Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Libratone Q-Adapt On-Ear

Diskret dansk stilhed

Libratones første hovedtelefoner giver dig råd til ro på rejsen.

Skrevet af / 20/01/2017 - 09:00
Libratone Q-Adapt On-Ear
John Alex Hvidlykke

Danske Libratone har på få år skabt sig et ret succesfuldt navn som leverandør af ”livstilslyd.” I første omgang i form af en serie indretningsvenlige trådløse højttalere, men på det seneste også med trådløse bærbare produkter. Vi testede for nylig Bluetoothhøjttaleren Libratone One, og sortimentet blev i efteråret udvidet med to hovedtelefonmodeller, begge med aktiv støjreduktion. I denne test ser vi på den største af modellerne, kaldet Q-Adapt On-Ear.

Hvis du rejser meget eller bare har støjende kontorkolleger, kan et sæt hovedtelefoner med aktiv støjreduktion være løsningen. Det er en dyr fornøjelse, men når man læner sig tilbage i flysædet og med et tryk på en knap fjerner lyden af de brølende jetmotorer og gør sig klar til otte timers stilhed tværs over Atlanterhavet, virker prisen pludselig rimelig.

Libratone Q-Adapt er prismæssigt i den billigere ende blandt hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Man skal give en del mere for aktiv støjreduktion fra de andre ”livsstilsmærker,” som Bose og B&O.

Libratones første hovedtelefon er i stilrent design, der ikke burde kunne afskrække nogen som helst visuelt. Foto: Libratone
Libratones første hovedtelefon er i stilrent design, der ikke burde kunne afskrække nogen som helst visuelt. Foto: Libratone

 

For pengene får man en udpræget enkel og stilrent designet hovedtelefon, der ikke burde kunne afskrække nogen som helst visuelt. De grå ørekopper er udstyret med bløde ørepuder i gråt skind, og aluminiumshovedbøjlen er foret med vævet, gråt stof. Det runde Libratone-logo pryder den højre ørekop, og fungerer som volumenkontrol og fjernstyring af musikafspilning. Der er også en minijackindgang til analog lyd, hvis batteriet løber tør. Med 20 timers spilletid er man dog ret godt dækket ind. Faktisk er det imponerende, at man kan presse så lang tid med både trådløs lyd og aktiv støjreduktion ind i den kompakte hovedtelefon.

 

ANC udfaser støjen
Aktiv støjreduktion virker ved, at indbyggede mikrofoner i hovedtelefonerne opfanger lyden fra omgivelserne og mikser den ind i lydsignalet, men i modfase, hvorved støjen fra omgivelserne udfases, og resultatet bliver stilhed. I hvert fald i princippet, for aktiv støjreduktion virker for det første bedst på langsomme, konstante signaler, imens korte lyde og tale trænger igennem. Det kan have den positive bivirkning, at det er lettere at høre, hvad stewardessen i flyet siger, når man har hovedtelefoner på, da stemmen ikke drukner i maskinlarmen. En anden begrænsning i den aktive støjreduktion er, at en del af musikken kan ryge med i processen, hvilket ofte giver ANC-hovedtelefoner en mørk og lidt indelukket lyd.

 

Ikke enten-eller
Libratone har valgt at gøre støjreduktionen variabel. Man kan med et tryk på en knap vælge fire grader af lydmæssig isolation fra omverden – fra helt åben hvor al lyd trænger ind, og til fuld aktiv afskærmning mod lyde udefra. Libratone kalder funktionen ”City Mix,” da man med den kan følge sikkert med i omgivelserne, når man pendler gennem storbyen.

 

Lyden
Som nævnt sætter den kraftige digitale signalbehandling ofte sine spor på lyden i hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Det er også tilfældet i Q-Adapt, men musikken slipper mere helskindet igennem, end vi er vant til fra mange dyrere modeller.

Med støjreduktionen på højeste niveau får man et tæt lydbillede med en forholdsvis fast og dyb bas. Mellemtonen er lidt tilbagetrukket, men ikke så meget som på f.eks. B&O Play H8. Diskanten er der, men klinger ikke så frit som på konventionelle hovedtelefoner. Dette er altså sammen kendetegn, der i større eller mindre grad deles med alle andre ANC-hovetelefoner; og man skal huske på, at musikken også lider slemt ved at blive aflyttet i meget støjende omgivelser.

Her kommer den variable støjkorrektion ind i billedet. På laveste indstilling er der tydeligt mere luft og åbenhed i lydbilledet. Altså for en ANC-hovedtelefon. Musikken bliver ikke så fri som på Sony MDR-100AAP, der til gengæld mangler både støjreduktion og trådløshed.

On-ear-hovedtelefoner, hvor ørekopperne hviler på selve øret i stedet for at omslutte det helt, kan have svært ved at give fuld isolation fra omgivelserne, og på hovedtelefoner med støjdæmpning, f.eks. Bose QC25, kan der opstå en slags akustisk kortslutning, hvis der kommer utætheder langs ørepuden, når man bevæger hovedet. Det er dog ikke tilfældet på Q-Adapt On-Ear, som beholder sin støjdæmning selv om man bevæger sig.

 

KONKLUSION
Libratone Q-Adapt On-Ear fortjener både ros for sit simple, elegante design og sin velfungerende støjreduktion. Og så en ekstra rose oven i hatten for at gøre det hele til en rimelig pris. Den variable støjreduktion er en spændende nyskabelse, selv om de fleste sandsynligvis vil vælge at køre den på fuldt niveau hele tiden, da musikken faktisk lyder bedst der.

Lyd & Billede mener

Lette og behagelige at have på. Lækker betjening. Smart, variabel støjreduktion. Støjreduktionen påvirker – som altid – lyden.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top