annonse
annonse

Raumfeld Stereo M

Ægte hi-fi i alle rum

Raumfeld kombinerer trådløse multirumshøjttaleres brugervenlighed med seriøse hi-fi-anlægs lydkvalitet.

Lyd & Billede mener

Raumfeld har meget af den lydkvalitet, vi kender fra traditionelle stereoanlæg, men i et praktisk multirumssystem med højttalere, der fungerer trådløst sammen og styres via en overskuelig app.
De gulvstående Stereo L har en fyldig, rytmisk popgengivelse, men mangler lidt stereoperspektiv. De kompakte Stereo M har et bedre defineret stereoperspektiv, men mangler lidt luft i overtonerne. Flere par spiller ikke helt i sync.

Den måde, vi konsumerer musik på, er i evig forandring. Fra spolebåndene blev afløst af vinyl og derefter kassettebånd i 1960’erne og 70’erne, til den digitale revolution med cd’en i slutningen af 80’erne. Dette format var en vanvittig succeshistorie, men er nu er i høj grad erstattet af streaming og til dels downloadede musikfiler.

Dermed er vi også begyndt at bevæge os væk fra traditionelle stereoanlæg med to mere eller mindre store højttalere, en forstærker og en eller flere lydkilder. Vi vil ikke længere bare have lyd i ét rum, men i mange, og de såkaldte multirumssystemer er ved at tage over.

 

Praktisk med trådløst

Det er let at forstå hvorfor. Man behøver bare at se på Sonos og deres mange konkurrenter, og hvor fedt det er at kunne placere små trådløse højttalere rundt om i hjemmet, som kommunikerer indbyrdes via hjemmenetværket og afspiller den samme musik samtidig – eller forskellig musik på nogle af dem eller på dem alle.

De fleste af dem er ligeglade med, hvilken streaming-tjeneste du abonnerer på, eller om du vil afspille den musiksamling, du har gemt på telefonen.

 

Begge dele

Men hvad nu hvis man vil have alt dette uden at give afkald på det traditionelle hi-fi-lydbillede? Med et stort, troværdigt stereoperspektiv, god opløsning og en fyldig basgengivelse – kort sagt alt det, man får med et traditionelt stereoanlæg?

Det er her, toplinjen fra tyske Teufel Audios multirumsmærke Raumfeld kommer ind i billedet. De har taget funktionaliteten fra typiske trådløse højttalere og bygget den ind i mere traditionelle stereohøjttalere. Her tester vi de to største modeller, som begge er trevejshøjttalere, dvs. de gengiver diskant, mellemtone og bas fra separate højttaler-elementer.

Forskellen er, at Stereo M er kompakthøjttalere designet til at stå på en hylde eller på standere, mens Stereo L – der er testet i den nyeste udgave her – er en gulvstående model med mere fyldig basgengivelse til større rum.

Raumfeld_detaljer
Der er knapper og volumenkontrol nederst på den aktive højttaler på alle modeller. Dermed kan højttalerne også styres uden fjernbetjening.

 

Opbygning

Begge højttalermodeller sælges parvis, hvor al elektronik såsom netværkstilslutning, digital konvertering og forstærkning sidder i den ene højttaler, der så også skal sluttes til strømnettet, mens den anden højttaler er passiv og forsynes fra den første med et konventionelt højttalerkabel.

Når vi taler om trådløse højttalere, mener vi altså, at forbindelsen til lydkilden er trådløs, mens højttalerne selv er afhængige af ledninger af den ene eller den anden slags.

Du kan selv vælge, om den aktive højttaler skal være venstre eller højre kanal. Den største model, Stereo L, har mulighed for analog tilslutning på begge højttalere, hvis du f.eks. vil bruge dem sammen med en surround-receiver i et hjemmebio-setup.

For at få plads til tre højttaler-elementer i de mindre Stereo M er der lavet en koaksialløsning, hvor diskant-elementet sidder uden på mellemtonen, mens mellemtone-elementet så at sige spiller bagfra, gennem en spalte omkring diskanten.

Begge højttalere har fysiske knapper til tilslutning, kildevalg og volumenkontrol, men selv synes jeg, at det er bedre at styre det hele fra mobilen med den gratis app, som er enkel og overskuelig.

 

Brugervenlighed

Højttalerne kan kobles til netværket via kabel eller trådløst. For optimal trådløs stabilitet – især hvis du skal spille højopløste musikfiler – anbefales Raumfelds trådløse netværksforlænger Expand, som laver et dedikeret trådløst bånd til netværks-streaming.

Tilslutningen af begge højttalermodeller går glat, både til trådløst og kablet netværk. Med netværkskabel høres en svag elektrisk summen fra diskant-elementet, hvilket tyder på, at højttalerne ikke er helt formår at gøre det af med elektrisk støj fra vores Ethernet-switch. Det er ikke voldsomt tydeligt, men nok til, at jeg for en gangs skyld foretrækker trådløs tilslutning. Og med Expand-forlængeren placeret i nærheden oplevede jeg aldrig hakken i musikafspilningen.

Raumfeld_app_SpotifyConnect
Spotify-app’en kan bruges som normalt takket være Connect-funktion.

Begge højttalermodeller får hver sin zone, som man selv kan navngive. Sæt det ene par i stuen og det andet i soveværelset eller kontoret. Med app’en kan du vælge at sende den samme eller forskellig musik til begge par.

Spotify Connect er indbygget, så du kan bruge Spotify-app’en til at styre musikken med. Musiktjenesten Tidal findes i Raumfelds app, men du er prisgivet app’ens brugerflade. Det virker dog fint. Du kan også streame lokalt lagret musik i op til 24 bit/192 kHz opløsning.

 

Ikke helt i sync

Noget lidt mærkeligt er, at når man spiller den samme sang på begge anlæg, begynder de efterhånden at spille ude af sync. Hvis man hopper tilbage til begyndelsen af sangen eller til den næste sang, spiller de i sync igen. Men hver gang skrider det ud over tid, så hvis du afspiller en spilleliste fra start til slut, vil afvigelsen øges, efterhånden som du kommer igennem spillelisten.

Det sker, selv om musikken har samme sampling-frekvens, da det jo er nøjagtig samme lydfil, der afspilles. Havde det været den digitale clock i et af produkterne, der var unøjagtig, burde det have vist sig i form af en lille toneafvigelse (pitch). Men begge målte ens med frekvens-app’en Frequency Counter til iOS. Måske er det snarere små udfald undervejs, som jeg ikke har hørt, mens jeg har skiftet mellem zonerne?

  • Type: 3-vejs aktive multirumshøjttalere
  • Netværkstilslutning: Ethernet og Wi-Fi
  • Digital opløsning: 24 bit/192 kHz
  • Diskant: 25 mm silke-dome
  • Mellemtone: 11 cm
  • Bas: 14 cm
  • Effekt: 2 x 140 W (RMS)
  • Frekvensområde: 42 Hz – 22 kHz
  • Mål: 42 x 21 x 27,5 cm
  • Vægt: 11,5 kg aktive/10,5 kg passive
  • Finish: Sort eller hvid
Pris: 6700,-