Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nu hvor flere og flere bruger smartphones og tablets til musik, er det blevet upraktisk med højttalere eller musikanlæg i et bestemt rum. Man vil jo lytte til musikken i det rum, man befinder sig i. Eller i flere rum samtidig, hvis man er flere derhjemme. Det er derfor ikke så underligt, at en producent som Sonos oplever stor interesse for deres multirumssystem, og at konkurrenter som Denon og Harman har lanceret lignende systemer.

Også Samsung har i det skjulte arbejdet på deres egen variant, der ganske enkelt hedder Samsung Multiroom.
I øjeblikket er der to højttalere at vælge imellem, den større M7 og den lidt mindre M5. Begge har et meget stilrent design, som gør, at de ikke forstyrrer indretningen. Fronten er dækket af et metalnet, og oversiden er af blank plast. Her sidder touch-knapper til at vælge kilde, et touch-hjul til volumen og en mute-knap. Hvis man vil afspille fra en mobil, skal man bare lægge den oven på en højttaler, da der er understøttelse af NFC for nem Bluetooth-parring.

På bagsiden gemmer der sig to knapper til manuel parring med netværket, et Ethernet-stik, hvis man vil bruge netværkskabel, og på M7 også en AUX-indgang, så man kan tilslutte andre lydkilder.

Placeringen er meget fleksibel. Højttalerne kan placeres liggende eller stående på f.eks. en hylde, eller vægmonteres. Takket være formen også i hjørner. Lyden justeres automatisk efter højttalerens orientering.

Samsung-Hub_003

Installation og betjening
Grundstenen i systemet er en trådløs sender, Hub WAM250, som kobles til din internet-router med et netværkskabel. Den opretter et eget trådløst netværk, der gør, at musikafspilningen ikke forstyrres af andre enheder i dit netværk. Højttalerne sluttes til hub’en, og installationen kunne ikke være nemmere. Det er bare at sætte strømkablet til højttalerne i, så finder de selv hub’en og bekræfter med et bip og en statuslampe, at alt er okay.

Når højttalerne er installeret, bruger man app’en Samsung Wireless Audio til Android eller iOS for at afspille musik og foretage indstillinger. Højttalerne kan navngives, f.eks. efter hvilket rum de befinder sig i, og grupperes. Ikke alene kan man lave en simpel gruppe, der spiller samme musik i flere rum, man kan også lave et surround-system eller stereokoble to højttalere for at få et traditionelt “anlæg”. Fra app’en foretages også software-opgraderinger af både hub og højttalere med et enkelt tryk.

Men højttalerne skal ikke ses som en separat lydløsning. For virkelig at komme til deres ret skal de kombineres med en eksisterende hjemmebiograf. Så kan man f.eks. sætte dem sammen med et tv for at få bedre lyd eller en soundbar for bedre surround-lyd. Det kræver dog, at man har kompatible Samsung-produkter. Lige nu vil det sige 2014-modellerne af Blu-ray-afspillere i H-serien, soundbars i H7-serien, hjemmebio-systemer i H7-serien og smart-tv’er i H-serien.

Fra app’en kan man afspille musik, der er gemt på en mobil, på et DLNA-kompatibel netværksdrev eller en ditto server. Det er ikke sværere end at trykke på højttaleren og derefter vælge en sang, eller at trykke på en sang og derefter vælge højttalere. Man kan også oprette play-lister.

App’en har direkte adgang til internet-radiostationer fra TuneIn. Derudover er der tjenester som Rdio, Napster, 8tracks, Deezer og Spotify. Da højttalerne understøtter Spotify Connect, kan man vælge en af højttalerne til afspilning direkte fra Spotify-app’en.

Lige nu er det desværre app’en, der er det svage led i systemet. Dels kunne vi godt have tænkt os flere musiktjenester, såsom WiMP og Google Play, og dels flere kilder til at afspille musik i netværket, såsom en iTunes-server. Desuden burde app’en have været nemmere at bruge, så man slap for at klikke desperat rundt, når man vil foretage sig noget. Men frem for alt er den ustabil. Den kræver ofte mange tryk, og indimellem går den helt ned.

Samsung-M5-White_005

Lydkvalitet
Højttalerne har gedigne elementer og kan håndtere en række lydformater – rart nok også tabsfri FLAC i 16 bit/44,1 kHz. Der er altså ambitioner om at få dem til at lyde godt. Men hvis man vil sidde tilbagelænet derhjemme og nyde sin yndlingsmusik, bliver man skuffet. Det her er ikke hi-fi på nogen måde. De lyder ubalanceret, og bassen er dominerende, selv hvis man skruer ned for den i EQ-indstillingerne. Især den mindre M5 lyder desuden lidt skarpt, hvis man presser den.

Men har man først og fremmest tænkt sig at bruge et multirumssystem til at få partymusik i alle rum, når man holder fest, så er Samsung Multiroom aldeles udmærket. Der er pænt med ressourcer, og man kan godt skrue op, så naboerne får noget at klage over. Og med den dybe bas skal feststemningen nok indfinde sig.

Konklusion
Hvis man har en hjemmebiograf med de nyeste Samsung-apparater og vil tilføje flere højttalere, er der ingen tvivl om, at det er Multiroom, man skal have. De er lette at placere, og der er mange muligheder for at gruppere dem. Hvis ikke er Sonos stadig et bedre valg, da det både lyde bedre, er billigere og giver flere muligheder. Men hvis Samsung holder ved og fortsætte med at udbygge systemet – og tilføjer flere tjenester – får vi måske lejlighed for at ombestemme os.

Scroll to Top