Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Du har allerede brugt timevis og tusindvis af kroner på at finpudse og justere din gamer-pc, så den yder optimalt i de nyeste og mest krævende spil. Derfor giver det naturligvis ingen mening at sidde med en gammel, langsom skærm. Nej, du skal i stedet have fat i en ny skærm og gerne en, der er lidt større og lidt hurtigere end den gamle.

Før du begiver dig ud i butikkerne, er der dog et par ting, du bør være opmærksom på. Markedet for pc-monitors er stort og broget, og det kan være ganske uoverskueligt at finde ud af, hvad man skal købe. Med denne guide/test vil vi prøve at hjælpe dig lidt på vej. Hvad skal du være opmærksom på, og hvilke konkrete skærme er værd at overveje.

Skærmstørrelse og opløsning

Præcis som tv’et i stuen har også monitoren forbundet til din pc fået vokseværk. Tommerne er ligeledes faldet i pris, så de største af slagsen ikke længere behøver at koste en bondegård. Tommelfingerreglen er: Jo større, jo bedre, men husk alligevel, at du næppe kommer til at sidde mange meter fra den.

Opløsningen skal minimum være på 1920 x 1080 pixel (Full HD). Mange nyere 27 tommers skærme har en opløsning på 2560 x 1440 (WQHD). Endelig har vi 4K-skærmene med en opløsning på 3840 x 2160 (UHD eller 4K). Det giver næsten sig selv, men jo flere pixels, jo flottere og skarpere billede får du. Bemærk dog også, at din computer skal kunne spytte samme mængde pixels ud, for at du får et optimalt billede. Kan den ikke det, er der ingen grund til at gå efter den højeste opløsning.

Paneltype

Her bliver det rigtig interessant. Der findes reelt tre typer LCD-displays på markedet: TN, VA og IPS.

Den første type, TN (Twisted Nematic), er den billigste variant. De byder på hurtige opdateringshastigheder og er takket være deres pris også de mest tilgængelige. Desværre er betragtningsvinklen sjældent særlig god, og skærmen kan se ret udvasket ud fra siden.

VA (Vertical Alignment) har et højt kontrastniveau, flotte farver og meget dyb sort. Desværre egner de sig ikke særlig godt til gaming, da de ikke opdaterer hurtigt nok og derfor skaber den såkaldte ghosting-effekt.

Til sidst har vi IPS (In-Plane Switching), som har de flotteste farver, godt sortniveau samt bred betragtningsvinkel. Desværre er de heller ikke helt så hurtige som TN og kan derfor i ekstreme tilfælde producere lidt ghosting.

Her et par ekstra ting, du skal holde øje med:

Lysstyrke: Kig på, hvor meget lys en skærm kan producere, da det har stor betydning for kvaliteten af billedet. Lysstyrke bliver målt i nit, og de fleste skærme har en maksimal lysstyrke på 300 nit eller derover.

Kontrastniveau: Også kontrastniveauet er værd at holde øje med. De fleste har et kontrastniveau på 1000:1, men enkelte går højere op. Lad dig ikke narre af det dynamiske niveau, da det ikke giver et realistisk billede.

Responstid og opdateringshastighed

Netop når vi snakker gaming-monitors, er responstiden særlig vigtig. Den måles i millisekunder (ms) og dækker over, hvor hurtigt en pixel kan skifte fra én grå farve til en anden (grå til grå). Jo lavere, jo bedre – og jo mindre risiko for udtværede billeder ved hurtige billedskift.

En anden vigtig faktor er skærmens opdateringshastighed, som dækker over, hvor mange billeder skærmen kan vise pr. sekund. 60 Hz kan måske være nok til de fleste spiltitler, men er der meget hurtige bevægelser, kan billedet blive uskarpt eller begynde at vise tegn på “screen tearing”, der helt enkelt går ud på, at billedet rives over på midten, da skærmen ikke kan nå at opdatere det hele på én gang.

G-Sync og FreeSync

For at komme screen tearing til livs har de to største grafikkortproducenter opfundet hver sin teknologi, der får dit grafikkort og din skærm til at spille sammen i perfekt symbiose. Hos den største producent, Nvidia, har man opfundet en chip-løsning, G-Sync. Det fordyrer desværre skærmene en del. Hos konkurrenten, AMD, benytter man en software-løsning kaldet FreeSync.

Med en af disse løsninger og et tilsvarende grafikkort får du et blødere og ikke iturevet billede. Desværre kan man ikke kombinere de to teknologier og kan derfor ikke bruge et AMD-grafikkort med en Nvidia G-Sync-skærm og omvendt.

4K og 144 Hz

Vi har valgt at dele vores test op i to dele, idet vi p.t. ser en tendens i markedet. De mest populære skærme til gaming har en opdateringshastighed på svimlende 144 Hz. De er lynende hurtige og egner sig både til de professionelle og til mere casual gamers. I den anden ende har vi 4K-skærmene, som er ved at blive mere og mere almindelige.

Det har en del producenter indset, hvorfor de er begyndt at lave dedikerede 4K gamer-skærme. De fleste 4K-skærme på markedet er dog stadig primært beregnet til kontorbrug, hvilket indsnævrer dette felt betragteligt. Grundet teknologiske begrænsninger kan nutidens 4K-skærme maksimalt operere med en hastighed på 60 Hz. Der er hermed lagt op til kamp mellem de hurtige og de højopløste!

Sådan testede vi

Skærme beregnet til spil testes naturligvis bedst med de nyeste af slagsen. De inkluderede monitors har derfor alle lagt skærmplads til de nyeste 3D-baskere. Disse er blevet afviklet på kraftige spilmaskiner udstyret med de nyeste grafikkort fra henholdsvis Nvidia og AMD. Ud over den rent subjektive oplevelse af skærmenes billedkvalitet er de vurderet ud fra pris, byggekvalitet og ekstrafunktioner.

picture1
<
>
(Foto: Producent)
Scroll to Top