Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TCL er endnu et relativt nyt og ukendt tv-mærke i Norden, men på verdensbasis er de næsten lige så store som Samsung og LG, med et stort tv-sortiment fra lavpris til high-end. Deres 75-tommer er i øjeblikket en af de billigere af slagsen på markedet.

U75C7006 har meget tilfælles med lillebror U55C7006, som vi testede med et godt resultat i 2017. Det har et flot design med børstet metal-finish og er betydelig slankere end Samsungs serie 6-model. TCL har også ofret lidt mere på lyden i form af en integreret mini-soundbar med højttalere fra JBL. Det kan vi lide!

Hvad der derimod trækker ned, er fødderne, som TCL har valgt at placere yderst i hver side. Dermed skal man have et meget bredt tv-møbel (mindst 170 cm) eller hænge tv’et på væggen.

Brugervenlighed og funktioner

U75C7006 anvender Android (version 7.0) som operativsystem og kan dermed tilbyde de mest udbredte apps, spil og tjenester, der er tilgængelige fra Google Play Store. Derudover har det indbygget Chromecast, som lader dig vise indhold fra mobilen direkte på storskærmen eller bruge telefonen som fjernbetjening til YouTube og andre apps.

TCL’s tv er hurtigt og behageligt i brug, selv om Android-systemet ikke altid virker lige så intuitivt som Samsungs Tizen-platform. TCL tilbyder også en dedikeret gaming-mode med forsinkelsen målt ned til 38 millisekunder.

Billedkvalitet

TCL anvender et kantbelyst LCD-panel af VA-typen med 10 bit udvidet farveområde og High Dynamic Range. Det kan også prale af software-baseret lokal dimming, som forbedrer kontrasten i lokale partier og giver en ganske mærkbar effekt.

Sammenlignet med Samsungs budgetmodel til omtrent samme pris er det tydeligt, at TCL har lidt mere krudt i kanonen, især hvad angår kontrast. Sortniveauet er dybere med flere detaljer i mørke scener, samtidig med at der er mere smæld i de lyse partier. Forskellen er ganske markant, når man ser de to skærme ved siden af hinanden. Sydkoreaneren blegner simpelthen lidt ved siden af kineseren.

Den ekstra lysstyrke har imidlertid nogle ulemper. Lysfordelingen er ikke lige så jævn over hele panelet og gav nogle clouding-tendenser på vores testeksemplar. Farvegengivelsen er ikke lige så præcis som hos Samsung, og den følger heller ikke gråtoneskalaen lige så nøjagtigt. Begge faktorer gør sig negativt bemærket, især når man skal se vintersport med skærmen dækket af hvidt.

TCL har dog lagt alt til rette for, at man kan kalibrere og finjustere fabriksindstillingerne for at få et mere neutralt resultat, men så må man hyre en professionel kalibrator – hvis man ikke selv har udstyret og ekspertisen.

Lydkvalitet

Lydgengivelsen fra TCL’s tv er klart bedre end gennemsnittet. Her spiller højttalerne direkte imod os og ikke ned i bordpladen! Det kan også høres på, at stemmegengivelsen er tydeligere og lettere at forstå. Diskant og mellemtone klinger friskt, men vi savner noget mere bas. Et soundbar med subwoofer er stadig at foretrække.

Konklusion

TCL U75C7006 kan skilte med god kontrast, hvilket er en klar fordel for dem, der ser mange film og serier. Det er i tæt konkurrence med Samsungs 75-tommer i 6-serien på mange områder – men taber lidt på farver og lysfordeling. Til gengæld har TCL væsentlig bedre lydgengivelse og er ikke så afhængigt af en ekstern soundbar. Android-operativsystemet er let at blive bekendt med, selv om det mangler lidt for at nå op på siden af Samsungs Tizen-brugerflade.

Det samlede indtryk er positivt, og U75C7006 er et prisgunstigt alternativ for dem, der gerne vil have en 75 tommers storskærm, uden at det koster en bondegård.

Scroll to Top