annonse
annonse

Test: LG 65SK7900

Bedst til bold

LG 65SK7900 er et flot tv til sport og spil, men ikke det bedste til filmhygge.

Lyd & Billede mener

LG-skærmen ser godt ud med fodbold og andet sport takket være spændstig farvegengivelse og bred betragtningsvinkel.
Sortniveau og kontrast er ikke specielt imponerende.

LG 65SK7900 har et temmelig simpelt design. Det mangler lidt den eksklusive udførelse, man får med LG’s OLED-modeller såvel som det dyrere SK8500. Når det er sagt, så er byggekvaliteten dog helt okay. En ting, man bør bemærke, er at de to fødder kun kan monteres helt yderst. Det betyder, at denne 65-tommer kræver et ret bredt tv-møbel.

Brugervenlighed og funktioner

LG’s smart-platform WebOS er blandt de hurtigste og mest behagelige i brug, og er man først blevet vant til pegefjernbetjeningen Magic Remote, kan det være svært at skifte.

Udvalget af apps er godt. Det er også et såkaldt “Netflix Approved TV” med en særlig Netflix-knap og lynhurtig opstart fra standby. Desuden understøtter det vigtige videoformater som Dolby Vision, der giver mulighed for god gengivelse af HDR-film. Vi målte gaming-mode til ca. 30 millisekunders forsinkelse.

Billedkvalitet

På billedfronten kan LG-skærmen prale af et såkaldt IPS NanoCell LCD-panel, som bl.a. skulle udmærke sig med et bredt farvespektrum og ekstra bred betragtningsvinkel.

Farverne ser også godt ud i praksis, men LG’s såkaldte “Football Mode” billedindstilling virker noget overdrevet. Vi kan bedre lide standardindstillingen: Her får du mere neutrale farver kombineret med glimrende skarphed, også når kameraet panorerer hurtigt hen over banen.

LG-skærmen opfylder forventningerne på sport: Billedet bevarer kulører og kontrast, mens Samsung Q6F og Panasonic FX700 bliver mere blege og udvaskede i sammenligning. Her er du sikret en god billedoplevelse, uanset hvor i sofaen du sidder.

Lysstyrken er rigtig god og tilstrækkelig til at se tv ved højlys dag. LG-skærmen falder derimod lidt igennem på film og serier med mange mørke scener. Den lokale dæmpning er meget grov og deler billedet op i tre blokke, der får en meget synlig effekt af “lysblødning”. Hvilket står i skarp kontrast til, hvad man oplever med LG’s OLED-skærme.

Lydkvalitet

LG-skærmen har standard undermonterede højttalere og 20 watt udgangseffekt. Den har imidlertid god lydprocessering og kan byde på simuleret surround-lyd (DTS Virtual:X). Lydoplevelsen er bestemt brugbar og ligger en tand over konkurrenterne fra Samsung og Panasonic.

Konklusion

Det er fristende at bruge udtrykket “bedst til bold” om LG-skærmen, da den fungerer godt til fodbold og andet sportsindhold. Fed farvegengivelse og bred betragtningsvinkel gør den til en potentiel favorit i sportsglade hjem. LG SK7900 har imidlertid en del mangler på sortniveau og kontrast, så de, der bedre kan lide at binge-watche serier end at se sport, bør nok kigge andetsteds.

Størrelse/type: 65” 4K LED LCD

Opløsning: 3840 x 2160 (4K Ultra HD)

Operativsystem: WebOS 4.0

Indgange: 4 x HDMI, 2 x USB

Udgange: Optisk digital lyd ud

HDR: HDR10, HLG, Dolby Vision

Andet: NanoCell-display

Web: lg.com

Pris: 12.799,-
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-