Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Denon AH-D5200

En flot nummer to

Næstøverste hylde sidder højt hos Denon, når det gælder hovedtelefoner.

Skrevet af / 13/03/2018 - 11:00
Denon AH-D5200
John Alex Hvidlykke

Denon laver hovedtelefoner i alle klasser og typer. Fra in-ear sportsmodeler til high-end-modeller beregnet til magelig hjemmebrug.

Denon AH-D5200 tilhører den sidste kategori. Eller i hvert fald klassen lige under high-end. Der er tale om passive over-ear hovedtelefoner med ørekopper i træ. De er blottet for “moderne” finurligheder som fjernbetjeningsknapper og indbygget mikrofon til mobilsamtaler. Når man har hovedtelefonerne på, skal man ikke snakke i mobil, men sidde ned og lytte til musik. Capisce?

Vi har tidligere testet topmodellen AH-D7200 (og dens forgænger), men AH-D5200 er en nyudviklet lillebror, hvor mange af teknologierne fra den dyrere model er medtaget i lidt billigere versioner. Vi har haft lejlighed til at lytte til et af de første eksemplarer af AH-D5200, som er kommet til Europa.

Ørekopperne er i wengétræ, og hovedbøjlen i skindbetrukket aluminium. Ørepuderne er i skindbetrukket memory foam. Det minder i mangt og meget om AH-D7200.

Det medfølgende kabel er langt, solidt og dækket af en flettet stofstrømpe for at hindre snoning. Kobbertråden er “Four Nines” iltfri kobber (99,99 procent) i modsætning til de 99,99999 procent (Seven Nines) i topmodellen. Kablet ender i et stereo minijack-stik, men der følger en 6,3 mm adapter med til fuldvoksne hovedtelefonudgange.

Træ, aluminium og blødt handskeskind. Denon AH-D5200 er lækkert og behageligt selskab. Foto: Denon

 

Lyden af AH-D5200

AH-D5200 er “kun” den næstdyreste model fra Denon, men det er svært at få øre på, hvor der er sparet, for de gør det rent ud sagt fremragende! Faktisk vil jeg vove den påstand, at de på flere punkter overgår storebror AH-D7200.

Det begynder med gåsehud over den smukke rumakustik på Suzanne Vegas a cappella-sang i “Tom’s Diner”. Der er et fint og diskret rum på den optagelse, men med Denon AH-D5200 er det pludselig meget tydeligt.

Lækkerierne fortsætter på “Confessin’” fra Jazz at the Pawnshop. Der er ikke noget dybdeperspektiv, da det er hovedtelefoner, men fornemmelsen af at være til stede i rummet med småsnak, klirren af glas – og selvfølgelig musik – er enorm. Optagelsen er gammel, men der er luft for alle pengene. Man kan også nyde AH-D5200’s nuancerede mellemtone. En let snøvlende klarinet, en sprød og rund saxofon og en vibrafon så stor og klingende, at man kan tage brusebad i lyden af den.

Jeg bruger ofte nummeret “Right Hand Man” fra musicalen Hamilton til at teste nuancering i mellemtonen. Ud over en tung hiphop-basbund høres Lin-Manuel Miranda (Hamilton), Leslie Odom Jr. (Aaron Burr) og Christopher Jackson (George Washington). De tre sangeres stemmer ligger tæt på hinanden, og på mindre nuancerende systemer kan det være svært at høre forskel. Men ikke her. Forskellen i klang er åbenlys.

Samme nummer afslører også, at bassen i kvalitet matcher mellemtonen. Den er tør og ren, men stadig solid. Når både musikken og udstyret tillader det.

Denon AH-D5200 er nemlig kræsne med, hvad de sluttes til, hvis de skal gå det sidste stykke af vejen. For det første skal der en del spænding til, før lydstyrken bliver høj nok. På mobiltelefonen skal man et stykke forbi “Det her kan være skadeligt!”-advarselsskærmen, før festen rigtigt kommer i gang. Og når menuen står på bastunge stykker, bliver det tydeligt, at der skal mere kraft til, end de fleste smartphones kan levere.

Sluttet til hovedtelefonudgangen på den kombinerede cd-afspiller, netværksafspiller og DAC Marantz ND8006 kommer der mere kontrol over tingene, men den tungeste bas virker stadig begrænset. Først når Denon AH-D5200 kobles til hovedtelefonudgangen på forstærkeren NAD-M32 i lytterummet kommer der fuldt tryk på den nederste oktav. Vi siger ikke, at der nødvendigvis skal en 2 x 150 watt high-end-forstærker til at drive hovedtelefonerne, men det hjælper at bruge hovedtelefonudgangen på en forstærker, da der her er mere strøm til rådighed.

AH-D5200 koster en hel del penge, og der findes både dyrere og billigere alternativer. Philips Fidelio X2HR er en tredjedel billigere og lokker med et mere åbent lydbillede takket være deres åbne konstruktion. Men de har ikke samme detaljerigdom. Og går man lidt op ad prisstigen, møder man Denons kun lidt dyrere topmodel AH-D7200, der er endnu mere luksuriøs, men egentlig ikke mere nuanceret lydmæssigt.

Konklusion

Denon AH-D5200 er ikke Denons dyreste hovedtelefoner (kun nummer to), men i kraft af prisen er de stadig forbeholdt de få, der prioriterer en stille stereostund i lænestolen. De kan godt drives rimeligt af mobilen, selv om stereoforstærkeren gør det bedst. Men glem alt om at bruge dem på farten. Dertil er de alt for delikate. På hjemmebane får du til gengæld et par hovedtelefoner, der skiller klinten fra hveden med en lethed og overlegenhed, der er tæt på at gøre prisen til en formssag.

Denon AH-D5200 er en lillebror til topmodellen. Men de er vellykkede i så høj grad, at de løber med opmærksomheden.

Lyd & Billede mener

Superflot og detaljeret lydbillede med fornem nuancering. Lækker udførelse. Tunge at have på. De kan godt bruges med mobilen, men kræver helst en forstærker.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top