Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Sony VPL-VW500ES

Ekstremt skarpt biografbillede

Sony tryller detaljerne frem i super højopløst video. En projektor i referenceklasse, der gør, at man glæder sig til hver film. Selv de dårlige …

Skrevet af / 26/06/2014 - 06:34
Sony VPL-VW500ES
Geir Gråbein Nordby

Forestil dig at se Hobbitten med et billede så naturtro, at det føles, som om dragen Smaug flyver ud af lærredet og spyer ild gennem rummet. Et billede så stort og skarpt, at man suges ind i handlingen og glemmer, hvor man er. Og det uden 3D! For i 3D kan du godt berede dig på at blive ét med filmen.

Du slipper også for at måtte høre på knevrende sidemænd og knitrende slikposer omkring dig og for at blive generet af det grønne lys fra nødudgangsskiltene.

Høj pris
Der er tale om en hjemmebio-projektor til 80.000 kroner. Det kan virke som en pervers pris, når man for de samme penge kan gå i biografen hver weekend i over ti år! Men så får du heller ikke biograffølelsen, hver eneste gang du sætter en film på derhjemme.

Det hører også med til historien, at Sony VPL-VW500ES har 4K-opløsning – også kaldet Ultra HD – der har fire gange så mange pixels som almindelig HD. Hvis du skal have et 65 tommers tv med samme opløsning, løber det hurtigt op i 50.000 kroner, og den billigste 84 tommers model koster omkring 100.000 kroner. Så virker 80.000 kroner pludselig ikke så dyrt alligevel, når man tænker på, at du kan blæse billedet op i 350 tommer, hvis du vil.

Det eneste kompromis er, at du skal se film i mørke, og at projektoren skal installeres et stykke fra siddepositionen, så du ikke plages af blæserstøj. Den Sony-projektor, vi har med at gøre her, er ikke blandt de mest støjende, men med fuld knald på lampen er det heller ikke klassens stille dreng.

Sonys 3D-briller er af typen RF og i øvrigt behagelige at have på.
Sonys 3D-briller er af typen RF og i øvrigt behagelige at have på.

Ultra HD
Ægte Ultra HD-opløsning betyder, at Sonys projektor tegner et billede op på 4096 x 2160 pixel. Det er biografversionen af 4K, som er lidt højere end tv-versionen (3840 x 2160).

I praksis er det umuligt at se pixels eller rastermønster på lærredet, uanset om kildematerialet er 4K eller almindelig HD. Med 4K-materiale vil man selv på to meters afstand af et 100 tommers lærred se et perfekt opløst billede.

Mere end bare opløsning
Men et perfekt billede handler om mere end opløsning. Til denne pris forventer vi, at projektoren leverer billeder helt fri for moskitostøj og andre ubehageligheder, selv ved hurtige bevægelser i billedet.

Hurtige såvel som langsomme kamerapanoreringer skal gå som en leg. Sortniveauet skal være så dybt, at man kan gå helt ind i de dybeste grotter i Det Ensomme Bjerg, hvor der skal være bælgmørkt, men stadig med detaljer i skyggerne. Og lysstyrken skal være kraftig nok til, at der er smæld på hvid, men uden at schattering (nuanceskift) i skyer på himlen brænder ud.

Optikken skal være af den ypperste slags, så billedet er knivskarpt fra midten helt ud til kanterne uden synlig forvrængning noget sted, og uden at gråskalaen skifter farvetone over forskellige dele af lærredet. Kort sagt: Billedet skal opleves som perfekt!

Indgangene er placeret på siden i stedet for bagpå, bl.a. to HDMI-indgange.
Indgangene er placeret på siden i stedet for bagpå, bl.a. to HDMI-indgange.

Farverne
Farvegengivelsen er en vigtig del af biografoplevelsen, men kan være svær at få kalibreret helt rigtigt. Sony har dog gang på gang overbevist med en lineær farvegengivelse hen over gråtoneskalaen, som giver et rigtig godt grundlag for korrekt kalibrering.

Neutrale og passende mættede farver er vigtigt for troværdigheden. Ukalibreret lige ud af kassen har VW500 godt balancerede farver med et næsten optimalt forhold mellem rød, grøn og blå. Men de er for mættede; der er simpelthen for meget af alting. Perfekt til tegnefilm måske, men i overkanten, når man ser almindelig film.

Kontrast
VW500 har et udsøgt kontrastforhold. Det er opgivet til 200.000:1, men det er i dynamisk tilstand med den automatiske lukker (iris) på maksimum. Den faktiske panelkontrast er ikke oplyst, men når vi slukker for iris, er der stadig et imponerende forhold mellem sort og hvid. Personligt kan jeg godt lide at have automatisk iris på det laveste niveau, så man får det ekstra sortniveau, men uden at detaljerne gror til.

Vi husker fra lillebror VPL-HW55ES, at det automatiske sortniveau fungerede som en drøm. Det samme oplever vi med storebror VW500ES; iris giver knap nok lyd fra sig og skifter meget hurtigt til sort, mens den åbner sig langsommere, når scenen pludselig bliver lys igen. Desuden er der flere detaljer i mørke med VW500.

En perfekt scene at tjekke sortniveauet med er i Prometheus, hvor forskerne går i en mørk tunnel under jorden med lygter. VW500 har flere detaljer end lillebror i de mørke områder, og schatteringer er endnu mere jævne. Billedkvaliteten er i det hele taget kanon!

Sony_VPL-VW500ES_front

Kalibrering
Før vi går videre, skal projektoren kalibreres. Til det har vi vores kalibreringsguru Gorm Sørensen, der med sit måleudstyr i über-prof klassen får enhver projektor og ethvert tv til at yde sit bedste. Sony VW500 har den fordel, at den kan huske en kalibrering, der er lavet, så man kan gemme den og derefter vende tilbage til kalibreringsindstillingerne, hvis man senere kommer til at ændre dem.

Det første, der skal gøres, når man skal kalibrere, er at slukke for det dynamiske sortniveau. Skarphed, zoom og linsejustering gøres let med indbyggede mønstre, og projektoren er fuldt motoriseret, så man kan stå oppe ved lærredet og foretage indstillingerne helt nøjagtigt med fjernbetjeningen. Derefter indstilles panelkonvergens med et separat rudemønster, så man får alle primærfarverne på linje over hinanden.

Til venstre ser vi, at Sony-projektoren har temmelig oversaturerede farver lige ud af kassen. Til højre har vi fået farvegengivelsen næsten perfekt.
Til venstre ser vi, at Sony-projektoren har temmelig oversaturerede farver lige ud af kassen. Til højre har vi fået farvegengivelsen næsten perfekt.

Farvekalibrering
Gorm tager udgangspunkt i billedindstillingen Cinema Film 1 og farveindstillingen Custom 3, som er 6500 kelvin, altså neutral farvebalance. Når han svinger sin tryllestav, fjernes også overmætning af farverne, og projektoren bliver meget lineær med en såkaldt delta-afvigelse på 1,3 (Delta-E 2000) over hele gråtoneskalaen. Det mere end overgår farvekravene fra både ISF og THX, som er tilfredse med en delta-afvigelse på under 3. I praksis betyder det, at farverne for det blotte øje er helt lineære.

Reality Creation
Reality Creation forsøger at lave 4K-video ud af et almindeligt HD-videosignal. Vi vælger standardindstillingen til almindelig film, og vi vil desuden have den på et minimum for ikke at få for store skarphedsartefakter (edging). Støjreduktionen slukker vi.

Vælg “Mastered in 4K” for at trylle guldet ud af Blu-ray-disks fra Sony med tilsvarende mærkning ved at reversere den nedskalerings-algoritme, der blev anvendt ved konverteringen til 1080p – og dermed langt hen ad vejen genskabe de detaljer, der forsvandt. Det lyder som hokuspokus, men du kan godt regne med, at Mastered i 4K-udgivelser har bedre billedkvalitet end andre. Det kan imidlertid også være, fordi de bruger al ledig plads på disken til selve filmen, mens alt bonusmateriale er sløjfet. Ud over at filmene har udvidet xvYCC-farvedybde.

Billedkvalitet – kalibreret
Når projektoren er færdigkalibreret, er du klar til den helt store filmoplevelse. Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark har en fantastisk billedkvalitet på Blu-ray. Ud over de spektakulære digitale effekter er billedkvaliteten også generelt fremragende. Selv i 2D er dybdefølelsen enorm – med den rigtige projektor. Og Sony skuffer ikke. Den tegner et super skarpt billede op, og hvad der måtte forekomme af støj, ligger på selve optagelsen og er ikke noget, projektoren står for.

Den kontrollerer legende let, hvad der måtte opstå af udfordringer ved hurtige kamerapanoreringer, og kontrastområder med skinnende guldmønter mod mørk baggrund i Smaugs bunke af skatte dybt i Det Ensomme Bjerg viser ingen tendens til uønsket støj.

Til sammenligning har JVC DLA-X500 – vores hidtidige reference – en tendens til at blinke og flimre i de mørkeste områder. Ved langsom panorering vil en stjernehimmel også flimre noget med JVC, mens Sony har godt fat om hver eneste stjerne med en fuldstændig støjfri gengivelse.

Sortniveau
JVC-projektoren koster det halve af Sony VW500, og man må derfor kunne forvente endnu bedre billeder fra Sony. Men JVC er faktisk bedre i de mørkeste områder. Sony opnår simpelthen ikke den samme dybde i sortniveauet. Der er ikke et lige så godt detaljeniveau i de mørkeste skygger, før man skruer projektoren en tand lysere op end JVC.

Det kan virke som en bagatel, for Sony er ikke spor falmet. Men det kan ses, når de to sættes op ved siden af hinanden, for det ekstra sortniveau fra JVC giver også en bedre fornemmelse af dybde i mørke scener. F.eks. de nævnt scener inde i Det Ensomme Bjerg, hvor også de flammer, der står ud af munden på Smaug, får nogle flere lag.

Lysstyrke og 3D
I lyse scener har Sony derimod overtaget på JVC. Den har stærkere lys og dermed mere smæld på i alle andre scener end de mørkeste. Det gør også, at hobbitfilmen gør sig endnu bedre i 3D med Sony JVC. Den smule lysstyrke, de begge mister, betyder at 3D-oplevelsen falder ud til Sonys fordel. I de bedste scener suges vi ind i handlingen og føler, at vi er i filmen. F.eks. når gigantiske humlebier kommer flyvende op i ansigtet på os. Det gør Sony endnu bedre end JVC.

Det får så være, at store dele af filmen lider under, at skaberne bruger lav dybdeskarphed til at illustrere dybde, som man gør i 2D – men det virker ikke i 3D. Det føles unaturligt, at nogle dele af billedet er ude af fokus, når man har 3D-briller på. Med andre ord er Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark ikke så god i 3D, som nogle hævder. Men Sonys projektor kan selvfølgelig ikke gøre for, hvordan filmen er produceret.

4K
Med Blu-ray i standard 1080p HD er Sony-projektoren ikke altid bedre end JVC til den halve pris. På det meste er den bedst, men JVC kan faktisk indimellem opleves som skarpere, fordi Sony opsampler signalet til 4K, hvilket kan skabe en lidt mere diffus effekt end med JVC’s hårdere pixeloptegning.

Men sæt en film i 4K på og drøm dig væk! Glem 3D et øjeblik, for med film i denne opløsning får man alligevel en ekstra fornemmelse af dybde.

Der er ikke meget materiale at få i 4K endnu, og hvis man går på torrent-sites på nettet, finder man næsten kun porno. Men noget er der. Vi har en science fiction-kortfilm ved navn Tears of Steel, som vi afspiller via en rimelig rå gaming-pc med et grafikkort, der understøtter 4K-opløsning. Filmen har flotte effekter, som gør sig rigtig godt i 4K. Her kommer Sonys kvaliteter frem: Det er komplet umuligt at se pixels, og man kan tydeligt læse selv den mindste skrift på en avis, der ligger oven på den sovende hovedpersons ansigt!

Billedet er så slående, at man kun kan glæde sig til, at der kommer mere filmmateriale i 4K. Det skal dog bemærkes, at Sony-projektoren ikke gengiver 4K-materiale med samme farvedybde som almindelig HD. Andre opløsninger opskaleres til 14 bit farvedybde, mens 4K vises med den farvedybde, kildematerialet har. I dag er alt 4K-materiale med 8 bit farvedybde, hvilket betyder, at farveschatteringer på en blå himmel eller omkring en brændende sol kan få lidt skarpe overgange, mens mere lavopløst materiale opskaleres til 14 bit, og schatteringer glattes ud.

HDMI 2.0 tillader dog højere farvedybde, og det er stadig uvist, hvad fremtidens Blu-ray-film i 4K vil blive mastret i.

Konklusion
Hvis du vil have en projektor med et vanvittig godt billede, som samtidig viser morgendagens Ultra HD-format i sin sande pragt – og du er villig til at betale for det – så er Sony VPL-VW500ES absolut værd at overveje.

Billedet er super skarpt, det er fuldstændig umuligt at se pixels, og både langsomme og hurtige bevægelser hen over lærredet går som en drøm. Projektoren er lysstærk og har en imponerende kontrast, der gør, at alle film står ud i hovedet på dig – i troværdighedens tjeneste. Desuden er den en drøm at kalibrere med det rigtige udstyr, så man får billedet præcis som det skal være.

Lysstyrken betyder, at projektoren ser rigtig godt ud i 3D. Men 4K er endnu mere spændende. Den smule materiale, vi har set indtil videre, ser perverst godt ud! Skyggeområder er også fremragende. Men de allersidste detaljer i skyggerne må enten vælges fra, eller også må projektoren være en tand lysere end de sorteste konkurrenter.

Kort sagt: Med almindelig Blu-ray-kvalitet er projektoren fremragende, og med 4K er den fabelagtig!

Lyd & Billede mener

En projektor for viderekomne og med exceptionel billedkvalitet. Fuldstændig blottet for synlige pixels og med et farveflor, som få kan matche. Lysstyrken er upåklagelig, og især med 4K-indhold er billedkvaliteten i særklasse. Der er andre, som kan tegne endnu sortere sort uden detaljetab. Med almindeligt HD-indhold er VW500 ikke utvetydigt bedre end visse HD-projektorer til den halve pris. Uanset hvor meget den kan, er den stadig dyr.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Scroll to Top