Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Ved siden af Fujifilm X10 og Sony RX100 var forgængeren XZ-1 et af de allerbedste prof-kompakte. Efterfølgeren XZ-2 er endnu bedre, men er ikke helt uden ulemper. Olympus har heldigvis beholdt det skarpe 28-112 mm objektiv med rigtig god lysstyrke på f/1.8-2.5. Så har de sat en ny 12 megapixel (CMOS) billedsensor og billedprocessor ind. Multifunktionshjulet omkring objektivet kan programmes til foretrukne modi, og et håndtag foran giver fotografen mulighed for hurtigt skift mellem f.eks. blændejustering og zoom.

Desværre er den ellers fine vipbare og trykfølsomme skærm bygget så meget i dybden, at XZ-2 ikke er lige så lommevenligt som forgængeren.

Billedkvalitet
Men billedkvaliteten er mærkbart bedre. Billedstøj var akilleshælen for forgængeren; her er den bedre kontrolleret og fuldt brugbar til ISO 1600, men heller ikke mere. Fra ISO 3200 er kornstøjen så udpræget, at detaljer viskes ud, og farvegengivelsen bliver mattere. ISO 6400 og 12.800 er nærmest ubrugelig til større udskrifter, men holder man selv kontrol over ISO-værdierne, kan man glæde sig over et enestående skarpt objektiv.

Det er jævnt skarpt over hele billedfladen på næsten alle blænder, undtaget er et marginalt tab af skarphed i hjørnerne på 28 mm og blænde f/1.8. Linjefortegningen er marginal, selv på vidvinkel, og detaljeskarpheden er fremragende. Hudtoner er smukt gengivet, når billederne er taget i farverummet tilpasset portrætter, og de mange kunstfiltre gør XZ-2 til et kamera, som virkelig sætter din kreativitet på prøve.

I brug
Selv om man fjerner det aftagelige greb, er XZ-2 ikke lige så kompakt som Fujifilm XF/1 og Casio ZR1000. Men for mange er det en lille kamel at sluge for at få skarpheden og den praktiske kombination af multifunktionshjul og trykfølsom skærm. Kameraet har også trådløs blitzstyring, det kan bruge Olympus’ fine elektroniske søger, og man kan overføre billeder trådløst med et FlashAir-kort fra Toshiba. Læg hertil en flot billedkvalitet under ISO 3200, og det står klart, at vi har en stærk udfordrer blandt prof-kompakterne i denne test. Den relativt høje pris er det eneste, der virkelig trækker ned.

Scroll to Top