: Onkyo P-3000R og M-5000R

Mit forhold til Onkyo startede i 1992, da jeg som 15-årig gennempløjede hi-fi-markedet efter komponenter, som skulle købes for konfirmationspengene. Jeg endte med den største integrerede A-809, som til 8.000 kroner og med sine 18 kilo gav 110 watt pr. kanal. Den skulle vise sig at være et elendigt valg til partyhøjttalerne Cerwin-Vega DC-15 (alt for lidt kraft), men passede så meget desto bedre til de sære, men vellydende stativhøjttalere Celestion 4000 med en bånddiskant, som kun nåede frem til øret, hvis man sad, ikke når man stod.

Jeg blev efterhånden så vild med Onkyo, at jeg studerede kataloget med lup. De mange cool effektforstærkere var specielt iøjnefaldende med deres lange visere på nogle peak-metre. Og jeg drømte om topmodellen Grand Integra M-510; en gedigen dual mono-forstærker med to strømkabler, som kunne yde 2 x 1200 watt i 1 ohm. Jeg synes, den var super stilig i sin champagnefarve. Prissedlen på 70.000 kroner var imidlertid ikke lige så stilig for en 15-årig.

Pludselig, som fra den ene dag til den anden, forsvandt high-end produkter fra Onkyo ud af produktion. Det, der var tilbage, var nogle blege mid-fi-produkter, som ikke tiltalte særlig mange. Det var ikke før Onkyo begyndte på deres store satsning i hjemmebiograf-segmentet, og specielt surround-receivere, at de igen blev taget seriøst på markedet. Men tokanals hi-fi lå brak. Indtil for få år siden.

I den seneste tid er Onkyo langsomt, men sikkert vendt tilbage til tokanals hi-fi-markedet med gode cd-afspillere og forstærkere. Men det var først sidste år, producenten igen lancerede en todelt forstærkerløsning med forforstærkeren P-3000R og effektforstærkeren M-5000R. Tilgængelige i sort eller sølv ser de begge ud, som om de kunne være lanceret året efter deres high-end forgængere og visker dermed de næsten de 20 forgangne år ud.

M-5000R
Specielt effektforstærkeren stikker ud i retro Onkyo-design. De karakteristiske VU-metre er på plads (de måler indgangssignalet fra forforstærkeren, ikke udgangssignalet), og ligeledes den boksagtige udformning med en højde på næsten 20 cm. Alligevel er designet mere elegant og minimalistisk end de ældre forstærkere. Kanterne går mere i ét med hinanden.

På indersiden har Onkyo implementeret deres AWRAT-teknologi (Advanced Wide Range Amplifier Technology), som indebærer en række principper. Herunder en egen kreds, som minimerer intermodulations-forvrængning, lav negativ feedback og et lukket kredsdesign, hvor hver eneste kreds har sin egen kobling til strømforsyning, således at støj i kredsene ryddes af vejen, og jordpotentialet holdes fri for forvrængning. Det bliver lidt teknisk, men kort fortalt har Onkyo taget skridt til at prøve at holde forvrængning og støj på et minimum.

Darlington-forstærkning
Forstærkerteknologien er af typen Darlington – et princip, hvor to bipolare transistorer er koblet således, at strømmen, som forstærkes af den første transistor, forstærkes videre af den næste. Det skaber en mere effektiv forstærkning, end hvis de to transistorer skulle arbejde separat. Det, som skiller M5000R fra andre Darlington-forstærkere, er at den bruger to ekstra transistorer pr. kanal, altså fire styk totalt på hver kanal. Det sker for endnu mere effektiv forstærkning. Man kan derfor spørge sig selv, hvordan denne solide konstruktion så bare yder 80 watt pr. kanal på papiret (150 watt i 4 ohm). Det er ikke forklaret, men erfaringsmæssigt kan det være for at få mest mulig stabil strøm ud af de to massive ringkerne-trafoer.

M-5000R er en ægte dual mono-forstærker. Den bruger ubalancerede RCA-indgange i stereo, men hvis du brokobler den, har den en enkelt XLR-monoindgang for balanceret drift.

P-3000R
Forforstærkeren er ikke mindre speciel. Foruden tre line-indgange, en tapesløjfe og pladespiller-indgang til MM-pickup’er har Onkyo forsynet den med hele seks digitalindgange. Heriblandt en balanceret AES/EBU og en USB-indgang til pc og Mac samt to koaksiale og to optiske indgange.

Digitalindgangene
Alle seks digitalindgange processeres af et par 32 bit/192 kHz digitalkonvertere af Burr-Brown. Benytter du ikke digitalindgangene, kan hele digitaldelen slås fra, og digitalindgangene ses ikke længere i indgangsvælgeren i displayet. Imidlertid er der en god grund til at bruge digitalindgangene. DAC’erne er nemlig af en så tilpas høj kvalitet, at du kan spare en hel del penge på lydkilden i forhold til med en almindelig analog forforstærker. Du behøver ingen afspiller med en dyr indenbords DAC. Og selv med en god cd-afspiller er du med digital overførsel mindre afhængig af dyre kabler.

En af line-indgangene kan sættes til fuldt lydniveau og dermed omgå niveaujusteringen, som gør det nemmere at integrere forstærkersættet i et surround-anlæg. Hvis du endvidere ønsker at bi-ampe højttalerne, kan de to pars forforstærker-udgange sættes til forskelligt lydniveau (gain), hvilket gør det muligt at balancere anlægget bedre.

Forforstærkeren har desværre kun ubalancerede udgange, så hvis du vil have to effektforstærkere og brokoble dem med balancerede kabler, må du have en anden forforstærker.

Et irritationsmoment ved forforstærkeren er, at det digitale display kun viser valgt indgang og ikke lydniveau. Volumenhjulet er analogt, og sidder man et stykke væk fra forstærkeren, er det næsten umuligt at se, hvilken position hjulet står i. Specielt med produktet i sort udførelse, som er det, vi havde til test.

Digitalt lyder bedre end analogt
Med Electrocompaniets multispiller EMP 2 tilsluttet er det ganske klart, efter at have skiftet frem og tilbage mellem analog (MIT Terminator 2) og koaksial digital signaloverførsel (i testperioden blev kun koaksial testet, et billigt Monster-kabel), at digitalt lyder bedst. Hvor der mere attack og ryddelighed i lydbilledet digitalt, smøres anslagene mere ud med analoge kabler, og der er dårligere opløsning i overtonerne. Cymbalerne på Skunk Anansies klassiker “Hedonism” afslører dette ganske klart.

Det er slet ikke, fordi afspilleren har dårlige DAC’er; den er faktisk blandt de bedre Blu-ray-afspillere, vi har hørt med analog overførsel. Men Onkyo DAC’erne har klart høj nok kvalitet til, at det er en fordel at blive de analoge kabler kvit. Det kan også være en indikation af, at Onkyo har lagt flere ressourcer i digitalindgangene end i de analoge. Afspilleren fra Electrocompaniet lyder i øvrigt bedst blandt de balancerede udgange, som man ikke får benyttet med Onkyos forforstærker.

Countryrock
Med de gigantiske high-end højttalere Elac FS 509 VX-Jet koblet til er det åbenbart, at Onkyo-sættet holder høj kvalitet hele vejen. Det første, man lægger mærke til, er de gasagtige overtoner. Med stereosporet fra Natalie Merchants Tigerlily på DVD-Audio (af alle ting!) er klangen fra countryguitaren stor og dejlig. Første spor, “San Andreas Fault”, er lavmælt, men alligevel meget groovy, med en dejlig og dyb basguitar, klare og attackerende trommer og klangen fra guitaren, som breder sig ud i hele rummet. Og Natalies stemme er til at tage og føle på, med en klokkeklar skildring af de mange klanglag. Det er musik, man virkelig kan sidde og nyde længe, alene i eget selskab.

Elektro
En anden dame, som det er umuligt ikke at elske, er Bat For Lashes, alias Natasha Khan, og albummet Two Suns fra 2009. Singer/songwriter-musik pakket ind i et dejligt elektronisk landskab, hvor Björk møder Kate Bush, og suggerende trommerytmer med spændstig percussion og elektrisk bas er en lige så vigtig del af lydbilledet som Natashas smukke falsetstemme.

Forstærkersættet fra Onkyo får alle disse lag frem, som gør denne plade til balsam for ørerne. Også percussion, som går imod dagens popstandard og kommer ganske højt frem i mikset, er der kontrol over. Forstærkeren er opgivet til 150 watt pr. kanal i 4 ohm, som er højttalerens impedans, men det virker, som om den er endnu kraftigere.

Klassisk
Tjaikovskis 1812 Ouverture (hør Paavo Berglunds version!) er ikke mindst et krævende stykke på grund af de højlydte kanoner i slutningen. Onkyo-sættet holder forbandet god kontrol over det hele, mens orkesteret hele tiden skildres med luft og tonestruktur. Og illusionen af rum skildres på en aldeles fabelagtig måde.

Hegel H300
Men kraften er ikke grænseløs. Når den nye integrerede Hegel H300 tilsluttes i stedet, er der hørbart flere basmuskler her. Men det kan faktisk blive for meget af det gode i vores testrum med Elac-højttalerne, som egentlig burde have haft et større rum for at få ordentlig oprydning i den dybe bas. Hegel-forstærkeren dundrer løs, så det nærmest bliver lidt overdrevent testosteron-niveau i vores rum. Det er ikke forstærkerens fejl, og det viser, at Onkyo forstærkersættet har endnu mere at byde på, hvad angår basfrekvenser. Og det understreger også rummets påvirkning, og Onkyo ligger akkurat i et lavt nok gear til, at det lyder mere behersket og stabilt i vores rum.

Samtidig står forstærkersættet ikke meget tilbage heller, så skal du spille rytmisk musik højt, siger Onkyo aldrig nej tak. Vi vidste, at Hegel-forstærkeren yder 250 watt i 8 ohm, og vi troede et øjeblik, at Onkyo-forstærkeren måtte være tæt på. Måske 180-200 watt. Så ser vi, at den er opgivet til 80. Med andre ord har den langt bedre kontrol, end man skulle tro ved at læse specifikationerne.

Ingen åbenbare svagheder
Det er ikke nemt at påpege nogen svagheder ved Onkyo-sættet. Det er ikke sikkert, den luftige diskant er helt neutral, da mange andre forstærkere næsten kan lyde lidt mørkt i sammenligning. Men det bliver aldrig forkert, fordi overtonerne er så finmaskede. Lad gå, der findes endnu kraftigere forstærkere til den pris, du må betale for Onkyo-sættet. Det er nemlig ikke billigt. På den anden side skal du have ekstreme krav, hvis du synes, Onkyo-sættet bliver hurtigt forpustet. Baskontrollen er også rigtig god, selv om den ruller af noget tidligere i det dybeste register end eksempelvis Hegel H300.

Konkurrenterne
Der findes masser af godt at vælge imellem, når man ryster op med 34.000 kroner til forstærkning alene. Er du glad for kraft, kan f.eks. Onkyo bare drømme om at følge med Musical Fidelity M6 500i til samme pris – et integreret kraftværk på 500 watt pr. kanal i 8 ohm. Men Onkyo-sættet lyder varmere og mindre klinisk og vil være lettere at parre med flere typer højttalere. Det samme kan siges, hvis vi sammenligner med NAD M2, som til 35.000 kroner også har masser af kraft kombineret med glimrende opløsning. Og digitalindgange, som med Onkyo-sættet. Men NAD-forstærkeren kan nok opfattes som noget mere klinisk end Onkyo-sættet.

Den nævnte integrerede Hegel H300 er også et meget spændende alternativ, som nok giver mere for pengene til 30.000 kroner. Den er klart kraftigere end Onkyo-sættet, men har ikke den samme brillans i overtonerne som Onkyo-sættet. Men så sparer du 3.500 kroner ved at vælge Hegel. Pointen er, at uanset hvilken forstærker i omtrent samme prisleje som Onkyo-sættet jeg kan komme i tanke om, så kan jeg ikke finde nogen grund til ikke at overveje Onkyo. Et meget vellydende forstærkersæt, som fortjener at blive hørt.

Konklusion
Har du mulighed og er villig til at betale for det, kan Onkyos forstærkersæt P-3000R og M-5000R byde på fantastiske musikoplevelser. Med en fantastisk skildring af de mange klanglag i hele frekvensområdet og specielt i overtonerne hører man ting som for første gang. Lydbilledet breder sig stort udover, i dybde såvel som i bredde, og det er, som om alt lyder rigtigt.

Konkurrencen er hård, og det er ikke vanskeligt at finde forstærkere til samme pris, som er endnu kraftigere. Men i mine ører står Onkyo ikke tilbage for nogen af dem, hvad angår opløsning, timing og rytmik. Det her er kort og godt et fabelagtigt forstærkersæt, som definitivt fortjener at blive vurderet højt. Ikke mindst på grund af sine vellydende digitalindgange. Og kan du lide udseendet, findes der ikke magen.