annonse
annonse

Test af: Raidho D1

Sig det med diamanter

Diamonds are a girl’s best friend, sang Marilyn Monroe. Raidho har givet deres nye højttalere diamanter og beviser dermed, at Marilyn havde ret.

Lyd & Billede mener

At så små højttalere kan præstere på dette niveau, er nærmest naturstridigt. Her er masser af krop, et stort lydbillede og ikke mindst den rigtige temperatur i gengivelsen. Krystalklar lyd, masser af detaljer og en herlig musikalitet gør, at højttalerne som helhed får højeste karakter. Topklasse, kort og godt.
Vi kommer ikke uden om, at de koster en bondegård. Håndbygget kvalitet er dyrt, uanset hvad det drejer sig om, og at ofre sådanne summer kræver, at man er dedikeret audiofil. Fin og hurtig bas fra et så lille kabinet, men gulvmodeller giver selvfølgelig mere dybbas.
annonse

For halvandet år siden testede jeg et par højttalere fra den lille danske producent Raidho. De hed C1.1 og var en relativt lille stativmodel. Min vurdering var, at jeg på det tidspunkt ikke havde haft bedre stativhøjttalere i mit lytterum.

Nu er der kommet en ny serie med bl.a. højttalerne D1, som til forveksling ligner C1.1. Men de er også betydelig dyrere. Hvad er der sket, og er de nye så meget bedre end de gamle, at det retfærdiggør prisforskellen? Det tager vi et nærmere kig på her.

Vores testobjekt er altså model D1, der i princippet er en diamantopgraderet (!) version af C1.1, som jeg dengang var så tilfreds med. Ud fra det, jeg hørte i Raidhos lytterum under et besøg på virksomheden, havde jeg noget at se frem til. Disse højttalere syntes at have de samme kvaliteter, bare med mere af det hele. Det tegnede mildt sagt lovende.

Et besøg er nærmest et must, når man skal teste Raidho-højttalere. Firmaet er opsat på, at man gerne både skal se produktionen af alle højttalerdelene og få mulighed for at lytte til sortimentet og diskutere det hele. Det er meget positivt, synes jeg. Jo mere man ved, jo bedre. Og hverken Lars Kristensen eller Michael Børresen er særlig gode til at holde kortene tæt ind til kroppen.

Overtrukket med diamanter
Basreflekskonstruktionen D1 er placeret i samme slags kabinet som C1.1. Det er således ret små højttalere, men tunge – 12,5 kg stykket. Det er også det samme stativ som tidligere (kan købes separat). Sidste gang undrede det mig, at de var så høje, og denne gang bliver jeg lige så overrasket, når højttalerne placeres på de i øvrigt eksemplarisk montérbare stativer. Højden skal ifølge Lars Kristensen bestemmes ved lytning. Det virker lidt vanskeligt, men det lydbillede, der tegnes op, tror jeg næppe kunne være bedre med en anden højde. Jeg prøvede for sjov med et mindre stativ, men det var ikke nogen god idé.

Raidho-D-front-detail-03

Det nye i forhold til C1.1 er bas/mellemtone-elementet, som altså er belagt med diamant i stedet for keramik. Det gør selvfølgelig membranen endnu stivere og i hvert fald ikke tungere. Samtidig er membranens cut-off frekvens flyttet langt, langt væk. Den nye membran har medført, at stort set alt inde i højttalerne er modificeret, fra ramme (tragt) og suspension til intern kabling – og et om muligt endnu mere heftigt delefilter med specialkomponenter efter Børresens specifikationer.

Både elementer og delefilter er noget af ​​det sejeste, jeg har set. I alle kategorier.

Præsterer fuldt ud
D1 er om muligt endnu lettere at stille op end deres forgængere, og de spiller villigt med alle forstærkere, jeg har prøvet. Men de er også endnu bedre til at afsløre, hvad elektronikken kan præstere. Velkonstrueret elektronik ser ud til at kunne udnytte sit potentiale i usædvanlig høj grad sammen med D1, og det behøver ikke at være de dyreste forstærkere, bare de er lavet ordentligt.

Lette at stille op, siger jeg, men D1 vil gerne have, at der er langt mellem højttalerne – længere, end jeg er vant til. Til gengæld skal de også vinkles mere ind mod lyttepositionen, end jeg plejer. Det lader til at gælde for stort set alle Raidhos højttalere. Selv kæmper jeg for at få mine Wilson Audio Sophia 3 til at leve op til deres potentiale i mit nye lytterum. Det har jeg brugt meget tid på, og det er stadig ikke lykkedes. Derfor er det lidt frustrerende, at D1 bare præsterer fuldt ud efter få minutters rykken rundt.

Raidho-D1-black-02

Ja, jeg ved godt, at det er uretfærdigt. Jeg har mulighed for at have udstyr i mit hjem, som de fleste mennesker kun kan drømme om. Og jeg får lov til at prøve højttalere, der hører til det ypperste, man kan få i de forskellige prisklasser. Som nu D1. Jeg er ikke så overrasket over dem, som jeg var over C1.1, for nu var jeg forberedt, men at de er (endnu) bedre, det er der ingen tvivl om. Og lige nu slår de mine egne Wilson til nogenlunde samme pris. Ganske eftertrykkeligt, endda.

Fakta & Rating:
    • 2-vejs basrefleks stativhøjttalere
    • Bånddiskant
    • 115 mm bas/mellemtone med diamantbelagt membran
    • Frekvensområde: 50 Hz – 50 kHz
    • Impedans: > 6 ohm
    • Delefrekvens: 3 kHz, 2. orden
    • Mål: 200 x 370 x 360 mm
    • Vægt: 12,5 kg pr. styk
    Producent:
    Raidho
    Pris:
    19.000,-
    Importør:
    Dantax Radio

    Læs også:

    Small box, big boom

    Til trods for sin relativt lille størrelse har JBL Boombox stor lyd og seriøs basgengivelse.

    Større er ikke bedre

    Ligesom de mange løfter i TV-Shop er Boombox for god til at være sand.

    Kanon lyd og udseende

    Monsters boombox er kynisk brutal at se på, men lyder pænere end forventet.

    Mere blink end dunk

    Trods sit festglade ydre spiller XB60 ikke lige så medrivende som konkurrenterne.

    Alsidig under panseret

    En tank udvendig, der viser sig at have uventede musikalske kvaliteter indeni.

    Ude dårligt, hjemme godt

    Lyden kan man ikke klage over, men den har sine begrænsninger som boombox.

    Boomboxen er tilbage!

    Den moderne version af 80’ernes ghettoblaster er mere fleksibel, men præcis lige så højlydt, som navnet antyder.

    Amerikansk lowrider

    Er du af dem, der synes, at bassen skal mærkes, lige så meget som den skal høres? Så vil du elske SVS’ nye monster-subwoofer.

    Ubundet og vellydende

    Især Riva Festival imponerer med volumen- og basressourcer samt udvalg af musikkilder.

    Underholdende high-end

    Den første model i en helt ny serie fra Focal overbeviser fra første dansetrin. Det her er ordentlig high-end – uden problemerne!

    Kraftfuld flyder

    Barricade XL er en party-højttaler med seriøs bas, der kan flyde, hvis den falder i vandet.

    Musikalsk håndgranat

    Wonderboom sørger for festmusik på stranden, i brusebadet og ved poolen.

    annonse
    annonse
    annonse
    annonse
    -

    Lyd & Billede

    Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt.