TEST AF Leica CL

Legenden lever videre

Leica CL har meget at leve op til, men indfrier pĂĄ det allervigtigste.

Lyd & Billede mener:
Kompakt og let med høj billedkvalitet, 10 fps skudtakt, 4K-video og indbygget søger.
Høj pris, kort batteritid og moderat autofokushastighed på serieoptagelser.

Leica har altid været fotografernes kamera. Fotografer med stort F. Såsom Henri Cartier-Bresson, Elliott Erwitt, Eugene Smith og Nick Ut. Blandt mange andre. Det har været legendernes kamera og har for længst selv fået legendestatus.

En af grundene hertil er kvaliteten. Pålidelig mekanik og en serviceafdeling, der kan reparere selv ældgamle Leica-kameraer, er en af grundene til, at ejerne bliver ét med kameraet. De bliver uadskillelige.

Den norske fotograf Paal Audestad troede, han havde slidt sit Leica M4 op, men Leicas serviceafdeling skilte det slidte kamera ad. Del for del blev kameraet bygget op igen, ligesom en urmager samler et ur, og efter nogle uger var det gamle kamera klar til nye opgaver med Paal Audestad.

Om en lignende historie engang kan fortælles om det nye Leica CL, er ikke godt at vide. Det er nemlig et helt digitalt systemkamera. Som er opkaldt efter Leica M’s lillebror, det analoge CL-kamera fra 70’erne. Et lille kamera med rammesøger og bajonetfatning til M-optik, udviklet i samarbejde med japanske Minolta.

Som lavede deres egen variant kaldet CLE, men det er en anden historie.

Søgeren på Leica CL er fremragende og perfekt placeret på kameraet. (Foto: Leica)

 

Det digitale CL kan på samme måde som det analoge ses som en lillebror til Leica M. Men det er for upræcist defineret, for kameraet står godt på egne ben og adskiller sig fra M på væsentlige områder.

Kameraet er mindre, lettere, billigere og mere handy. Det har elektronisk søger, autofokus, video-optagelse og en 24 megapixel billedsensor i APS-C-format. Det har fatning til Leicas T- og TL-objektiver, men kan ogsĂĄ bruge M-optik – eller R-optik. Med en adapter.

Leica CL er ikke verdens mest avancerede kamera, som prisen måske antyder. Et Nikon D500 eller et Fujifilm X-Pro2 har langt flere funktioner, bl.a. avanceret 4K-video og meget andet lækkert, men Leica CL er lavet til en lidt anden målgruppe: Fotografer.

Statusskærmen er lille, men rar at have. (Foto: Leica)

 

Minimalisme på højt plan

Men ikke kun professionelle fotografer. For det er et såre simpelt kamera at bruge. Husk bare at få ekstra batterier med, for batterilevetiden er katastrofalt dårlig. Jeg fik ikke mere end 220-230 billeder med kameraet, før batterisymbolet begyndte at blinke.

Bortset fra det er CL en ren fornøjelse. Det ligger godt i hånden, selv om jeg ikke havde det håndgreb til rådighed, der fås som ekstraudstyr, og fraværet af mange knapper og hjul var befriende. Jeg kunne koncentrere mig om fotografering. Og af og til video, for kameraet kan optage 4K-video i fremragende kvalitet.

Bemærk dog, at CL ikke har HDMI- eller USB-udgang til video- eller billedoverførsel.

Vores testeksemplar – to faktisk – kom med et 35 mm og et 50 mm M-objektiv med tilhørende M-TL-adapter, et Summilux TL 35 mm f/1.4 og det nye pandekageflade Elmarit TL 18 mm f/2.8. Som har en billedvinkel svarende til 27 mm vidvinkel.

Den nye Elmarit TL 18 mm f/2.8 svarer til en 27 mm vidvinkel og er meget skarp og næsten fri for fortegning. (Foto: Leica)

 

Kameraet har en temmelig enkel og dermed overskuelig menustruktur. Tryk én gang på menuknappen for hovedmenuen, to gange for at komme til sekundære indstillinger. Her kan man vælge mekanisk lukker ned til 1/8000 sekund, elektronisk ned til 1/25.000 sekund og 4K/30p eller 1080/60p HD-video. Blandt meget andet.

Søgeren er stor, lysstærk og velopløst. Touch-skærmen er praktisk, når man skal tjekke billederne, og jeg kan godt lide placeringen af de to indstillingshjul på toppen. Sammen med trykknappen i midten bliver man efterhånden fortrolig med betjeningen. Men det tager et stykke tid.

Midt mellem de to hjul på toppen er der en lille statusskærm. Den er lidt for lille, for selv om den er oplyst, kan man ikke umiddelbart se indstillingsvalgene. Men det er bedre end at skulle bruge skærmen bagpå hele tiden. Som i øvrigt kan slukkes helt, i Stealth-mode, så man kun bruger søgeren.

Med en adapter kan Leica CL bruge Leica M- eller R-optik. (Foto: Leica)

 

Billedkvalitet

Der er mange kameraer med 24 megapixel APS-C billedsensor, og de fleste af dem leverer så høj og generelt ens billedkvalitet, at det er svært at skelne dem fra hinanden.

Leica CL stiller op i den øverste ende blandt disse kameraer, men det har ikke helt samme billeddynamik eller støjreduktion ved høj ISO, som vi finder hos Nikon D500.

Regn med at se kornstøj fra ISO 3200, der øges op til ISO 12.500, som jeg mener er den øvre grænse for brugbare billeder fra CL. Under ISO 1600 kan man ikke se forskel, og Leica har kalibreret farvegengivelsen til fingerspidserne.

Kameraet leverer fornemme farver kombineret med fremragende skarphed og detaljerigdom. Man kan næppe forlange mere. Der er noget ved kombinationen af Leica-optik og Maestro II-processoren i kameraet, som giver billederne lidt mere smæld. Hudtoner eller landskaber? Det spiller ingen rolle – CL behersker det hele.

Det er måske ikke noget actionkamera. Selv om skudtakten er høj nok med 10 fps. Autofokus er hurtig og følger godt med, når der er lys nok, men forvent ikke for meget af følgefokus, når lyset svinder.

Videokvaliteten på 4K-optagelserne er som forventet god, rigtig god faktisk. Men uden andre indstillingsmuligheder end billedstil er det mere en funktion, der er sjov at have, snarere end noget, man kan bruge i erhvervsmæssigt øjemed.

Touch-skærm, men med visse begrænsninger. (Foto: Leica)

 

Konklusion

Leica CL er et nydeligt kamera, som det er en fornøjelse at bruge. Det leverer fornem billedkvalitet i de fleste situationer og er et glimrende kamera til gadefoto, rejser, makro, portrætter og allround-brug.

Det er ikke det bedste valg til sport, og landskabsfotografer vil nok gerne have endnu mere opløsning. Det er da også her, de vigtigste begrænsninger ligger. Batterilevetiden og billeddynamikken trækker også ned, og prisen er høj for et kamera i denne klasse. Selv om der står Leica på det.

FĂĄ knapper er faktisk kun en fordel pĂĄ et kamera som dette. (Foto: Leica)
Fakta & Rating:
  • Type: 24 MP systemkamera med APS-C billedsensor
    Optik: Leica TL
    Skærm: 7,6 cm LCD, 1 mio. billedpunkter
    Søger: Elektronisk 2,36 MP, 0,74x forstørrelse
    Serieoptagelse: 10 fps
    Video: 4K/30p
    Batteritid: 220 skud/opladning
    Mål og vægt: 131 x 78 x 45 mm / 403 g
    Højdepunkter: Wi-Fi, 4K-video, 1/25.000 s. elektronisk lukker, touch-skærm, ISO 50.000, statusskærm
    Web: leicastore.dk

    Pris: fra 19,495,-
    Læs også
    TEST: Canon PowerShot G1 X Mark III

    Seriøs rejsekompakt

    Det lille Canon-kamera har egenskaber, som man normalt ikke forbinder med kompaktkameraer.

    TEST: Fujifilm X-E3

    Prisgunstigt kvalitetskamera

    Fujifilms lille systemkamera er et stortalent med skjulte egenskaber, som gør det til et glimrende alternativ til dyrere kameraer.
    TEST: Panasonic Lumix G9

    Superb spejlrefleks-killer

    Her er et af de mest vellykkede kameraer, vi har testet. Det perfekte allround-kamera for viderekomne.
    TEST: Sony a7R III

    Det allersejeste kamera

    Sony har skruet pĂĄ alle knapper og lavet det bedste systemkamera hidtil.
    TEST: Canon EOS M100

    Kanon alternativ til mobilen

    Canons mindste systemkamera har avanceret teknologi tilpasset begynderen.
    TEST: Sony Cyber-shot RX10 IV

    Kostbart kanonkamera

    Sony har forbedret det bedste superzoomkamera yderligere, men tager sig godt betalt.
    TEST: Sony Planar T* FE 50 mm F1.4 ZA

    Skarp Zeiss til Sony

    Sonys lysstærke normalobjektiv er næsten perfekt, men det koster.
    TEST: Olympus M.Zuiko Digital ED 300 mm 1:4.0 IS Pro

    Kompakt tele til sport og natur

    Med denne lysstærke supertele stormer Olympus ind på det professionelle marked.
    TEST: Nikon AF-S 8-15 mm f/3.5-4.5E ED

    Unik specialzoom

    NĂĄr en vidvinkelzoom ikke er bred nok, har man brug for en fisheye-zoom.
    TEST: Epson ET-7700

    Det er tankene der tæller

    Slip for at tænke på udgifterne til printerpatroner det næste års tid eller to.
    TEST: Olympus OM-D E-M10 Mark III

    Attraktivt allround-kamera

    Amatører med en spirende fotointeresse kommer langt med Olympus’ lille systemkamera.
    TEST: Nikon Coolpix W300

    Solidt kompaktkamera

    Nikons mest hårdføre kamera kan du dykke dybt med uden bekymringer.
    Support Abonnement

    Vores kundecenter hjælper dig, hvis du har spørgsmål vedrørende dit abonnement. Du kan ringe til os eller sende en mail.

    Support Tlf: 89 88 28 33 

     

    Support email: abo@lydogbilde.no 
    ×