annonse
annonse

test: Logitech G933 Artemis Spectrum

Gennemtænkt teknik

Desember 2017Logitech G933 Artemis Spectrum

Logitechs topmodel har alle de funktioner, der kan afgøre slaget til din fordel.

Lyd & Billede mener

Glimrende bærekomfort og god ergonomi. Rigtig fin 3D-lyd til spil og film. Velvalgte og logisk placerede funktionsknapper.
Forholdsvis klodset. Lyden er ikke særskilt nuanceret. Lyseffekterne koster på batteritiden uden at gøre en forskel i spillene.

G933 Artemis Spectrum er Logitechs bud på et headset til kræsne gamere. Vi har testet det før, men nu er det faldet så meget i pris, at det kan være med i økonomiklassen.

Mikrofonen sidder på en plasticbøjle, der kan klappes op og skjules i venstre ørekop. En ring af programmérbart LED-lys omkranser hver ørekop.

G933 er trådløst. Det giver god bevægelsesfrihed at være fri for kabler, men byder også på en række krav i form af batteritid og overførsel uden forsinkelse (“lag”). Begge dele bliver heldigvis indfriet.

Batteritiden på otte timer med RGB-lysshowet kørende burde række til de fleste spilaftener. Skulle det mod forventning knibe, kan man tilslutte G933 analogt med det medfølgende 3,5 mm minijack-kabel.

Batteriet er gemt bag en magnetisk klap på den ene ørekop. Den anden har opbevaringsplads til den trådløse USB-sender. Smart – så er den altid med. På venstre ørekop finder man desuden fire programmérbare knapper til at skifte indstillinger samt en god, gammeldags drejeknap til regulering af lydstyrken.

(Foto: Producent)

 

Lyden

Der er masser af smæk på lyden i G933. Eksplosioner brager tungt, og følelsen af at være midt i handlingen er overbevisende. Som en særlig finesse kan man på Logitech-headsettet vælge imellem Dolbys og DTS’ virtuelle surround-lyd. Sidstnævnte giver klart den mest overbevisende surround-illusion. Skal du høre musik, bør du dog vælge stereo. Surround lyder imponerende, men det meste musik har ikke godt at blive “dekodet”.

Med indstillingerne på plads er G933 præget af en massiv bund og en afbalanceret, men ikke specielt finkornet stemmegengivelse. Diskanten er noget afdæmpet. Lyden kan tilpasses med en række equalizer-profiler, og man kan lave sine helt egne.

Konklusion

Logitech G933 Artemis Spectrum er et glimrende eksempel på, hvad der adskiller dedikerede gaming-headsets fra normale hi-fi-hørebøffer. Vurderet som ren hi-fi-lydgengiver er det en kende for grovkornet. Men det mere end udlignes af et gennemtænkt udvalg af spilfunktioner, der er lettilgængelige og til at bruge midt i kampens hede. Det gør G933 perfekt til sit formål: At være et redskab for garvede digitale skrivebordskrigere, der har brug for et ekstra forspring i kampen.

  • Type: Over-ear, lukket
  • Drivere: 40 mm
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Antal kanaler: 7.1 (Dolby, DTS Headphone:X)
  • Tilslutning: Trådløst med USB-dongle,
    3,5 mm kabel
  • Lys: RGB
  • Batteritid: 8 timer med lys, 12 timer uden
  • Vægt: 374 g
  • Web: gaming.logitech.com
Pris: 1030,-
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-