Den franske højttalerproducent Focal arbejdede på Spirit One i tre år. Resultatet var et par yderst velkonstruerede hovedtelefoner, som vi lovpriste i 2012 på grund af deres varme og behagelig klangbalance.
Ligesom forgængeren er Spirit One S delvis sammenklappelige (men ikke helt) og af den lukkede type, der går rundt om ørerne, og de har rigtig god mekanisk støjdæmpning. Ørepuderne er blevet noget større for at forbedre den allerede gode pasform. Og højttaler-elementerne er erstattet af nogle med membran af mylar (polyesterfilm) og titanium for give en mere udstrakt basrespons med lavere forvrængning. Størrelsen på elementerne er dog stadig 40 mm.
Pasform og brugervenlighed
Spirit One S klemmer pænt rundt om ørerne og isolerer rigtig godt mod lyde udefra, men føles samtidig bløde. Brillebærere kan dog opleve, at de klemmer brillestængerne lidt hårdt ind mod hovedet. Jeg foretrækker derfor at tage læsebrillerne af, hvis jeg skal lytte i længere tid.
Ledning med kontrol/mikrofon medfølger til telefonopkald. Med en knap på ledningen kan man svare på mobiltelefonen eller starte og stoppe musikken. Justering af volumen skal dog gøres på mobilen.
Lydkvalitet
Hovedtelefonerne er lette at drive, og selv med min iPhone 6 kan de spille meget højt. Lyden er desuden rigtig godt balanceret. Klangen fra Ed Sheerans guitar har god krop, og elbassen lyder fyldigt og lækkert, mens stortrommen masserer ørerne godt.
Eds stemme lyder også fint, selv om den ikke står lige så klart som på f.eks. Audio Technica ATH-M50X. Men Focal har fordelen af en mere fyldig gengivelse, og er man først blevet vant til dem, kan M50X næsten blive lidt for pågående i den øvre mellemtone, hvor størstedelen af energien i unge Sheerans stemme ligger.
Ulempen ved Focal Spirit One S er, at de mangler lidt sprudlen og liv i overtoneområdet. Bækkenerne er ikke så sprøde, som vi gerne vil have dem, og lydbilledet åbner sig ikke helt så meget som på Audio Technica – for slet ikke at tale om Sony MDR-1A, der nok er de mest vellydende hovedtelefoner, vi har hørt til under 2.000 kroner.
På den anden side lyder elbasser forførende funky på Focal, f.eks. når Brad Wilk på Rage Against the Machines “Take the Power Back” virkelig slår sig løs i den nederste oktav. Især sammen med en god hovedtelefonforstærker. Og MDR-1A er ikke i nærheden af Focals støjreduktion.
Hovedtelefonerne kommer i et rejse-etui med aftageligt kabel, stort jack-stik og flyadapter.
Konklusion
På Spirit One S har Focal taget de stærke sider fra forgængeren og forbedret dem. Lidt større ørepuder giver endnu bedre pasform, og bassen er mere energisk i den dybeste oktav. De bliver aldrig trættende at lytte med. Lyden er rund, varm og behagelig, og det er bare dejligt alt sammen.
Ligesom på forgængeren mangler der lidt dynamik, og det bliver aldrig helt ildsprudende. Især de øverste oktaver mangler lidt liv, og vokaler kunne godt komme længere frem i lydbilledet, ligesom bækkener bliver en smule forsigtige. Men samlet opleves lyden som meget velafbalanceret. Og plus for rigtig god støjreduktion!
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer