Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Fostex TH500RP

Fabelagtig fløjlslyd

Fostex er heldigvis ikke kun til professionelle, de laver også lækre hovedtelefoner med sublim lyd til hjemmebrug.

Skrevet af / 19/01/2016 - 06:00
Fostex TH500RP
Lasse Svendsen

De etablerede producenter blev nærmest taget på sengen af den pludselige vækst i nye mærker. Nye producenter skød op som paddehatte fra den ene dag til den anden, og på ingen tid havde Sennheiser, AKG, Sony, Beyerdynamic og Bose fået en hær af nye konkurrenter. De fleste af dem kom fra nye markeder i Asien, ofte med adresse i Hongkong eller Kina. Som var vækstmarkeder.

Bl.a. for dyre hovedtelefoner. Som hurtigt blev det nye statusprodukt blandt lyd-entusiaster, selvfølgelig suppleret med en eksklusiv hovedtelefonforstærker.

I Tokyo, der for længst havde etableret sig som Asiens high-end hovedstad, ville man ikke bare sidde og se til, at markedet blev truet af opkomlinge fra fastlandet. Blandt dem, der vågnede op og tænkte, at det kan vi gøre bedre, var etablerede kæmper som Sony, Denon og Fostex.

Sidstnævnte var ikke særlig kendt uden for Japan, hvor de havde lavet højttaler-elementer siden 1949. Primært til professionel brug, men også til hi-fi-brug. Desuden lavede de hovedtelefoner, langtfra i high-end klassen, men de havde erfaringen. Den kombinerede de med udviklingen af nye elementer, og efterhånden kom der produkter ud af det. De to mest interessante – fra et audiofilt perspektiv – var TH-900 og TH500RP.

Det er ikke hovedtelefoner, som du finder i det nærmeste indkøbscenter. Udvalgte forhandlere, der ved, hvordan man plejer sine kunder, og har alternative modeller, man kan sammenligne med, er et mere sandsynligt sted at finde Fostex TH500RP. Som vi tester her.

De er selvfølgelig ikke uden konkurrence. Sennheiser HD700, Oppo PM-3 og Sony MDR-Z7 er blandt de hovedtelefoner, der stiller op i samme klasse.

 

Fladt element

Sammenlignet med disse tre ser Fostex TH500RP ikke særlig dyre ud. De minder mere om et par hovedtelefoner til 2.000 end til små 5.000 kroner, selv om kvaliteten er solid, og de har hverken aftagelig ledning eller vaskbare puder. Faktisk medfølger der kun en simpel stofpose. Ingen adaptere, intet etui, intet stativ eller tilbehør af nogen art.

Så man kan spørge sig selv, hvorfor de koster så meget.

Årsagen finder vi inde i de åbne ørekopper, hvor Fostex’ Regular Phase-elementer (RP) sidder. De adskiller sig fra almindelige hovedtelefon-elementer ved, at de er flade – også kaldet planare – og bruger en helt anden type membran. Det mest almindelige er en cirkelformet plastmembran af en slags med en pålimet svingspole, der bevæges af den strøm, som magneter og spole skaber, når signalet strømmer ind.

I planare hovedtelefoner er der en ledende folie – her kobber – vævet eller ætset ind en tynd plastfilm. I TH500RP dækker kobberfolien næsten hele membranen og bevæger den derfor langt mere ensartet og præcist end almindelige membraner.

Fostex og andre, der bruger samme driftsprincip, mener at det giver en mere lineær frekvensgang, lavere forvrængning og mindre resonans eller opbrydning. En af ulemperne ved denne måde at gøre det på er, at dynamikken i bassen kan virke begrænset. Derfor kan planare hovedtelefoner lyde lidt tyndt. Klart som krystal, men tyndt.

For at undgå det har Fostex været omhyggelige med den mekaniske dæmpning og tuningen af elementet. Stiv støbning med elementet monteret i aluminium og magnesium skal sørge for, at energien ikke forsvinder i en svag mekanisk struktur.

Elementet er desuden tunet, for at balancen i lyden ikke skal opleves som tynd, og afstanden og åbningen i puderne mod hoved og ører er optimeret, så lyden ikke bliver farvet.

Puderne har ovale åbninger og kan drejes, så de er lettere at tilpasse til hovedet. Men der er ikke nogen mekanisk tilpasning såsom mulighed for at vride eller stramme ørekoppernes position. Nogle vil derfor opleve, at hovedtelefonerne sidder lidt løst på hovedet. Så må man forsigtigt klemme hovedbøjlen i metal ind, til de strammer lidt bedre om hovedet.

Et helt fladt element med usædvanlige egenskaber.
Et helt fladt element med usædvanlige egenskaber.

 

Fløjlslyd

Så lyder de også bedst. Det vil sige, man har brug for en god hovedtelefonforstærker. Lyden er nemlig lidt anæmisk og uinspireret, hvis man bare stikker dem i receiverens hovedtelefonudgang. Med en 3,5 mm mini-jack adapter er det også muligt at bruge dem med mobilen, men det kræver en kraftig bærbar hovedtelefonforstærker. Som f.eks. Fostex’ egen HP-P1.

Allerbedst bliver det med en separat forstærker, der har effekt nok til at drive TH500RP. Med en følsomhed på 93 dB og 48 ohm modstand er de relativt tungtdrevne.

Balancen i lydbilledet er positivt bedre end forventet. Her er både bas og klangfylde. Hovedtelefonerne kan også få det til at swinge, når det er nødvendigt, og TH500RP gør langtfra Janet Jacksons album Unbreakable til skamme.

Bassen driver rytmen fremad med præcision som et stempel og anslag som et trykluftsbor, og den er hverken farvet eller ulden. Nogle vil nok mene, at den er lige lovlig stram, men det beviser bare, at hovedtelefonerne er rigtig godt afbalanceret.

Vi skifter til Trondheimsolisternes album Untitled Arpeggios and Pulses, en godt 50 minutter lang jazzkomposition. Her kommer Fostex-hovedtelefonerne til deres ret med et ultra-neutralt lydbillede fuld af klangfarver og nuancer, som man sjældent hører magen til.

TH500RP er særlig velegnede til akustiske indspilninger, hvor rumfølelsen kommer frem, uanset om det er kammermusikere, jazz-ensembler eller symfoniorkestre, der spiller.

På mig virker det, som om mellemtonen er i fokus her. For selv om diskanten er tydeligt til stede med en fuldstændig ufarvet og luftig gengivelse, er mellemtonen rosinen i pølseenden. Så vi må prøve noget vokalorienteret, og alt fra Adeles “Hello” til Ingebjørg Bratlands “Oslonatta” vil sætte varige spor i sjælen, når man hører, hvor guddommelige disse vokalpræstationer er.

Dermed ikke sagt, at TH500RP kun egner sig til perfekte vokaler, akustisk musik og gode indspilninger, men der er ingen tvivl om, at det er her, de har deres styrke.

 

Konklusion

Fostex TH500RP er afgjort noget af det bedste, vi har hørt af hi-fi-hovedtelefoner i lang tid. De er ikke billige, men det er vores erfaring, at man må betale meget mere for mærkbart bedre lyd.

Allerhelst skulle de have haft aftagelige kabler, så man kunne koble dem til balancerede udgange, hvis man ville, men det er værre, at de er så tungtdrevne. Selv Fostex’ egen hovedtelefonforstærker HP-A8 skal presses til det yderste for at få lydtrykket i hovedtelefonerne op. Det betyder, at man bør have en kraftig hovedtelefonforstærker oveni, hvilket øger udgiften betydeligt.

Lyd & Billede mener

Fløjlsblød lyd med perfekt balance og luftig åbenhed, som man sjældent hører magen til for under 10.000 kroner. Så tungtdrevne, at du må kalkulere med en god hovedtelefonforstærker oveni.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Propper med fjernsyn

Scroll to Top