: Lyd by Dissing Copenhagen On Wall

At stille et sæt seriøse højttalere op i sin stue er ikke nær så let, som det umiddelbart kan se ud til. I praksis vil den lydmæssigt bedste placering ofte vise sig at være netop den, hvor ens livsledsager nedlægger absolut og uigenkaldeligt veto mod at få halvdelen af stuen beslaglagt.

Mens montering på eller i væggen er almindeligt i hjemmebioverdenen, er der langt mellem seriøse hi-fi-konstruktioner til vægmontering. En af årsagerne er, at højttalere, der placeres tæt på rummets flader, anslår rumresonanser på en måde, der sjældent klæder lyden.

Steinway Lyngdorf Model S er en af de få undtagelser, vi kan komme i tanke om, men de er meget dyre (til gengæld indgår der flere subwoofere og adskillige forstærkere med rumkorrektion i systemet). Og så er der Copenhagen On Wall fra danske Lyd by Dissing.

Som navnet mere end antyder, er højttalerne beregnet til at blive hængt op på væggen, hvilket gør dem stort set usynlige i boligindretningen. Og da hele det slanke kabinet – bortset fra frontpladen – er hvidt, falder højttalerne visuelt i ét med den væg, de hænger på.

Copenhagen On Wall er en tovejskonstruktion med to 5 tommers bas/mellemtone-elementer med aluminiummembran og en 1 tommes keramisk dome-diskant, der er monteret i en stor, hornlignende waveguide. Fronten er i kraftigt asketræ, men fås i øvrigt i flere finishes, og det hele virker nydeligt og solidt uden det overdrevet pralende design, der kendetegner meget (dyrere) high-end.

Vægmonteringen sker med et par almindelige skruer, som passer ind i to forsænkede beslag på bagsiden af højttalerne. Tilslutningsbøsningerne sidder i bunden af højttalerne. De forgyldte terminaler accepterer kraftige afisolerede kabelender og spadestik, men ikke bananstik.

Placeringsprocessen er anderledes end sædvanlig, da væggen er givet, og man kun skal bekymre sig om bredde og højde. At eksperimentere med placeringen kræver til gengæld skruemaskine, vaterpas og fugemasse til hullerne.

 

Lydkvalitet

Det er altid spændende at høre det første bud fra en ny højttalerproducent, som har modet til at udfordre de store i branchen. Blandt de positive overraskelser har f.eks. været Buchardt Audio S200 og Nordic Audio Gida, der begge har udmærket sig ved særdeles præcis og afslørende lyd til en pris, som man ikke skulle tro var mulig.

Copenhagen On Wall er en lidt anden konstruktion. Konstruktøren Tue Dissing fortæller selv, at han har tilstræbt højttalere, som man kan lytte til i lang tid uden at blive træt. Højttalere med så lidt farvning som muligt og uden blærerøvseffekt.

Det mål har han opnået. Det første indtryk af de spøjse små højttalere er rent – og særdeles pænt. Med en plade eller en Tidal-playliste på afspilleren får man lyst til at smække benene op på fodskamlen og slappe af med en bog, mens musikken kører stille og roligt. Der er en ro over feltet, der gør det nemt at lytte til det meste musik. Måske lidt for nemt.

Det er ikke, fordi der mangler dynamisk formåen. Lilletrommeslagene på Warren Zevons “Roland the Headless Thompson Gunner” falder som pistolskud, og Zevons stemme har den rette pågåenhed. Men der mangler alligevel følelsen af, at det er rock, vi lytter til. Der er simpelthen ikke drøn nok på.

Og selv om opløsningen er udmærket, og det er lykkedes at få de lette aluminiumbasser til at mødes fint med diskanten, savner vi lige den grad af afsløring, som vi almindeligvis forventer, når der tales om high-end.

På de små Yamaha NX-500, som vi testede i forrige nummer, kan man høre, hvordan “The Ballad of Lucy Jordan” er et spørgsmål om liv og død for Marianne Faithful, mens samme nummer gengivet på de fire gange så dyre Copenhagen On Wall mere føles som endnu en dag på kontoret.

Selv om vægplaceringen giver et naturligt løft i bunden, er bassen alt andet end dominerende på Copenhagen On Wall. Højttalerne ruller af under 70 Hz, hvilket ifølge konstruktøren er med vilje, netop for at undgå en ujævn basgengivelse præget af rumresonanser. I stedet anbefaler Tue Dissing kraftigt, at man supplerer med en ikke-væghængt subwoofer i de nederste oktaver.

Det betyder ikke, at Copenhagen On Wall er dårlige højttalere. Forarbejdningen er lækker, og der er brugt gode dele hele vejen igennem. Hvis målet er at få en musikgengivelse over gennemsnittet i stuen uden at gå på kompromis med indretningen (noget, der er lige så svært med traditionelle højttalere som med livsstilsanlæg), er de et af de bedste bud derude. Den afslappede spillestil vil tiltale mange, mens den på den anden side også vil få andre op i det røde felt.

 

Konklusion

De små Copenhagen On Wall demonstrerer, at man godt kan få god lyd uden at ofre hele boligindretningen. Hvis pladsen er begrænset, eller de æstetiske krav fylder meget, er de et interessant bekendtskab, som vil give ren lyd i stuen uden at gøre særlig meget væsen af sig. Lydtryksfanatikere og basnarkomaner bør dog kigge andetsteds.