Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

test: Motorola Moto X4

Næsten perfekt mellemklassemobil

Moto X4 er hurtig, solid og har god batterilevetid, men kameraet skuffer.

Skrevet af / 02/01/2018 - 13:01
Motorola Moto X4
Jonas Ekelund

Motorolas X-serie har traditionelt været meget prisgunstige mellemklassemodeller, der placerer sig mellem G-seriens budgettelefoner og Z-seriens avancerede teknologi-orgier. For to år siden kom tredje generation i tre forskellige modeller: Style, Force and Play. Men nu er der orden i geledderne igen med den soleklart navngivne Moto X4. Spørgsmålet er, hvordan den klarer sig mod den teknisk lignende Asus ZenFone 4 samt Huawei Honor 9 og Samsung Galaxy A5 i samme prisklasse.

Udseende og konstruktion

Af en overkommelig smartphone at være har Motorola virkelig gjort noget ud af designet. Med sine spejlblanke overflader giver den fascinerende refleksioner. Det ser spektakulært ud på billeder, men i virkeligheden bliver bagsiden hurtigt smurt ind i fingeraftryk.

Den solide metalramme giver stabilitet, og IP68-certificeringen viser, at den er lige så robust, som den føles. Derimod ligger den ustabilt på bordet på grund af det dobbelte kameras optik, der rager meget ud.

Skærm

Desværre er Motorola gået bort fra de OLED-paneler, som de tidligere brugte i serien, og som stadig findes i andre modelserier. Man får derfor ikke det sortniveau eller den kontrast, OLED kan give.

De har dog gjort et godt stykke arbejde med at presse det bedste ud af IPS-skærmen. Den har en rigtig god lysstyrke, også udendørs, og farvegengivelsen er naturtro. Opløsningen er ikke specielt imponerende, men nok til, at skærmen virker skarp og detaljeret.

Kamera

Ligesom LG bruger Motorola det ekstra kamera til vidvinkel snarere end tele som Apple eller detaljer som Huawei. Det er meget praktisk til gruppebilleder og storslåede scenerier.

Der er også mange funktioner, såsom at identificere, hvad motivet forestiller, manipulere farver samt lave baggrundsuskarphed på portrætter, men flere af dem er ikke særlig pålidelige. Det havde været bedre at holde antallet af effekter nede og gøre nogle få anvendelige rigtig gode.

Under gode lysforhold tager Moto X4 som regel gode billeder. Men nogle gange er der en forsinkelse, før billedet tages, hvilket giver et sløret resultat. På vidvinkel er lysfølsomheden dårligere, og billederne mangler detaljeskarphed. I dårligt lys har billederne ganske vist gode farver, men de bliver mørke og kedelige, og detaljerne tværes ud.

Forhåbentlig er det et software-problem, der kan løses med en opdatering. Den mangler også at opdateres til den nyeste Android-version.

Kameraet rager virkelig frem, men det gør billedkvaliteten ikke. (Foto: Motorola)

Lyd

En af ulemperne ved vandtætheden er, at Motorola har tilstræbt at have så få åbninger som muligt. Derfor er der ingen separat højttaler – telefonen bruger simpelthen den samme som til telefonsamtaler. Lyden er derfor indelukket og mangler helt bas, hvilket diskvalificerer X4 til musik.

Der er heller ikke gjort noget særligt for at forbedre lydkvaliteten i hovedtelefoner, men X4 har i det mindste et hovedtelefonstik til dem, der ikke er gået over til trådløse høretelefoner.

I brug

Brugerfladen er mere eller mindre fri for irriterende tilpasninger og følger Android-standarden. Der er dog nogle ekstrafunktioner som f.eks. Actions, hvor man kan ryste telefonen for at tænde lommelygten eller dreje den frem og tilbage for at aktivere kameraet.

Fingeraftrykslæseren sidder godt placeret i hjemknappen og reagerer hurtigt. Den kan også bruges til f.eks. at få de senest brugte apps frem.

Ydelse

Med samme Snapdragon 630-processor som Asus ZenFone 4 er det ikke overraskende, at de to er præcis lige hurtige. Moto X4 er også på niveau med Samsung Galaxy A5, der er noget billigere. Derimod er den noget dyrere Huawei Honor 9 næsten dobbelt så hurtig i de fleste tests. Men Moto X4 virker hurtig i normal brug, og det er kun, når man presser den, at forskellen i forhold til topmodellerne bliver mærkbar.

Batteriet rækker rart nok op til to dage ved almindelig brug.

Konklusion

For et par år siden var Motorolas X-serie konge af mellemklassen, men konkurrencen er blevet hård. Med Moto X4 er de tilbage i kampen. Den har et flot design, men er også en af de mest robuste, vi har set i prisklassen. Ydelsen er på niveau med konkurrenterne, og skærmen er virkelig god af ikke-OLED at være. X4 har også smarte funktioner og en ren og flot brugerflade.

Desværre har kameraet mange problemer, og det er for vigtig en detalje til at ignorere. Moto X4 snubler på målstregen.

Home mener

Støv- og vandtæt ifølge IP68. Praktisk vidvinkelobjektiv. God batterilevetid. For mange gimmicks i kameraet. Kun gennemsnitlig billedkvalitet. Lyden er ikke noget at råbe hurra for.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top