Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Lige siden alle de nye smartphones blev vist frem på Mobile World Congress i februar, er der løbende dukket testeksemplarer af dem op på redaktionen. Og lige så snart vi har kunnet, har vi udsat dem for strabadserende prøvelser og kritisk granskende blikke. Resultaterne finder du på vores hjemmeside, lydogbillede.dk, allerede samme dag som vi er færdige med testen.

Nu er lanceringerne stilnet af, og det er tid til at se tilbage, reflektere og opsummere. Hvis man skal købe en ny mobil til ferien, hvilken en skal man så vælge? Vi har sammenlignet dem for at gøre det nemmere for dig.

 

Småt og robust til ferien

Et af de aspekter, der er særlig vigtigt til ferien, er at den telefonen, man har med, ikke må være for stor og klodset. Man vil jo gerne kunne stoppe den i lommen på shortsene uden at behøve at have en taske eller jakke med. Men mange smartphones i dag har meget store skærme, hvilket betyder, at de ikke rigtig opfylder det kriterium.

Af dem med store skærm er Samsung Galaxy S7 den mest fleksible. Også Xperia X med dens lidt mindre skærm er praktisk. Men hvis man vil have en rigtig lille mobil, så er det iPhone SE, man skal vælge.

Man vil nok også gerne have, at den er robust. Her har Xperia været det oplagte valg de seneste år, efter at Samsungs Galaxy-telefoner mistede deres vandtæthed. Men nu er det pludselig omvendt. Den nye Xperia X er ikke vandtæt; her er man nødt til at købe topmodellen X Performance. Derimod er Galaxy S7 blevet vandtæt, hvilket gør, at den er med i kampen om at være det bedste valg til sejlads og solrige strande.

 

Gode billeder hele dagen

Sjældent tager vi så mange billeder, som når vi er på ferie. Og færre og færre gider slæbe rundt på et rigtigt kamera til hverdag, men bruger i stedet mobilkameraet. Heldigvis er gode kameraer et af årets temaer på mobilfronten.

Samsung Galaxy S7 har et fantastisk kamera, især i svagt lys, hvor det er uslåeligt. LG byder på god billedkvalitet og et ekstra vidvinkelobjektiv, og har et kameragreb som ekstraudstyr. Huawei er overraskende gået i samarbejde med Leica og byder på unikke kreative muligheder.

Men alt dette er ret ligegyldigt, hvis batterimåleren blinker rødt allerede ved aftensmadstid. Mobiler, der ikke bare holder hele dagen, men også hele natten, kommer fra Samsung og Sony. Galaxy S7 edge har et ekstra stort batteri, og strømbesparelsesteknologien i Xperia X gør, at den holder længere, end man skulle tro.

LG, Huawei og HTC holder gennemsnitlig længe. Hvis man har en af de øvrige, kan det være en god idé at tage et nødbatteri med, som vi skriver om andetsteds i dette sommernummer.

 

Opsummering

Den, der lettest kan være i lommen, er iPhone SE, mens Galaxy S7 edge er lettest af dem med stor skærm.

Den bedste batterilevetid har Galaxy S7 edge og Sony Xperia X.

Den eneste, der kan tåle regn og vand, er Samsung Galaxy S7 edge.

Det bedste kamera har Galaxy S7 edge, tæt fulgt af HTC 10, Huawei P9 og LG G5.

På lydfronten er det HTC 10 og Sony Xperia X, der skiller sig ud.

Mest mobil for pengene får man med Honor 5X.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Testkriterier

Vi har samlet vores tests af de seneste modeller fra de store producenter og suppleret med nye tests af dem, der manglede.

Vi har bedømt, hvor robuste de er, hvordan de er i brug, og hvilke praktiske funktioner de har. Skærmene er sammenlignet side om side, og vi har hørt musik med gode hovedtelefoner. Ydelsen er målt med forskellige benchmark-apps. Vi har taget billeder under vanskelige forhold og gransket dem nøje på en kalibreret skærm.

Endelig har vi givet en samlet karakter, hvor vi har sammenfattet indtrykkene og taget prisen i betragtning. Den er altså ikke et gennemsnit af delkaraktererne.

Scroll to Top