Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

I flere år er der kommet iPhone-modeller, som ganske vist har været bedre end sidste års model – lidt hurtigere og med et lidt bedre kamera og en lidt bedre skærm. Men det er længe siden, man sagde: “Wow, hvorfor har ingen gjort det før?” Men nu er der kommet en iPhone, der ikke ser ud eller fungerer som andre smartphones – iPhone X.

For første gang tager Apple skridtet fra IPS- til OLED-panel. Det betyder dog ikke, at skærmen er magen til Samsungs. Den har mere kontrollerede farver, til dels på grund af True Tone, og en lysstyrke, der rent faktisk fungerer i sollys.

Face ID-funktion erstatter fingeraftrykslæseren. Man registrerer en 3D-model af sit ansigt ved at tegne en cirkel med næsen. Siden låses mobilen op, når man vender den op mod ansigtet. Og det virker hver gang, også selv om man har hat på eller tager brillerne af. Det fungerede endda i en skramlende bil i totalt mørke. Imponerende!

Kamera

Hvis man kun ser på tallene, kunne man tro, at der er de samme kameraer som på iPhone 7. Men Apple har arbejdet på kvaliteten i stedet. iPhone X har en ny, hurtigere billedsensor, mindre lyslækage mellem sensorpunkterne samt nye filtre, der skal give bedre farvegengivelse. Og billedprocesseringen varetages af de nye processorer.

Resultatet er flere billeder i sekundet, når man filmer, bedre kompensation for rysten på hænderne og hurtigere autofokus.

Telelinse og naturlige farver præger billederne fra iPhone X. (Foto: Apple)

 

Det er tydeligt, at processoren analyserer motivet bedre og justerer alle parametre derefter. Både i modlys og i situationer med stor lysvariation, hvor HDR kommer til sin ret, får man betydelig bedre resultater. Farverne er mere mættede, men ikke overdrevne. Og i svagt lys er der mindre støj, men flere detaljer og mere naturlige farver.

Teleobjektivet har både fået en mere lysstærk optik og – langt om længe – billedstabilisering. Det gør, at man får skarpere billeder på afstand, og at man får lysere og skarpere billeder i svagt lys, når man bruger telelinsen.

(Foto: Producent)

 

Konklusion

Grunden til, at Apple ikke altid er først med nye funktioner, er at de ikke udsender noget, før det fungerer 100 procent. Andre har forsøgt sig med ansigtsgenkendelse, som virker nogle gange; Apples virker altid. Andre har fjernet hjem-knappen og erstattet den med virtuelle knapper; Apple har fundet på swipes, der fungerer bedre.

Med iPhone X har Apple lavet en kompromisløs futuristisk smartphone, der triumferer, hvor andre snubler af sted. Men det koster at være med.

Scroll to Top