Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

I et marked med stor konkurrence kæmper Nokia for igen at få en fod inden for døren. Eventyret med Microsoft slog fejl, og Nokia-telefoner produceres nu på licens af HMD Global, hvor Nokia 8 er nyeste bud på en topmodel.

Telefonen kører Android 7.1.1 og er udstyret med den p.t. hurtigste Snapdragon-processor, 4 gigabyte ram og 64 gigabyte lagerplads at boltre sig på. Det er meget basic. Designet er mildt sagt kedeligt, og de tykke sorte kanter på fronten måtte gerne være trukket længere tilbage. Bagsiden er af aluminium. Vores var grå, men den fås også i blå og orange. Skærmen er trods LCD-panel ganske god og har en opløsning på hele 2560 x 1440 pixel.

Med Snapdragon og godt med ram overrasker det os ikke, at Nokia 8 er en hurtig telefon. Det skyldes til dels også, at HDM har valgt at pille så lidt som muligt ved styresystemet, som de desuden lover at opdatere løbende.

Det indbyggede batteri er på 3090 mAh. Det rækker til lidt over en dags brug, hvilket hverken er usædvanlig godt eller dårligt. Som vi også er blevet vant til i nyere Android-telefoner, har den desuden indbygget Quick Charge-funktion til hurtig opladning.

Der hvor Nokia 8 endelig skiller sig lidt ud – hvilket producenten også slår heftigt på i deres markedsføring – er på det indbyggede kamera og den særlige Bothie-funktion. I korte træk går det ud på, at du tager billeder med front- og bagkamera samtidig. Det er en sjov gimmick, som desværre ikke tilfører ret meget nyt.

Kameraet er ligesom på Huaweis telefoner udstyret med to objektiver. Det ene optager i farve og det andet i sort-hvid. Du kan naturligvis tage de særlige portrætbilleder med sløret baggrund, og som en god ting kan effekten justeres eller fjernes helt i den efterfølgende redigering.

Hvad den generelle billedkvalitet angår, tager Nokia 8 nogle udmærkede billeder under optimale forhold. Vi oplevede dog lidt problemer med fokuseringen og lidt rigelig støj under dårlige lysforhold.

Konklusion

Nokia 8 er en glimrende telefon, men mangler lige det, der kan adskille den fra konkurrenterne. Indmaden er godkendt – telefonen er lynende hurtig – men udtrykket er kedeligt og intetsigende. Der er ikke meget Nokia over den!

Bothies er sjovt de første par gange, men ender hurtigt som en fjollet gimmick. Er kameradelen særlig vigtig, får du desuden bedre billeder med HTC U11 eller Samsung Galaxy S8, der koster nogenlunde det samme.

picture1 picture2
<
>
(Foto: Producent)
Scroll to Top