Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Beyerdynamic har længe været en af mine favoritter blandt hovedtelefonproducenter. Det toppede, da jeg testede de superbe T 5 p G2 sidste efterår – de bedste transportable hovedtelefoner, jeg havde hørt. Med transportable mener jeg ikke nødvendigvis sammenklappelige og kompakte, men at de elektrisk er tilpasset bærbare afspillere, og at de er lukkede, så de kan bruges i toget og andre støjende omgivelser.

Propper – det mest bærbare der findes

Det var dog ikke sådan, at jeg gik meget rundt med T 5 p, da jeg testede dem, for jeg ikke er voldsomt begejstret for at vise mig offentligt med store hørebøffer om ørerne. Derfor ser man mig som regel med et par on-ear bøffer eller allerhelst et par hørepropper. Det betyder ofte, at man må give afkald på noget lydkvalitet for til gengæld ikke at ligne en idiot.

Den byttehandel synes Beyerdynamic ikke, at man skal være tvunget til. Med Xelento remote har de derfor brugt al deres ekspertise på at få lydkvaliteten fra high-end hovedtelefoner stoppet ind i et par hørepropper. De kraftige magneter, som de er kendt for, er her nedskaleret til mikrostørrelse. Alt i propperne er “håndlavet”, så jeg vil gerne se de små hænder, der vikler hver talespole og drejer hver komponent i driverne med laserpræcision.

Kablet er sølvbelagt for bedst mulig overførsel, og der medfølger endda et ekstra kabel med kontrol/mikrofon. For selvfølgelig kan du bruge dem med mobilen. Hvis du ikke kan lide ledninger, tilbyder Beyerdynamic også en Bluetooth-model for små to tusind kroner ekstra. Du ved, for dem, som vil have det bedste, der kan købes for penge, og derefter komprimerer lyden ned til MP3-kvalitet …

Heftig pris

Når hver mikrotråd er viklet, hver metaldel fræset og hver overflade poleret, og det hele er monteret sammen i, hvad der må være de sygeste hørepropper, jeg har haft i lommen, så ender den samlede pris på 8.000 pebrede kroner. Det er det samme som de nævnte T 5p G2, og det skal der en hel del til at forsvare.

Lyden af guld

Et par musikalske takter er alt, hvad Xelento skal bruge for at fortælle os, at vi har med ægte high-end at gøre. Maria Menas Kiss-cover “ I Was Made for Lovin’ You” er en nedtonet kabaretversion, der starter med en sød og vellydende elbas plus Marias stemme med flot rumklang.

Direkte ud af hovedtelefonudgangen på min iPhone 6s Plus er bassen ekstremt velafbalanceret med flotte og sprøde anslag. Marias stemme er klar og tydelig, og luften fra stemmebåndet kommer meget bedre frem end på f.eks. Sony XBA-N3AP, som er nogle af de bedste hørepropper til omkring 2.500 kroner. N3AP har ikke samme nærvær i mellemtoneområdet og har en lidt overdrevet fed bas. Men Xelento er også i en anden liga.

Forskellen bliver endnu større med en ekstern forstærker. F.eks. den ultra-transportable Nexum Aqua, som er verdens mindste og letteste hovedtelefonforstærker med DAC og derfor ikke bliver en klodset påhængsmotor til ellers elegante hørepropper.

Især musik med mange detaljer i overtoneområdet understreger Xelentos kvaliteter. Stemmer er så nærværende, og overtoner fra bækkener, strenginstrumenter og synthesizere samt percussionlyde gengives ekstremt tydeligt, organisk og tæt på. Når jeg hører den mørke elektroniske ballade “The Sea” med ARY, må jeg nærmest knibe mig i armen.

Til sammenligning

På scenen (med kopibandet Rammsund) bruger jeg selv de specialstøbte ACS T1 Live som in-ear monitors. De kostede omkring 7.000 kroner, før de blev afløst af Evolve Studio Custom til omtrent samme pris. De har en ekstrem gengivelse af dynamik ved høj volumen, og de har en stor og massiv mellemtone, mens bassen også er saftig og nærværende.

På hiphop og elektropop har ACS et sejere og mere massivt lydbillede. Næsten som om de er på steroider. Jeg har også brugt Ultimate Ears UE-18 Pro, som i den nyeste udgave koster omkring 8.000 kroner. De har en mere aggressiv mellemtone og mangler også opløsning i overtonerne i forhold til Xelento. På akustisk musik blegner begge i forhold til Xelento med deres gigantiske lydlandskab og næsten uendelige detaljerigdom.

Nu ville prisen på Xelento selvfølgelig blive endnu højere, hvis man skulle have dem støbt til sine egne ører, så de kan ikke helt sammenlignes. Det er mere rimeligt at sammenligne med Audiofly AF1120, som til ca. 6.000 kroner er nogle af de bedste universalhørepropper, jeg kender.

Audiofly har en heftigere og mere fyldig basgengivelse, men på alle andre områder er Xelento en klar vinder. Hvad enten det er en klassisk indspilning fra en stor kirke eller et lille jazzensemble, der skal gengives, får Beyerdynamic Xelento detaljerne og nærheden i musikken frem på en måde, som Audiofly ikke kan matche.

Selv om Audiofly har mere tyngde, når der er hiphop og RnB på programmet, synes jeg bestemt ikke, at Xelento mangler noget i den disciplin. Propperne er usædvanlig afbalancerede, og selv når man presser dem, bevarer de dynamikken på fremragende vis. Også selv om der kun er én driver i hvert øre, i modsætning til Audiofly, der har tre drivere i hver prop.

Er de pengene værd?

Beyerdynamic Xelento remote er uden tvivl de bedste musikpropper, jeg har hørt. De spiller hvad som helst af musik med overbevisning ved at lyde superdetaljeret, men aldrig kedeligt. Et par perfekt afbalancerede hørepropper, der tørrer gulv med resten.

Men det er altså stadig hørepropper, vi taler om. Ja, de ser diskrete ud i forhold til store hovedtelefoner, og ja, du kan tage dem med overalt. Xelento kan let være i en lomme, uden at det kan ses, de kan sagtens drives af mobiltelefonen, og desuden har de ledning og mikrofon til samtaler. Men de vil aldrig helt kunne erstatte et par ordentlige hovedtelefoner.

Uanset hvor godt propperne sidder i ørerne, kan de falde ud, og et kabel, der gnider mod tøjet, forplanter sig til propperne, så det kan høres. Og du får bare ikke samme dynamik, opløsning og rumfølelse som med de bedste hovedtelefoner.

Hvis du vil have det allerbedste inden for hørepropper, kan du trygt købe Xelento. Vil du have den klart bedste lyd fra hovedtelefoner på farten, bør du i stedet vælge Beyerdynamic T 5 p.

Læs også:

Test af fem hørepropper i eliteklassen

Denne forstærker giver fantastisk lyd i lommen

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5
<
>
Selv ikke Ultimate Ears’ topmodel, de specialstøbte UE-18 Pro, kan måle sig med Xelentos detaljeniveau. Foto: Ultimate Ears
Scroll to Top