Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Salget af soundbars er stigende, og det er ikke svært at forstå hvorfor. De er som regel en billig og brugervenlig måde at opgradere tv-lyden på, de er nemme at tilslutte, og de glider let og elegant ind i interiøret.

Af de overkommelige soundbars, vi testede i Lyd & Billede #9 2015, var nogle overraskende gode. Men en soundbar til fem tusind kroner kan ikke erstatte et rigtigt anlæg. Dertil er lyden hverken opløst eller kraftig nok.

Går man derimod op i pris til omkring 10.000 kroner, kan det blive rimelig heftigt. Her har man lov til at forvente både god lydkvalitet – med klare og flotte dialoger på film – og et stort, kraftigt lydbillede. Her begynder vi også at tale om ordentlige musikoplevelser.

 

Udstyr

Udstyrsniveauet varierer. Nogle soundbars har optisk digitalindgang og Bluetooth, og det er så det. Andre har også HDMI, og nogle har desuden netværkstilslutning, så man kan streame musik trådløst fra pc’en. Nogle af de sidstnævnte kan synkroniseres med andre produkter fra samme producent, så de kan indgå i et multirumssystem og spille musik eller filmlyd i flere rum.

Der er forskellige måder at fjernbetjene soundbars på. Mange af dem kan styres med en app til mobiltelefonen, mens andre bare har en lille, sørgelig fjernbetjening. I så fald kan det betale sig at investere i en programmérbar fjernbetjening, f.eks. Logitech Harmony.

 

Sådan testede vi

Alle produkterne er blevet testet på vores hi-fi-bænk. Til film har vi brugt HDMI, hvor det var tilgængeligt, ellers er lyden blevet overført via optisk digitalkabel. De enheder, der ikke har subwoofer, har vi testet, som de er, men også koblet til en separat subwoofer for at høre potentialet. Det viser sig nemlig, at en sub altid en fordel til denne type produkter.

Netværksfunktionaliteten er testet, hvor det er aktuelt, og musik i stereo er for det meste blevet streamet med enten AirPlay, Spotify Connect eller Bluetooth. Enheder uden streaming-mulighed har vi sluttet til netværksafspilleren Marantz NA6005 med optisk digitalkabel.

Vi har tjekket de forskellige lydindstillinger for at prøve at finde den, der giver det bedste resultat. Som regel lyder det bedst i ren stereo til musik, mens film giver mest indlevelse med surround-funktionen.

Vi har testet med filmen Interstellar på Blu-ray og assorteret musik i stereo.

 

Hvad med Sonos?

Nye læsere kan måske undre sig over, at Sonos Playbar ikke er med i denne test, da den sammen med subwooferen Sonos SUB havner i den rigtige prisklasse. Det er, fordi vi har testet den før.

Den er rigtig god, især til musik. Til film har den derimod ikke helt den dynamik, vi ønsker, og kan ikke måle sig med f.eks. Focal Dimension eller Yamaha YSP-5600, hvad angår råstyrke. Den er et naturligt valg, hvis man har Sonos-produkter i forvejen, men hvis ikke, så findes der bedre soundbars.

Scroll to Top