: Marten Django L

Det er ikke så forfærdelig længe siden, jeg sidst havde en Marten-højttaler på besøg. Da handlede det om den første konstruktion i den nye Django-serie, Django XL, som skulle præstere “80 procent af Coltrane 2 til 20 procent af prisen”. Jeg var imponeret. Meget. Det var ganske enkelt en rasende god højttaler. Men selv om den skulle bringe Martens high-end lyd ned i et mere humant prisleje, så var det trods alt tæt på et sekscifret tal, vi talte om.

Nu kommer der imidlertid en lillebror, Django L. Kan den give 80 procent af Django XL for to tredjedele af prisen? Well, det er ikke helt umuligt.

Samme stil
Du kan straks genkende udseendet, hvis du ser Django XL. Samme bagudskrånende kabinet med afrundede hjørner, der står på en udrigger med Martens egne fødder, hvilket skaber en afstand til gulvet, som muliggør, at basporten kan vende nedad.

Kabinettet er bare en anelse mindre end XL, 5 cm mindre i højden og endnu mindre forskel på resten. Men højttaleren er hele 13 kilo lettere. At XL er produceret i 25 mm MDF og L i 22 mm, plus at L indeholder to højttaler-elementer mindre, forklarer vægttabet og sladrer om, at vi formentlig har en lignende intern volumen i de to højttalere.

XL er en trevejs højttaler, L er en tovejs. Det betyder, at der sidder helt andre elementer i L. Diskanten er af samme type, altså keramisk, men en kvart tomme større, da den skal gå længere ned i frekvens, eftersom den ikke har et dedikeret mellemregister som XL. På samme måde skal bas-elementet også tage sig af en del af mellemregisteret og skulle således kunne gå højere end de elementer, som Marten udviklede til XL.

Det har resulteret i et helt nyudviklet element fra Marten, som man har lavet sammen med SEAS. Det har en sandwichmembran af aluminium og keramik, noget som jeg i hvert fald ikke har set fra SEAS tidligere. Jeg talte med Marten-konstruktøren Leif Olofsson om det, og han fortalte, at det nye element også har en meget kraftig magnetkonstruktion, og at man sigtede efter at få et element frem, der så sømløst som muligt kunne agerer sammen med diskanten og få den type lyd og karakter frem, som vi er kommet til at forvente os fra Marten.

Moderne Marten
Da jeg testede firmaets første Mingus engang i fortiden, var det tale om en højttaler, som både krævede sin forstærker og ikke mindst sin placering. Den var besværlig at få til at spille ordentligt, for alt skulle passe sammen samtidig. Jeg havde højttalerne et par år, men efter at være flyttet lykkedes det mig aldrig at få dem til at spille ordentligt i det nye rum.

Anderledes er det med Django L. Den moderne Marten-højttaler har også godt af at blive placeret ordentligt, men den er ikke voldsomt besværlig og gør det ikke svært at få rigtig god lyd. Måske ikke så underligt, men den havnede efterhånden i princippet på samme plads i rummet som storebror.

Body and Soul
Der var meget, jeg var imponeret over, da jeg testede storebror Django XL. Krop, sjæl og følelse – ganske enkelt en gengivelse, som passer til min smag, mht. hvordan musik skal lyde via et anlæg. “And on that bombshell,” som de siger i Top Gear: Det er ikke langtfra, at lillebror Django L overgår storebror på de her punkter, når man tager prisforskellen med i ræsonnementet. Jøsses! Hvor langt kan man egentlig gå med at krympe et koncept?

Ja, du får naturligvis lidt mere på alle parametre med XL, men harmonien mellem elementerne og hele følelsen i gengivelsen hos L er af allerhøjeste klasse. Man sidder med et stort smil og rånyder musikken. Det lyder simpelthen meget som en Django XL. Men naturligt nok med lidt mindre af det hele. Det betyder imidlertid også, at kvaliteten på det, du hører med Django L, ligger i top.

Jeg prøvede med flere forstærkere af diverse forskellige typer og ikke mindst pris. Det oplevedes, som om Django L var en temmelig let belastning, og den var faktisk vældig tilgivende over for, hvilken forstærker der blev sluttet til. Med Hi Fi Consults klasse A 40 års jubilæumstrin (produceret af Bladelius) fik jeg f.eks. en gengivelse, der burde få hvem som helst til at løfte øjenbrynene. Det var en herlig kombination, som gav krop og sjæl til gengivelsen.

Her er et stor og meget transparent lydbillede, med en bemærkelsesværdigt fin sort baggrund og en herlig dynamik gennem hele registeret. Som sædvanlig med Martens højttalere får du masser af detaljer, men de stritter ikke i hver sin retning, men samarbejder om at skabe et helstøbt og ikke mindst homogent lydbillede.

Med lydkarakteren i tankerne spillede jeg med stor tøven Body and Soul med en af mine husguder, Joe Jackson. En plade, jeg i mange år undgik at anvende i testsammenhæng – jeg ville simpelthen ikke risikere at blive træt af den. Jeg kan pladen mere eller mindre udenad, og alligevel lykkedes det Django L at få hårene til at rejse sig på armene, når trompeten kommer ind på „Not Here, Not Now“. Pladen er indspillet semi-live i et teater, og Django L formidlede klangen og atmosfæren på den helt rigtige måde. Herligt!

Pladestakken indikerer, at jeg spillede såvel Bachs Brandenburgkoncerter som “25 or 6 to 4” med Chicago, jazz med Bud Powell, filmmusik af Ennio Morricone, heavy jazz med Trombone Shorty og akustisk guitar med Badi Assad. Blandt vældig meget andet. Det er en højttaler, som indbyder til, at man når hele vejen rundt rent genremæssigt.

Jeg kan især fremhæve den sidste plade, Rhythms med Badi Assad, en Chesky Records plade, hvor guitaren er indspillet omtrent så godt, som en guitar kan indspilles. Django L formår at gengive guitaren – der er et af de sværeste instrumenter at gengive – så du får så mange af de kritiske overtoner så rigtigt, at du kan tillade dig at rånyde. Det kan kun lade sig gøre, når der findes godt med detaljer, som der også er fuld kontrol over.

Det
Django har ganske enkelt noget, som adskiller den fra mængden – den har “det”. Og “det” er de kvaliteter, der skal til for at skabe den her gengivelse, som du virkelig har lyst til at lægge øre til, hvor du får lyst til at lytte til musik hele tiden, og hvor musikken tiltrækker din opmærksomhed på en måde, som du bare trækkes med ind i. “Det” kan du finde på både billige og dyre højttalere, men det er kun de specielt udvalgte, der har det. Det gælder både storebror XL og L, men jeg oplever nok den mindre L som endnu mere prisen værd. Det er en virkelig vellykket gengivelse, Marten har præsteret her.

Og hvad bliver det næste? Kan man krympe konceptet yderligere, uden at sjælen går tabt? Vi venter i spænding på, hvad der mon kommer fra Martens side. Jeg benyttede lejligheden til at snuse lidt rundt for at høre, om der var noget i gære – en stativhøjttaler, en endnu mindre gulvhøjttaler? Men Leif Olsson siger, at man lige nu er i gang med den nye inkarnation af topmodellen Coltrane Supreme, som optager al tid og alle ressourcer i øjeblikket. Og det er jo noget helt andet – her er prisen underordnet, og størrelsen fuldstændig ligegyldig. Vi taler syvcifrede beløb for et par.

Vi kan konstatere, at Django XL er blevet en stor succes for Marten, og forhåndsinteressen for Django L peger i samme retning, så de næppe i den nuværende situation har fysisk kapacitet til at producere så meget, at de kan imødekomme efterspørgslen efter yderligere en Django-model. For Django er blevet en så stor succes for firmaet, at det sprænger alle rammer for deres egne optimistiske prognoser. Men sådan er det måske, når man har “det”.

Konklusion
Med Django L er Marten lykkedes med det kunststykke at skrumpe konceptet yderligere, og – med tanke på prisen – med et mindst lige så vellykket resultat som med modellen XL. Det er imponerende, at man kan få så meget musik for pengene. Hvad venter du på? Ud og lyt!