Det er let at tro, at effekt er det vigtigste i hjemmebiografen. At opnå samme lydtryk som i biografen, så man bogstavelig talt kan mærke jorden ryste under sig, når det brager løs på skærmen. Men så er du kun halvvejs i mål, og desuden er du begyndt i den forkerte ende.
Timing
Den første regel i enhver hjemmebiograf er, at timingen – fasen – skal være rigtig mellem alle højttalerne. I simple vendinger betyder det, at lyden fra hver højttaler rammer øret på samme tid. Det er det, der skaber sammenhæng i lydbilledet, og som laver den store, luftige boble af lyd omkring os, når vi sidder i sofaen med popcorn og øl – undskyld, sodavand.
Pioneer SC-LX87 har avanceret autokalibrering, som tager højde for det meste. Ud over afstand til hver højttaler kan den også justere faseresponsen indbyrdes for hver lydkanal.
Opløsning
Når fasen er på plads, skal der være et minimum af opløsning i lyden. Hvis lyden er hård og grumset, får man slet ikke lyst til at skrue op, og så hjælper det ikke med alverdens kræfter.
Ofte er det opløsningen, man kan kende en dyr receiver fra en billig på. Især på dialoger og sangstemmer kan det let høres, om lyden er opløst eller har for meget forvrængning. Men selvfølgelig kan man også høre det på andre ting, såsom musikinstrumenter og forskellige effekter på lydsporet.
Effekt
Opløsning kan stadig gå hånd i hånd med råstyrke, for jo højere opløsning, jo lavere opleves lydniveauet. Man får derfor lyst til at skrue højere op for lyden, og det kræver både kræfter og kontrol. Så jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt med effekt, kun at det andet også skal være på plads. Og kombinationen af timing, opløsning og effekt er ikke billig.
Udstyr
Det er blevet normen, at hjemmebio-receivere skal kunne alt. Dvs. både lyd- og videoprocessering med 4K-opskalering og alle mulige forskellige formater og indstillingsmuligheder. Selvfølgelig også musik-streaming. Pioneer SC-LX87 har det hele. Inklusive Spotify Connect, så man kan afspille Spotify direkte fra mobiltelefon eller tablet.
Fjernbetjenings-app
Den seneste version af Pioneers fjernbetjenings-app hedder iControlAV2013. Med den kan man let styre det meste, både opsætning og lydindstillinger samt musik-streaming. Indgangene kan desuden navngives.
Man får især et godt overblik med iPad-app’en, der giver plads til mere info ad gangen. Så vidt vi ved, findes der ingen dedikeret tablet-version til Android, så her må man nøjes med mobilversionen.
THX
SC-LX87 er THX Ultra2 Plus certificeret, hvilket ikke nødvendigvis betyder den bedste lydkvalitet, bare at receiveren er rimelig god og har effekt nok til at fylde et rum på 85 kubikmeter med biograflyd, altså omkring 35 kvadratmeter med standard 240 cm loftshøjde.
THX-certificering giver også adgang til en række THX surround-lydindstillinger. Selv foretrækker jeg som regel at køre lyden mest upåvirket fra kilden. Stereo, hvis det er stereo, og 5.1 surround sound, hvis det er dét.
Opsætning
Receiveren kan tilkobles op til 9.1 kanaler, dvs. et normalt 7.1 setup med et ekstra sæt baghøjttalere plus et par højdehøjttalere i front, som også udvider lydbilledet i højden.
I vores faste 7.1 hjemmebiograf er baghøjttalerne monteret på siden af os, mens de bagerste surround-højttalere er bagved os. Ved at fortælle receiveren, at baghøjttalerne er på siden af os, vil den ved 5.1 lydspor fordele surround-kanalerne over både baghøjttalerne og de bagerste baghøjttalere og dermed trække lydbilledet længere bagud. Smart.
Til lejligheden har jeg også placeret et par højdehøjttalere oven over lærredet i front for at teste, hvordan det fungerer. Her med indstillingen Pro Logic IIz Height.
Autokalibrering
Receiveren laver grundig autokalibrering. Selv om den kun måler fra ét punkt i rummet, måler den mange parametre. Afstand, volumen, delefrekvens, indbyrdes fase og stående lydbølger bliver alt sammen taget i betragtning.
Kør filmen!
Lyd på film artikuleres meget åbent og luftigt. Her får man en stor boble af lyd rundt om sig, og højttalerne “forsvinder” ud af lydbilledet, dvs. at lyden opfattes, som om den hænger i luften og ikke kommer fra afgrænsede højttalerkabinetter. Hør f.eks. de underjordiske scener i sci-fi thrilleren Prometheus, hvor lavmælte vanddråber laver et lille ekko, der breder sig rundt om os, og lyden fra hver person på lærredet blæses stort og luftigt op.
Pioneer har ikke samme fylde i mellemtoneområdet som det dobbelt så dyre Yamaha forstærkersæt CX-A5000 og MX-A5000, der testes andetsteds i bladet. Men Pioneer-receiveren har en energi og dynamik i mellemtoneområdet, der lukker dialogerne op og gengiver de dynamiske kontraster i lydbilledet på fornem vis.
Vi har også tidligere erfaret, at Pioneer og Yamaha generelt har lidt forskellige klangidealer. Hvor Yamaha lyder fyldigt og pompøst, er Pioneer ofte mere neutral – og vanvittig dynamisk. Jeg vil ikke hævde, at LX87 kvalitetsmæssigt puster det over dobbelt så dyre Yamaha-sæt i nakken. Men alligevel er der kvaliteter her, som virkelig imponerer.
Bulder og brag
Med sådan en lydkvalitet får man lyst til at spille højt. Og det kan man sagtens. LX87 har et rigtig godt greb om, hvad der sker. Jeg har været lidt for godt vant med Yamaha-sættet og troede, at det ville blive en nedtur at koble LX87 til bagefter. Men selv om styrken og kontrollen ikke helt er i samme liga, er der forbavsende meget krudt her alligevel.
Hvis du har gulvstående fronthøjttalere med dobbelte terminaler, kan du bi-ampe dem ved at bruge højdekanaler til det. Så kommer det lidt mere tryk på, og desuden vil fasekorrektionen til fronthøjttalerne virke endnu bedre.
Fremragende fasekorrektion
Fasekorrektionen fungerer fremragende, for når jeg deaktiverer den, bliver lydbilledet en anelse mindre og noget mere fragmenteret. Det er ikke kritisk, for afstandsmålingen til hver højttaler er lavet meget nøjagtigt. Men at LX87 også korrigerer for indbyrdes faserespons for hver højttalerkanal, strammer lidt mere op. Lige nok til at åbne en ekstra dimension.
I vores opsætning besluttede jeg at styre uden om Optimal Surround og andre surround-formater, og i stedet bare vælge Direct, for at lyden ikke skulle blive lidt for tynd og kold. Især når man skruer lidt op, bliver det en smule anstrengende, men aldrig når man vælger Direct. Man kan også vælge Pure Direct, men så forsvinder alt, hvad der er lavet af højttalerkorrektion også.
Dolby Pro Logic IIz aktiverer højdekanalerne og trækker lydbilledet op i højden. Det fungerer ganske godt, og man får et indtryk af en ekstra dimension. Men det sker på bekostning af noget attack og gnist, så jeg ender med at deaktivere det og køre rent 7.1 setup. Det er dog smag og behag, så prøv selv.
Musik i surround
Åbenhed og opløsning er selvfølgelig heller ikke nogen ulempe til musik i surround. Jazzalbummet Quiet Winter Night med norske Hoff Ensemble på Blu-ray er et fantastisk 5.1 surround-miks i 24 bit/192 kHz opløsning. Pioneer få det til at skinne. Især den nøjagtige placering af stemmer og instrumenter kan næsten give mig gåsehud.
Det hænder også, at jeg kan lide at høre en stereo-optagelse i fuldkanal stereo, og det er Pioneers receiver meget velegnet til. Fordi den strammer faseresponsen lidt mere op, blander subwooferen sig endnu bedre end uden fasekorrektion, så basrytmerne virkelig dunker i kroppen, uden at man kan høre, hvor de kommer fra. De er bare en naturlig del af lydbilledet.
Man skal dog ikke spille alt for højt, for så slår Pioneer over i grim forvrængning. Og desuden, hvis man har spillet højt i stereo og bevarer den samme volumen, når man skifter til multikanal stereo, bliver det så vanvittig højt, at jeg frygter for både højttalerne og mine egne ører. Pioneer burde reducere denne forskel i lydniveauet.
Musik i stereo
Musik i stereo lyder meget åbent og fint. Og der er som sagt power nok til et ordentligt lydtryk. Vi har prøvet receiveren med forskellige højttalere og vil anbefale bi-amping af fronthøjttalerne, hvis de tillader det. Så får den endnu bedre kontrol over især større gulvhøjttalere.
Gennemsigtig
Receiveren har en gennemsigtighed, som kun få er forundt, ja, selv med seriøse stereoforstærkere er man ikke garanteret samme åbne mellemtoneregister, når de to vokalister fra Low drysser deres tryllestøv ud over Trentemøllers “The Dream”. Man skal helt op i high-end klassen for at få endnu mere luftige og opløste overtoner.
Pioneer har ikke helt så mange klangnuancer i toppen. Til gengæld balanceres det hele med en elegance, som gør, at man alligevel ikke savner dem – indtil man har hørt dem.
Konklusion
Pioneer SC-LX87 kombinerer funktionalitet og brugervenlighed med en magisk åben lydgengivelse. Især i mellemtoneområdet, hvor dialoger og sangstemmer virkelig kan blomstre. Den dynamiske kontrast er i særklasse, og med fasekorrektion strammes lydbilledet lidt mere op, så det svæver og vokser ud af højttalerne og breder sig som gas i rummet. Det gør også, at subwooferen integreres endnu bedre med resten af lydbilledet.
Pioneer har en rigtig god fjernbetjenings-app i form af iControlAV2013, især iPad-versionen. Den giver et fint overblik og er også god, når man skal streame musik fra netværket. Men til musik-streaming er det endnu federe med Spotify Connect – hvis du da ikke har en masse højopløste lydfiler, du hellere vil lytte til.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer