: Quad ESL-2912

Quad er en klassiker inden for hi-fi. Firmaet lykkedes i sin tid med at grave den faktisk meget gamle idé med elektrostathøjttalere frem og skabe det, der dengang var en ren sensation, som ganske enkelt satte en ny standard for lydgengivelse i hjemmet. Selve grundideen blev udviklet allerede i 1920’erne, men dengang var det en kommercielt umulig idé, som ret hurtigt blev lagt i mølposen, selv om den lydmæssigt set var den tids højttalere langt overlegen.

Peter Walker, den legendariske mand bag Quad, tog ideen op, og 1957 kom han med den første elektrostathøjttaler, som var praktisk anvendelig og desuden kunne sælges. ESL-57, som den hed, solgte også. Meget og længe. Efterfølgeren ESL-63 kom først i 1981 og blev omgående en mindst lige så stor klassiker. Den eneste indvendig var, at der måske ikke var en lige så opsigtsvækkende bas, som resten af gengivelsen lagde op til.

Det finske firma Gradient konstruerede derfor en dipolbas, der kunne placeres i de næsten obligatoriske Target-stativer til ESL-63. A match made in Heaven. Min gamle kompagnon Michael Madsen byggede en dipolløsning “kraftigt inspireret” af Gradient til sine ESL-63, og de spillede musik, så det var en fornøjelse. En virkelig øreåbner for mig på det tidspunkt – her var en gengivelse, som ikke lignede noget, jeg havde hørt før.

Moderne tider
Den moderne Quad-højttaler bygger i stor udstrækning på de samme grundideer, men man har udbygget konceptet. Desuden korrekt. ESL-2912 er opbygget af seks paneler, som alle fodres med det samme musiksignal. To af dem har koncentriske anoder for at skabe en opfattelse af, at højttaleren er en point source. Og hver elektrostatdel reagerer lidt anderledes på det indkommende musiksignal, hvilket gør, at man får den opfattelse, at diskanten kommer fra højttalerens midte.

Elektrostater betyder højspænding, og Quad har indlagt tre forskellige beskyttelseskredsløb, for at højttaleren ikke skal tage skade. Internt siger man, at man anvender højkvalitetskomponenter i både transformatorer og kondensatorer.

Stort er det
Quad ESL-2912 er en på alle måder stor højttaler. Den store lyd kommer vi tilbage til, men den fysiske størrelse kan ikke overses og skal have et par kommentarer med på vejen. Højttaleren er i grove træk 70 cm bred og halvanden meter høj og har en hældning på 3 grader bagud. Testparret var med sort front; tidligere modeller havde undertiden nogle mærkelige udgaver, der efter min mening gjorde det hele endnu værre – sort er trods alt nok det mest neutrale, du kan have i denne sammenhæng. Og alligevel …

Sønnen kom på besøg, og det første, han sagde, var, at der ikke kommer nogen damer ind i hjemmet med sådan nogle højttalere. Ingen. Det har han sikkert ret i. Jeg besøgte engang Kaj, som er lydteknikker af profession og havde købt de lige så store forgængere, for Kaj kan høre – vældig godt endda. At han valgte disse højttalere, bidrog nok til det faktum, at han er ungkarl (måske spillede det også ind, at han er blind fra fødslen). Men godt lød det.

Smukke er de altså ikke, og de dominerer min 58 kvadratmeter store stue på en måde, som jeg ikke havde troet mulig. At de desuden bør stilles op med største præcision, gør det ikke nemmere. Men du bliver unægtelig lydmæssigt belønnet, hvis du lægger noget arbejde i det. Rigeligt belønnet.

Et andet problem var, at min normale referenceopsætning bestående af Bladelius-elektronik og Nordost-kabler ikke var specielt vellykket sammen med Quad ESL-2912. Det stod hurtigt klart – med min erindring om, hvad jeg tidligere har hørt fra Quad – at der måtte være mere at hente. Gengivelsen var slet ikke dårlig, langtfra, men det var, som om den savnede det sidste af både varme og helhed, plus at der aldrig rigtig kom den kontakt til musikken, som jeg mener, at Quads elektrostathøjttalere ellers kan byde på.

På testbænken fandtes også en opsætning med elektronik fra Luxman, forstærkeren L-505uX og cd-afspilleren D-05. Ind med dem og et par fornuftige kabler fra Slinkylinks, og så nåede vi frem til det, jeg forventede – og lidt til. Nu begyndte det at ligne noget!

Elektrostater kan være en besværlig last for en forstærker, men klasse A forstærkere plejer normalt at fungere fint. Og Luxman 505uX er en rigtig god kombination med Quad 2912.

Bas? Skulle det være et problem?
Det, der plejer at være elektrostathøjttalerens akilleshæl, er bassen. For at få ordentlig bas fra et elektrostatelement må det være stort – vældig stort. Derfor er eksempelvis MartinLogans elektrostater for det meste – CLX undtaget – udrustet med en dynamisk basdel, som normalt tager hånd om det meste under omkring 400 Hz.

Sådan er det ikke med Quad ESL-2912. Man får faktisk overraskende meget krop og en bas med potens – og det havde jeg ikke forventet. Jo, nok at den skulle kunne spille bas, men ikke på et så højt og virkelig kompetent niveau. Her er masser af dynamik, men trods alt en anelse mindre end med mine Wilson. Det mærkes, når man spiller trommetunge spor. På High Fidelity Reference CD No. 8 findes et live-nummer, “Drum Duo”, med percussionisten Marilyn Mazur fra en koncert i Tønsberg. Det kan jeg normalt vække døde med, men via Quad må vi nøjes med at vække de skindøde, hvilket sandelig også er godt nok. For tro ikke, at der savnes dynamik, det er bare ikke så sindssygt voldsomt, som jeg er vant til.

Det kan man også høre på mine sædvanlige testnumre med Trentemøller, og jeg har også dristet mig til at spille et par numre med Safri Duo. Men af en elektrostat at være er den bas, som Quad ESL-2912 kan byde på, meget mere end godkendt. Husk: Vi taler om kvalitetslyd her. Der er bare en lidt anderledes karakter på lyden, end man får fra en dynamisk højttaler.

På godt og ikke ondt har elektrostathøjttalere – og i særdeleshed Quads – generelt nogle andre fordele i forhold til dynamiske højttalere. Den fantastiske transparens er én. En anden fremtrædende fordel er mellemregisteret – som helhed. Sangstemmer kan lyde så korrekt, at det næsten er naturstridigt. En problematisk, men herlig sangerinde som Stina Nordenstam har en diktion i sin sang, som gør, at du på et dårligere anlæg ofte ikke kan høre, hvad hun synger. Sommetider lyder hun som en forkølet Rickie Lee Jones, og det bliver lidt uinteressant. Ikke med Quad. Jeg pløjede mig næsten igennem hendes samlede værker og nød det i fulde drag. Meget bedre end det her bliver det ikke med denne underlige, spændende og meget fængslende musik.

En anden ting, som jeg reagerede på, var at højttaleren ikke opleves presset, når man skruer op. Der kan bare fyldes på, og du kan faktisk spille temmelig højt, før den bliver mættet, og alt begynder at flyde sammen. Fuldt tilstrækkeligt for en hvilken som helst beboelse. Min store stue kan i hvert fald få et lydtryk, som ikke lader noget tilbage at ønske.

Lydbilledet skal også have et ord med på vejen. Når højttalerne er korrekt opstillet, har du et bredt lydbillede med vældig fin placering i højden og realistisk størrelse af hændelsesforløbet. Selv om højttalerne er store, oplever du ikke, at du så at sige overfaldes af dem; det er i det hele taget en underlig anakronisme, at højttalerne rent lydmæssigt nærmest forsvinder. Du oplever ikke, at lyden kommer fra den eller den højttaler, det er bare rummet på allerbedste vis.

En anden sag, der er værd at bemærke, er at af en high-end højttaler at være – for det er det – så er prisen faktisk meget langt fra afskrækkende. Du får virkelig meget lyd for pengene.

Tolkning af musikken
Man lytter virkelig til masser af musik med Quad 2912, det er bare at forsvinde ind i det, man hører, og nyde det i fulde drag. Det er en meget musikfremmende gengivelse, men måske ikke helt og holdent objektivt korrekt. På en måde kan man sige, at det er en lidt tilgivende gengivelse, og at det hele spiller en anelse på Quad-højttalerens præmisser mere end selve musikkens. I forhold til mine Wilson-højttalere handler det ganske enkelt om to forskellige tolkninger af samme musik.

Konklusion
Quad ESL-2912 giver sin version af musikken med et fantastisk mellemregister, en for en elektrostathøjttaler højst imponerende basgengivelse og en herlig opløsning i det hele taget. Det er sjovt at lytte, simpelthen, og en virkelig oplevelse, som de, der kun har erfaring med dynamiske højttalere, bør unde sig selv.

Udseendet og størrelsen gør, at det er egoisthøjttalere; de, der skal købe dem. bestemmer ganske enkelt, hvordan rummet og møbleringen skal se ud. Men de spiller herligt!