet bruge på at høre musik. Ikke mindst på grund af den høje følsomhed og den stabile impedans, der gør højttalerne lettere at matche med forstærker og øvrig elektronik. Kanta No.2, som den hidtil eneste model sjovt nok hedder, er stor nok til at blive taget seriøst, men stadig kompakt nok til at optage beskedent med plads og relativt nem at flytte rundt på – hvis du mener, det er nødvendigt. Ved at cutte bassen lidt højere oppe i frekvens end storebrødrene i den dyrere Sopra-serie – og med port både foran og bagpå for at give en mere jævn luftgennemstrømning – burde det bare være at sætte dem relativt tæt på bagvæggen og lade musikken brage løs. [caption id="attachment_76736" align="alignnone" width="930"] Kanta-serien fås med mange forskellige friske farver, f.eks. højglanslakeret sort kabinet med blank gul eller blå frontplade. (Foto: Focal)[/caption]

Beryllium og hør

I deres high-end-linjer sværger Focal til berylliumdiskanter, som har den fordel at være meget lettere og stivere end aluminium, hvilket udvider frekvensresponsen og detaljegengivelsen i det vigtige overtoneområde. Kanta er ingen undtagelse. For at få prisen ned i forhold til de dyrere serier er valget af membranmateriale faldet på vævet hør. Ud over at være billigt har hør den fordel, at det er selvdæmpende, og det skulle være lige så stærkt som det skudsikre materiale kevlar. Fordi fibrene er hule, er massetætheden desuden kun det halve af glasfibers. Og lette membraner er som bekendt hurtige membraner. For at øge stivheden er hørmembranen beklædt med et papirtyndt lag glasfiber både foran og bagpå. Det er også værd at nævne, at selv om Kanta deler membranmateriale med den billigere Aria-serie, er højttaler-enhederne mere avancerede og specielt udviklet til Kanta.

Kabinetter af plast

For at få størrelsen ned, uden at det går ud over den indre volumen, har Focal valgt noget så utraditionelt som polymer i stedet for MDF. Der findes mange typer polymer, hvoraf plast er den mest almindelige. Fordelen er en langt højere tæthed end MDF, så man skal bruge mindre af det for at få et tilsvarende stift kabinet. Hvilket igen betyder, at den indre volumen bliver større i forhold til fodaftrykket. Og hvis du skulle være i tvivl: Der er ikke noget ved Kanta, der ser billigt ud. Det er meget lækre og velforarbejdede sager. [caption id="attachment_76741" align="alignnone" width="930"] Vores testeksemplar havde sort højglanslakeret kabinet med blank hvid frontplade. (Foto: Focal)[/caption]

Lyden af Kanta No.2

I vores testrum har vi mærket af, hvor de fleste højttalere yder deres bedste: 110 cm til hver sidevæg målt fra midten af diskant-enheden og med frontpladen 170 cm fra bagvæggen. Men først ville jeg lige teste, hvordan Kanta lød ca. 30 cm fra bagvæggen. Lydkilderne har skiftet mellem streaming-forstærkeren Naim Uniti Nova (ca. 42.000 kroner, test på vej) og DAC’erne Hegel HD30 (35.000 kroner) og PS Audio Stellar Gain Cell DAC (17.000 kroner), begge koblet balanceret til for- og effektforstærkerne Hegel P30 og H20 (ca. 75.000 kroner tilsammen). Med Naim Nova og musik fra Tidal kan underholdningen begynde. Nine Inch Nails’ seje industrial metal-nummer “Into the Void” lyder bredt, fedt og svedigt. Med pizzicato-guitar, forvrænget synth og en hamrende stortromme, der slår godt fra sig. Nova er kun opgivet til 2 x 80 watt, men Kanta lader sig drive så legende og let, at det ikke er noget problem. For en ordens skyld har jeg også hørt dem koblet til Naims mindste, Uniti Atom, med halvt så meget kraft og til under den halve pris. Igen viste de sig fra en meget uproblematisk side, så her er det ikke absolut nødvendigt med megadyrt udstyr.

Bedre placering

Men alligevel: Selv om det lyder rigtig godt, er bassen ikke helt så defineret, som jeg kunne ønske. Jo, højttalerne fungerer godt nok tæt på væggen, men der sker noget, når de trækkes ud til tapemærkerne på gulvet. De bliver frakoblet rummet, så de kan tegne et endnu mere defineret, luftigt og stramt lydbillede op. Stortrommen slår hårdere og bankes ind i kroppen. Mellembasområdet er bedre defineret. Elbasser spiller med en nydelig varme, mens raslen fra båndene lyder meget levende. Sangstemmer er placeret i centrum og hænger vægtløst i luften, fuld af detaljer. Overtonerne i klassiske stykker som Stravinskijs Ildfuglen kommer luftigt ud, og berylliumdiskanten lader triangler og bækkener stråle i et lydbillede, der strækker sig langt ud over rummet. Hele tiden mens paukerne slår fra sig i bassen. Som er ikke verdens dybeste på nogen måde, men den nydelige fylde i mellembasregisteret mere end opvejer den manglende dybbas. [caption id="attachment_76737" align="alignnone" width="930"] Seriøse spikes gør, at højttalerne står godt plantet i underlaget. (Foto: Focal)[/caption]

Lidt forsigtig mellemtone?

Hvis der er et ankepunkt, så må det være, at mellemtoneområdet kan opleves som noget behersket. Det kan være bevidst – at trække mellemtonen lidt tilbage, så diskant og bas får lov til at stråle endnu mere. På bekostning af noget aggressivitet. I den henseende er Audiovector SR3 Arreté Raw Surface Edition en tand skarpere, med mere snert i lilletrommeskind og mere vildskab hos vokalister.

Forstærkerskift

Der er ingen tvivl om, at Naim og Focal er et glimrende match, og de er nu også under samme selskabsparaply. Der er derfor grund til at tro, at de bruger hinandens udstyr, når de finjusterer deres produkter. Men hvad sker der, når vi øger effekten til 2 x 200 watt med Hegel H20 og high-end-forforstærkeren H30? Ved normalt, ørevenligt lydniveau ligger forskellene mere i de små detaljer, hvor jeg ikke er sikker på, om jeg foretrækker Hegel frem for Naim. For mens der kommer endnu flere detaljer i toppen, og bassen bliver endnu mere åben og bedre defineret, så har Naim en magi i mellemtonen – måske en svag farvning – som man savner lidt, selv om Hegel nok lyder mere korrekt. Men det er, når man skruer op volumen, at fordelene virkelig kommer frem. Højttalerne bliver straks mere fandenivoldske. Mellemtoneområdet bliver mere aggressivt, men uden at lyde skarpt eller snerpet på nogen måde. Musikken står mere ud fra centrum og lyder mere afbalanceret. Samtidig er der et endnu fastere jerngreb om bas-enhederne. Stortrommer og tamtammer slår hårdere og mere brutalt, samtidig med at de har en større ro over sig. Hvilket gerne sker, når man får mere effekt at rutte med. [caption id="attachment_76743" align="alignnone" width="930"] (Foto: Focal)[/caption]

Lille Sopra

Højttalerne vokser utvivlsomt med opgaven, når de får endnu bedre elektronik, men der er alligevel noget meget ukompliceret over dem. De er bare sig selv, også med små forstærkere. Sammenlignet med de større søskende i Sopra-familien er Kanta endnu nemmere at få til at spille godt. Du behøver ikke at arbejde så meget med placeringen for at få magien frem. Og varmen i mellembassen er mindst lige så heftig på Kanta, samtidig med at opløsningen i toppen også er på omdrejningshøjde. Det, du ikke får, er dybbas. Sopra No.2 og den endnu større No.3 går længere ned med et bedre fundament. Det gør også, at lydbilledet opleves som dybere, hvor detaljerne kommer frem på en endnu mere uanstrengt måde. Du får mere af det hele med Sopra. Men du får også brug for en større bankkonto, og rumakustikken bliver en større del af regnestykket. Og selv om Sopra heller ikke er voldsomt kræsne, hvad elektronik angår, bliver det også hurtigt dyrere i den afdeling. Kanta fremstår dermed som en mere fornuftig højttaler.

Konklusion

Med Kanta-serien har Focal gjort high-end lidt mere tegnebogsvenligt end deres dyrere Sopra-højttalere (for slet ikke at nævne den uopnåelige Utopia-serie). Med friske farver og mere kompakte kabinetter er den desuden mere tilgængelig, og lyden er både underholdende og energisk, samtidig med at detaljerne vælder ud. Højttalerne er nemme at placere, og de er mindre problematiske at matche med elektronik, end vi er vant til i high-end-klassen. Når man så ovenikøbet får den lydoplevelse, som man kun kan få fra high-end-højttalere, med et troværdig stort lydbillede, virkelighedsnære sangstemmer og rytmer, der slår hårdt, brutalt og lækkert, så er det ingen sag at give Focal Kanta No.2 en varm anbefaling.
Vi tester mere end 450 produkter om året. Læs denne test, og få fuld adgang til Lyd & Billede.
Allerede abonnent? Log ind.
Prøveabonnement
0,-
Fri adgang til lydogbillede.dk
Bronzeabonnement
369,-pr/halvår
1/2 år (6 numre) Digitaludgaven Fri adgang til lydogbillede.dk
Sølvabonnement
660,-pr/år
1 år (11 numre) Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Guldabonnement
1.049,-pr/år
1 år (11 numre) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: 39 kr om måneden.

Med et abonnement på Lyd & Billede får du:

Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven (iPad/Android) hver måned Betydelig rabat Vælg selv længden af dit abonnement - og med eller uden film Stor velkomstgave

Princip: 3-vejs basrefleks
Frekvensområde: 35 Hz – 40 kHz (+/-3 dB)
Impedans: 8 ohm
Følsomhed: 91 dB (2,83 V/1 m)
Diskant: 1" beryllium
Mellemtone: 6,5" med hørmembran
Bas: 2 x 6,5" med hørmembran
Finish: Kabinet i sort højglans eller træ, frontplade i diverse farver
Mål og vægt: 111,8 x 32,1 x 47,7 cm / 35 kg
Web: tertonaudio.dk

Pris: 74000,-
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-