: Naim SuperUniti

SuperUniti er en alt-i-én løsning for alle, som vil have en seriøs forstærker med streaming, DAC og iPod-tilslutning. Den henter meget teknik fra de separate produkter fra Naim – forstærkeren SuperNait og D/A-konverteren Naim DAC – og har herudover netværksopkobling til streaming af musikfiler og netradio. Næsten som en surround-receiver, altså bare med to kanaler og ribbet for alt, hvad der ikke gavner lyden.

At dette koncept fungerer rigtig godt, fik vi bekræftet, da vi testede lillesøstrene Uniti og UnitiQute. Begge produkter ramte plet, når det gjaldt funktionalitet og lydkvalitet – så godt, at vi kårede dem til Årets lydprodukter for 2009 og 2010 i norsk Lyd & Bilde.

Denne gang har Naim valgt at tage skridtet fuldt ud, og med større strømforsyning og 80 watt pr. kanal (8 ohm) har SuperUniti kræfter nok til at drive store højttalere. Hvilket er sød musik i vores ører, for det eneste, vi egentlig savnede ved de mindre Uniti’er, var mere krudt under panseret!

Indbygget DAC og streaming
SuperUniti har totalt seks digitale indgange, som gør det let at forbedre lydkvaliteten fra digitale kilder som tv og Blu-ray. Streaming-delen er også opgraderet med muligheden for at afspille højopløste 192 kHz/24 bit musikfiler. Musikken kan sendes trådløst eller via kabel, og selv om SuperUniti ikke støtter Apples trådløse AirPlay-standard i øjeblikket, rygtes det, at en kommende software-opgradering fra Naim vil gøre den tilgængelig. Så kan du i teorien sende alt lydindhold – iTunes, YouTube eller Spotify – fra iPhone trådløst til anlægget. SuperUniti har også fysisk iPod-indgang og kan desuden fjernstyres via iPhone eller iPad via iOS-app’en n-Stream.

Naim-forstærkeren har forforstærker-udgang for tilslutning af subwoofer eller ekstra forstærker til bi-amping. Derimod har den ikke mulighed for at opgradere strømforsyningen, som du ellers kan med de fleste Naim-produkter. Meningen her er nok, at man skal kunne klare sig med denne ene boks, og det er jo i bund og grund ideen med Uniti-konceptet.

Naim og Linn: Hi-fi’ens rebeller
Selv om det er Uniti-produkterne, der har sat Naim på landkortet i den seneste tid, har selskabet en lang historie bag sig, og i hjemlandet nyder de kultstatus. Julian Vereker grundlagde Naim Audio i 1973 og blev hurtig kendt for sine stereoforstærkere. I 1974 mødte han Ivor Tiefenbrun fra Linn, og de to unge herrer kom sammen til at spille en nøglerolle i den engelske hi-fi’s barndom.

På den tid blev hi-fi-udstyr hovedsagelig solgt efter specifikationer, og højttalerne blev regnet for den vigtigste del af stereokæden. Naim og Linn lancerede nye og til dels provokerende ideer, såsom at en dyr pladespiller (Linn LP12) eller forstærker kunne gøre underværker i et ellers billigt anlæg, og at det produkt, som gengav musikken bedst, var det bedste, uafhængigt af hvor mange watt, hertz eller liter der måtte stå på papiret. Sådanne opfattelser tager vi næsten for givet i dag, men for 30 år siden var det radikalt, og mange fik et had/kærlighedsforhold til de to producenter. Naims og Linns tilhængere blev spøgefuldt omtalt som ”flat-earthers”, fordi de lagde mere vægt på subjektive oplevelser (Jorden er flad) end på videnskabelige målinger og specifikationer (Jorden er rund).

Kombinationen af Linns pladespiller og Naims forstærkere blev både berømt og berygtet, ikke mindst på grund af Vereker og Tiefenbruns selvsikre holdning til deres egne produkters fortræffelighed. De havde deres egen lydfilosofi, hvor tonehøjde, hurtighed, rytme og timing blev regnet som de vigtigste egenskaber for musikgengivelse. Naim har altid søgt at forbedre lyden på disse punkter og samtidig været ligeglade med mere hi-fi-relaterede begreber som lydbillede, holografi og rumfølelse. Det har givet produkterne en let genkendelig lydkarakter, som kan minde meget om live-musik …

Lydkvalitet
Denne artikels forfatter gik med ble tidligt i 80’erne og mangler derfor referencer for Naims og Linns glanstid, men alligevel kan jeg høre, at der er noget særligt over, hvordan SuperUniti lyder sammenlignet med dagens hi-fi. Den har noget spændstigt og livligt over sig, og måden, den leverer lyden på, får umiddelbart hårene i nakken til at rejse sig. Med højopløst musik fra harddisken – på nem vis styret gennem Naims n-Stream app på iPhone – giver SuperUniti en tæt, nærværende og usminket lyd, som føles vældig … ja, hvordan skal man sige det … rigtig.

Netop hvad der sker, er i grunden vanskeligt at beskrive, men subjektivt set oplever jeg lyden som ”hurtig”. Trommer, bas og vokal lader til at ramme øregangene, nøjagtig når de skal, og ikke et millisekund senere, som jeg er vant til. Resultatet er, at det bliver påfaldende let at få fat i melodien og fremdriften i musikken. Hovedindtrykket, efter at have gennemlyttet en meget varieret spilleliste, er at Naim i hvert fald har styr på det med timing! Og denne karakter er til stede, hvad enten man lytter til 24 bit FLAC-musikfiler over netværket eller 320 kbit/s streaming fra Spotify via digitalindgangen.

Dermed ikke sagt, at den altid lyder lige pænt. Usminket og korrekt er en bedre beskrivelse, og de, der er vant til varm og indsmigrende lyd, må regne med en aha-oplevelse, første gang de lytter til Naim-forstærkeren. Her er der ikke gjort noget forsøg på at pynte eller forfine lyden. Et eksempel på det er, at overtonerne er ganske energiske, på grænsen til fremadrettet, næsten PA-agtige. Mellemtonen er også vældig direkte, uden kunstig sødme. Fordelen ved det er, at en lilletromme lyder som en lilletromme og ikke som en kedelig kopi, og aggressiv vokal bliver ikke tæmmet. Klassisk rock og heavy metal, Dylan, Clapton, Knopfler og Springsteen, Maiden, Motörhead – you name it, de lyder alle meget hårdt via Naim-forstærkeren.

Klassisk musik kan derimod virke lidt kaotisk til tider. Lydbilledet er tætpakket og har ikke udpræget perspektiv eller dybde. Musikerne står på samme linje i stedet for at have tydelige separate placeringer. Totalt set føles præsentationen mere som at stå lige ved scenekanten end langt bag i koncertsalen. Under testen havde jeg en nær konkurrent, Linn Majik DS-I, ved hånden, og den gjorde unægtelig et bedre job på klassisk med lidt mere raffinement og separation i overtonerne, men den mangler meget af Naims sprudlende sparke-røv-lyd.

Basgengivelsen er meget imponerende – ikke fordi den er specielt fed eller hårdtslående, men fordi den hænger usædvanlig godt sammen med resten af lydbilledet i stedet for at leve et separat liv i bunden. Bassen slår ikke lige så kraftigt som med en McIntosh- eller Musical Fidelity-forstærker med hundredvis af watt under hjelmen, men den er utrolig præcis og let på foden. På den måde taler vi mere om en Sugar Ray Leonard end en Mike Tyson, for nu at bruge en boksemetafor.

Selv om forstærkeren yder beskedne 80 watt pr. kanal på papiret, virker den i praksis dobbelt så stærk, og selv med relativt krævende højttalere som Linn Isobarik og Naims egne S400 (i øvrigt et rigtig godt match!), mangler der aldrig kraft eller overskud. Meget af forklaringen på dette ligger nok i den solide strømforsyning, og Naim skal i hvert fald ikke beskyldes for at prale med effekt.

Konklusion
Det bliver i grunden vanskeligt at rangere SuperUniti i forhold til andre forstærkere i prisklassen, da den scorer ganske middel på traditionelle hi-fi-kvaliteter. Den, der bare vil spille Kari Bremnes og Eagles ”Hotel California” for n’te gang, vil næppe finde særlig glæde i den usminkede og lidt todimensionelle lyd fra Naim.

Den har ikke opløsningen fra NAD M2 eller kraften fra Musical Fidelity M6 500i, heller ikke finessen og raffinementet fra Electrocompaniet ECI 5 MK II. Men alligevel byder SuperUniti på noget unikt – en sjælden grad af nerve og musikalsk enkelhed, som får meget andet hi-fi til at lyde kedelig og opblæst. Selv om jeg traditionelt er en ”round-earther” må jeg indrømme, at der er noget besnærende ved SuperUniti, som giver mig lyst til at glemme hi-fi’en en stund og bare hygge mig med musik. Måske er Jorden lidt flad alligevel …