annonse
annonse

Apple App Store vs. Android Market

Det endelige opgør

En smartphone uden apps er ingen smartphone. Apples App Store var den første af sin slags, men bliver nu bidt i haserne af især én konkurrent. Der er selvfølgelig tale om Android Market, og nu er spørgsmålet, om App Store stadig kører forrest i feltet i den gule trikot, eller om Android Market allerede har overhalet indenom. Vi har testet.

Apps – Antal apps:
App Store: Apples App Store er stadig langt den største af sin slags, selvom nogle analytikere regner med, at den snart må se sig slået af Android Market. I skrivende stund findes der rundt regnet 380.000 apps i App Store, mens Android Market er oppe på 295.000 apps. For tiden vokser Android Market dog hurtigere end App Store. Således kom der hele 28.000 nye apps i Android Market i april måned, mens App Store voksede med 11.000 apps. Som sagt er udvalget dog stadig klart størst i App Store, og det er måske meget sigende for forskellen på de to onlinebutikker, at man skal lede længe efter en rigtig cool Android app, som ikke også kan fås til iOS i App Store, mens det omvendte oftere er tilfældet. Karakter: 5/6

Android Market: Man kan sige, at det bliver mere eller mindre absurd, når vi taler om hundredtusindvis af apps og i virkeligheden er det jo kvaliteten, der kommer i fokus. Her har Apple længe lukreret højt på, at de fedeste apps kom først til iPhone og blev de en succes, ville de så måske komme til Android. Antallet er apps er stadig større i Apples App Store, men forskellen kan meget let være udlignet, når du læser dette og det er kun et spørgsmål om tid, inden Android Market er større end App Store. Karakter: 5/6

Apps – Installation:
App Store: I App Store vejer hensynet til brugervenlighed tungt. Uanset om en app koster penge eller er gratis, så vælger og downloader man den i App Store med ét klik, og når app’en er downloadet, så er den også med det samme installeret på din iPhone, iPod eller iPad. Omvendt får man ikke meget information. Man kan eksempelvis ikke se, hvor meget en given app fylder, ej heller får man noget at vide om, hvorvidt app’en kræver adgang til internettet, GPS, adressebog eller andet for at fungere, før man installerer den. Karakter: 4/6

Android Market: Der bør ganske enkelt ikke være så meget som et lille benspænd, når man vil installere en app på sin mobil, hvad enten det er iPhone eller Android. Og der er da heller ingen i Android Market. Man kan hente et program ned direkte fra mobilen, det gør de fleste nok, eller via www.market.android.com. Gør man det via websitet, hentes app’en automatisk ned til mobilen. Man får oplyst, hvor meget programmet fylder og man skal også godkende, at app’en må bruge internet, GPS og andet, inden man installerer. Karakter: 5/6

Apps – Kvalitet:
App Store: Ingen app finder vej til App Store uden først at være blevet godkendt af Apple. Der er en række tekniske krav, alle apps skal opfylde for at komme på hylderne i Apples onlinebutik, men vi kender også eksempler på, at apps er blevet afvist af andre årsager, som eksempelvis stødende indhold. Sågar vores eget Android Magasin, som vi lavede til en app til iPad, blev afvist med den begrundelse, at indholdet handlede om… ja, Android! Det kan være svært at vænne sig til den form for nidkærhed og kontrol, som Apple udøver, men det indebærer også den klare fordel, at langt de fleste apps, som har fundet vej gennem nåleøjet, faktisk er af en ganske høj kvalitet. Apps til iOS crasher kun sjældent, de virker som beskrevet og efter hensigten, og man kan stole ret fast på, at der ikke er tale om malware. Karakter: 5/6

Android Market: Google og Android er længe blevet rost for at sætte åbenhed over alt andet. Det er måske rigtig nok, men det betyder så, at der hidtil har været nærmest fuldstændig åbent for app-udvikling uden krav. Det har givet apps af svingende kvalitet, hvilket naturligvis er ærgerligt for slutbrugeren – det er dog noget, som Google er ved at stramme op på. iPhone er også hidtil blevet prioritet først af udviklere, da iPhone-brugere ganske enkelt bare er langt bedre opdraget til at bruge apps. Det er der ved at blive rettet op på, men for eksempel har Københavns Lufthavne kun opdateret deres app med augmented reality og rutevejledning inde i lufthavnen til iPhone. Bliver den en succes på iPhone, kommer den så måske også til Android. Karakter: 3/6

Apps – Opdatering:
App Store: App Store er selvfølgelig også en app, og ser man pludselig et lille tal i en rød cirkel ved App Store app’en på startskærmen, ja så er det fordi, der er opdateringer til et antal installerede apps. Og det er faktisk lidt omstændeligt og gammeldags. Hvorfor kan man ikke vælge automatisk opdatering af udvalgte apps? Og hvorfor skal man via App Store for at få opdateret sine apps, når den funktion lige så godt kunne ligge enten i den pågældende app eller et mere tilgængeligt sted i iOS? Karakter: 3/6

Android Market: Man bliver automatisk gjort opmærksom, at apps kan opdateres, men man skal selv sørge for at det bliver gjort manuelt ved at trykke på den app, man ønsker skal opdateres. I modsætning til App Store kan man dog indstille til automatiseret opdatering, men det gør man ikke inde i selve app’en, men i Android Market. Karakter: 3/6

Apps – Priser:
App Store: Kun omkring en tredjedel af alle apps i App Store er gratis. De andre koster penge, og selvom der kan være stor forskel på prisen, så ligger den i gennemsnit på omkring 30 kroner for en app. Det er ikke alverden, og selvom man som bruger selvfølgelig kunne ønske sig lidt flere gratis apps, så må vi jo erkende, at det er penge, som driver værket. Og når udviklerne i vidt muligt omfang har mulighed for at tjene gode penge på udvikling af apps til App Store, mens mange flere apps i Android Market er gratis, så er det ofte også i App Store, at man finder de nye og fede apps. Desuden findes der tit gratis ”lite”-versioner af betalingsapps i App Store, så man kan få afprøvet en app, før man kaster penge efter den. Karakter: 5/6

Android Market: Android Market har flest gratis-apps. Det er svært at sige præcis hvor mange, der er gratis – nogle er gratis i en periode og vil man fortsætte med at bruge dem, skal man betale. Eller også kan man få en lite-version med begrænsede muligheder. Betalings-apps koster typisk fra 5 til 30 kroner. Det må siges at være meget fair. Karakter: 5/6

Apps – samlede karakterer
App Store: 

Samlet karakter: 4/6

Android Market:
Samlet karakter:4/6

Betaling – Kundeforhold:
App Store: For at kunne købe apps i App Store skal man have en iTunes-konto. Den registrerer man én gang for alle i iTunes, og Apple skal have både navn, adresse, emailadresse og kreditkortoplysninger. Med et par ninjatricks kan det lade sig gøre at registrere sig uden at opgive kreditkortoplysninger, men så kan man af gode grunde kun downloade gratis apps. Vil man imidlertid gerne svinge kreditkortet, så er det så let som ingenting, når man først har sin iTunes-konto, og det er den samme konto, man bruger, uanset om man køber apps, musik eller andet indhold. Hver gang man foretager et indkøb i App Store, modtager man en regning per email, så man kan se, hvad man har købt. Der kan dog godt gå op til en dag, før man modtager denne mail, og det er ret beset en smule underligt. Til gengæld holder iTunes styr på, hvilke apps man har købt, så hvis man kommer til at slette en app, man lige har betalt for, kan man altid downloade den igen uden beregning. Karakter: 4/6

Android Market: For at kunne købe apps, skal man registres med navn, adresse, e-mail og kreditkortinfo. Når man først er oprettet, er det ellers bare at gå i gang med at handle ind. Det går lige så let som ved download af gratis apps. Man får umiddelbart efter køb en mail med kvittering og vi oplever typisk, at mailen kommer prompte. Alle apps knyttes til ens Google-konto og kan hentes ned igen gratis, hvis man skifter mobil eller af en eller anden grund mister app’en på mobilen. Karakter 5/6

Betaling – Fortrydelsesret og reklamation:
App Store: På dette punkt er der nogen forskel på teori og praksis. I princippet har man slet ingen fortrydelsesret i App Store, og man kan derfor heller ikke få sine penge tilbage. Det gælder tilmed, hvis man har købt en app, som viser sig at være defekt, samt ved såkaldte in-app-purchases – det vil sige køb af indhold i en bestemt app. Derfor skal man tænke sig godt om, inden man klikker på ”køb”, for inden man har set sig om, har Apple sagt ”bytte bytte købmand, aldrig bytte om igen”! I praksis har det dog vist sig, at Apple ofte giver brugerne pengene tilbage, hvis de har problemer med en app, men det er ene og alene op til den enkelte medarbejder hos Apples support, om han vil refundere et allerede betalt beløb til kunden, og altså ikke noget man har krav på. Apples filosofi er givetvis, at når man bruger så store ressourcer på at kontrollere og checke alle apps, inden de kan sælges i App Store, så er det fordi brugerne skal kunne være sikre på, at alt virker efter hensigten, og så er der jo ingen grund til at have en fortrydelsesret. Det forklarer dog ikke, hvorfor man skal håbe på, at Apple forbarmer sig over en, hvis man har en berettiget reklamation, og det trækker ned i den samlede vurdering. Karakter: 3/6

Android Market: Da Android Market blev lanceret, kunne man prøve alle apps gratis i 24 timer og var den ikke noget for en, kunne man så afinstallere inden de 24 timer var gået, så man ikke blev bonet for dem. Det er kortet ned til 15 minutter, hvilket nærmest svarer til ingenting og det kan være helt umuligt på så kort tid at undersøge, om app’en virkelig er noget for en, hvis den er af den mere avancerede slags. Det er dog 15 minutter længere end hos App Store. Hvis man oplever problemer med en app, skal man kontakte udvikleren af app’en og så håbe, de vil tilbyde en ny eller annullere købet. Karakter: 3/6

Betaling – Øvrige muligheder:
App Store: App Store byder på et par lækre detaljer, hvoraf de to vigtigste er muligheden for at forære en app til en anden bruger (det kaldes at ”gifte” en app) samt at oplade sin iTunes-konto med forudbetalte kort, man for eksempel kan købe i supermarkedet. Sådan et kort kan man også give som gave til andre, og App Store fortjener i det hele taget stor ros for at give brugeren så mange forskellige betalingsmuligheder, som tilfældet er. Karakter: 5/6

Android Market: Man kan dele en app med andre i den for stand, at man kan sende linket til app’en i Android Market, hvilket kan være hyggeligt nok. Det havde dog været betydeligt federe, hvis man også kunne lave App Store-tricket med at give betalings-apps væk i gave. Karakter: 2/6

Betaling – samlede karakterer
App Store:

Samlet karakter: 4/6

Android Market:
Samlet karakter:3/6

Brugerinterface – Information om apps:
App Store: App Store byder på en overflod af informationer om stort set alle apps. Inden man downloader, kan man altså læse sig til, hvad den pågældende app egentlig kan, og tit kan man også følge med i, hvilke opdateringer der har været, og hvilke nye funktioner, som er på vej, etc. Desuden er der stort set altid en masse screen shots, man kan bladre i, og sidst men ikke mindst, så kan brugerne give en app karakterer samt kommentere den direkte i App Store. Udover at man altså kan læse sig til andre brugeres vurdering af en app, kan man også se, hvor mange besvarelser, som en konkret karakter er baseret på. Det gør selvfølgelig en forskel, om topkarakteren er resultatet af to brugeres vurderinger (udvikleren og hans mor), eller om 30-40 brugere alle har givet deres besyv med. Karakter: 5/6

Android Market: Man kan få masser af info om de enkelte programmer både på mobilen og market.android.com, hvor der tilmed er store skærm-dumps. Man kan for eksempel læse, hvad app’en kan, hvad andre synes om den, både ved at give karakter og skrive om app’en. Man kan også se, hvor mange, der har vurderet en app. Endelig er der også henvisning til andre relaterede apps. Karakter: 5/6

Brugerinterface – Navigation og søgning:
App Store: Når man nu ved, at Apple sætter brugervenlighed i højsædet, så kan det ikke undre, at også App Store er super nem at finde rundt i, samtidig med at brugeren har et væld af muligheder for at finde netop den eller de apps, som kan fange hans interesse. Man kan både vælge imellem et væld af kategorier, og hvis det ikke er nok, så kan man kigge efter, hvilke apps ligger på Top 25-listen blandt de mest downloadede gratis apps, ditto betalingsapps, etc. Ellers så har App Store også en kategori, som hedder udvalgte apps, og her kan man finde de nyeste apps, samt apps, der er udvalgt efter andre kriterier. Det kan for eksempel være skandinaviske apps, Apple medarbejdernes favoritter og lignende. Sidst men ikke mindst byder App Store ligesom iTunes på den såkaldte Genius-funktion, som analyserer de apps, man allerede har på sit iDevice, og derefter kommer med anbefalinger, som passer ganske godt til brugerens interesser og smag. Naturligvis kan man også bare søge efter en bestemt app, hvis man i forvejen ved, hvad man kigger efter. Søgefunktionen er lynhurtig og så præcis, at man indimellem skulle tro, den kunne læse tanker. Det kan ikke blive meget bedre. Karakter: 6/6

Android Market: Man kan vælge mellem mange kategorier i Android Market, hvilket kan lette søgningen og man kan også søge efter bestemte emner eller apps – for eksempel Vejr eller mere specifikt DMI. Man kan godt søge på Danmark, hvor man så får de programmer, som har sat Danmark på som tag. Vi savner en kategori med de mest populære apps – både de gratis og dem der koster. Android Market lader heller ikke til at være lige så skarp på kornet, som App Store, når det gælder om at finde apps, der passer til en, ud fra de apps, man allerede har på sin mobil. Dog skal man nok finde det, man leder efter. Karakter: 4/6

Brugerinterface – samlede karakterer
App Store

Samlet karakter: 6/6

Android Market
Samlet karakter: 5/6

Konklusion
Apples App Store vinder duellen med et mulehår. Det er især på brugervenligheden og den mere komplette indkøbsoplevelse, at App Store stadig er i front, mens Google og Android lader til at have hentet Apple, hvad angår apps. Konkurrenterne holder et vågent øje med hinanden, og forbrugerne vinder i sidste ende.

App Store samlet karakter: 5/6

Android Market samlet karakter: 4/6

Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-