: Yamaha CX-A5000 & Yamaha MX-A5000

  

 

Det er med hjemmebiografen som med alt andet i livet: Der er ingen genvej til himlen. Det har Yamaha taget konsekvensen af med deres todelte hjemmebio-flagskib. Separat processor og effektforstærker giver langt bedre arbejdsbetingelser for elektronikken under panseret, og dermed som regel bedre lyd. Og ikke mindst optimal fleksibilitet, når det gælder udbygning.

Forstærkersættet fra Yamaha består af en 11 kanals effektforstærker på størrelse med et tærskeværk og en næsten lige så stor surround-processor. Der sammen skal byde på film- og musikoplevelser, som de fleste af os kun kan drømme om at opleve hjemme i stuen.

Eller stue og stue … Et fuldblods-forstærkersæt som dette får ikke vist sig fra sin bedste side, før det står i et dedikeret rum, hvor der er taget hensyn til akustikken – gerne lydisoleret for at skåne naboerne. Først da kan man få fuld tryk på eksplosioner på skærmen, dommedagspauker og hele symfoniorkestre på lydsporet – og stadig opleve dødsens stilhed mellem udladningerne.

Det kræver selvfølgelig højttalere af rimelig god kvalitet. Hvis du har tænkt dig at brænde feriepengene af og slå hul på sparegrisen for at købe dette forstærkersæt, så jeg håber, at du også har afsat penge til både akustik og højttalere. Og gerne nogle ordentlige kabler.

Vi gik længe og lurede på, hvornår Yamaha ville lancere efterfølgeren til den gamle flagskibsforstærker DSP-Z11. I seks år har Yamahas ingeniører arbejdet med dette forstærkersæt, og de nåede lige at lancere det i tide til selskabets 125 års jubilæum. Da jeg var i Hamburg i slutningen af maj sidste år, fik jeg en lille prøvelytning, der mildt sagt gav lyst til mere.

Effektforstærkeren – MX-A5000
Effektforstærkeren MX-A5000 har altså hele 11 forstærkerkanaler, enten til at tilslutte lige så mange højttalere eller til at bi-ampe nogle af dem og få et mindre antal højttalere, men mere og renere kraft til dem. Det er en stor krabat på over 25 kg med et kabinet i tyk aluminium og et chassis i en H-formet ramme for ekstra stabilitet.

En forstærker er udsat for mekaniske vibrationer fra f.eks. strømforsyningen, der kan smitte af som elektromagnetisme i lydsignalet. Derfor har Yamahas ingeniører taget specielt hensyn til stabiliteten i MX-A5000’s chassis – og selvfølgelig afskærmet strømforsyningen.

Opbygningen indeni er helt symmetrisk for bedst mulig adskillelse af kanalerne. På den måde sikrer man også, at den positive og den negative del af det balancerede kredsløb er nøjagtig modsat hinanden og dermed annullerer støj samlet op på vejen, når fasen vendes igen ved udgangen. Brug gerne XLR-kabler, der giver et ekstremt lavt støjgulv.

Den mest moderate måling med to kanaler drevet samtidig i 8 ohm er opgivet til 150 watt pr. kanal. Med to 27.000 mikrofarad (enhed for elektrisk kapacitet) kondensatorer og massestrøm er det noget helt andet end den tilsvarende opgivne effekt for billige surround-receivere. Forvent derfor snarere, at Yamaha-forstærkeren i rå muskelstyrke kan måle sig med rene stereoforstærkere som Primare A34.2 og NAD C 275BEE, der begge er rimelig heftige.

Surround-processoren – CX-A5000
CX-A5000 har processering af op til 11 kanaler, så det er bare at fylde stuen med højttalere. I højden såvel som i bredden. Et PLL-kredsløb (Phase-Locked Loop) med ultra lav jitter skal give det digitale signal det bedst mulige udgangspunkt, og alle DAC’er til alle kanaler er af typen højopløst ESS SABRE 32 bit. Ud over højopløst PCM kan de også direkte afkode DSD (SACD-formatet), som er et 1 bit signal med tårnhøj sample-frekvens (2,8-5,6 MHz). Nogle audiofile foretrækker SACD frem for højopløste PCM-signaler.

Ud over alle HD film-lydformater kan processoren streame musik via netværket og understøtter de allerfleste musikformater, inklusive 24 bit/192 kHz FLAC og WAV. AirPlay er indbygget, og Spotify Connect ligeså. Hvis du synes, at det virker avanceret, så har du ret, men den er ikke svær at bruge. Især ikke hvis man downloader den gratis app AV-controller, som kan styre stort set alle funktioner fra smartphone eller tablet.

Ud over almindelige RCA ind- og udgange har CX-A5000 balancerede XLR-udgange til alle kanaler. Desuden er der en balanceret XLR stereoindgang til dem, der har en dyr cd-afspiller eller en stereo-DAC af endnu bedre kvalitet.

Andre funktioner
På videosiden har processoren opskalering til 4K-opløsning, også kaldet Ultra HD. Multizone er der også, ligesom der selvfølgelig er alle mulige DSP-lydindstillinger. Der er faktisk hele 33 DSP-funktioner at vælge imellem – f.eks. om man vil flyttes virtuelt ind i en “Hall in Amsterdam”, når man hører koncertoptagelser, eller vælge en særlig sci-fi-lyd, når man f.eks. ser Prometheus, osv.

Yamaha er meget glade for sådanne DSP-indstillinger og lægger vægt på dem i deres markedsføring. Måske fordi man er nødt til at benytte DSP for at få brugt alle de 11.2 kanaler. Hvis man har højttalere monteret i højden, skal man f.eks. bruge DSP for at få liv i dem, da der p.t. ikke findes kildemateriale med sådanne kanaler.

Skal kunne alt
Det er klart, at en så dyr forstærker må kunne forventes at lave samme magi med musik som med film. På den anden side er det lige så klart, at mange, der investerer i sådan et forstærkersæt, har et separat rum beregnet til hjemmebiograf og dermed kommer til at bruge forstærkerne mere til film end til musik. Med andre ord må et forstærkersæt kunne begge dele med den størst mulige overbevisning, selv om der ikke er noget galt i, at det er mere specialiseret til film – med ekstra effekt på bekostning af den mest ekstreme opløsning.

Hvorvidt det er tilfældet med Yamaha, får vi at se.

Opsætning
I vores nye hjemmebiograf bruger vi et 7.1 THX-system af svenske Procella som reference. Med satellitmodellen P6 hele vejen rundt og en P15 subwoofer med to 15 tommers bas-elementer og indbygget forstærkning på 2 x 350 watt. Både lodret og vandret montering er nøje opmålt. De fire bagerste højttalere sidder 2 meter oppe på væggen, hvilket svarer til THX-specifikationerne for vores rum.

Autokalibrering
I vores lytterum fungerer den automatiske højtaleropsætning med rumkorrektion rigtig godt. Det er især vigtigt, når man har flere højttalere, der skal tilsluttes – det er svært at holde tungen lige i munden, hvis man manuelt skal kalibrere f.eks. 11 højttalere. I dette tilfælde har vi syv plus en subwoofer, hvilket er mere end rigeligt. Jeg korrigerer for fem siddepladser i rummet, men det er muligt at korrigere for op til otte.

Efter autokalibrering kan man vælge, hvilken lydsignatur man ønsker: Enten flad frekvensrespons i alle højttalerne (Flat), alle højttalere justeret efter lyden fra de forreste (Front), ingen EQ-korrektion overhovedet (Through) eller en klangbalance, som Yamaha kalder Natural.

Jeg synes, Flat bliver lidt for aggressiv i toppen, mens Natural lyder fint, men måske med lidt overdrevet fylde i mellemtonen. Derfor foretrækker jeg Front eller Through, der bedst bevarer den oprindelige lyd. Diskantområdet er så en lille smule dæmpet, fordi højttalerne er monteret bag et akustisk transparent lærred, men ikke mere, end at det stadig er at foretrække. Nå, nok snak, start filmen!

Film i surround
En film, jeg har set meget på det sidste, mens jeg har testet projektorer med Gorm Sørensen, er Ridley Scotts Prometheus, som med sin herligt mørke scener er velegnet til billedtest. Så er det let at glemme, at filmen også har et kanon godt 7.1 dts HD Master Audio lydspor!

Det er ikke kun i de intense scener, at lydsporet er fængslende, men også når der ikke sker så meget. Da vi første gang kommer med om bord i Prometheus-rumskibet, hører man tydeligt – men ikke påtrængende – sensorer bagfra, der bipper, knapper fra siden, der trykkes på, og jetmotorerne uden for rumskibet, der giver en svag rumlen i bassen. Når vi så befinder os uden for rumskibet, hører vi de samme jetmotorer, der sammen med atmosfærisk friktion skaber en buldren, som får hele rummet til at ryste.

Forstærkersættet har ingen problemer med at genskabe lydbilledet i sin helhed. Selv når der tilsyneladende ikke sker noget særligt, tegner forstærkerne en stor, sammenhængende og holografiske boble af lyd op med både tryk og rumfølelse.

Selv om Procella-subwooferen står for selve lydtrykket i basregisteret, må meget af engagementet og timingen i bassen tilskrives processoren, der fodrer subwooferen med det renest mulige bassignal. Vi har hørt billige receivere, der slet ikke får Procella P15 til at slå sig løs og stoppe lige så hurtigt igen, fordi der ikke er dynamik og renhed nok i det elektriske LFE-signal.

Dialoger
Dialogerne er klokkeklare. Igen, i lydindstillingen Natural synes jeg, at stemmerne får for meget resonans. Det er Front eller Through, der er bedst med Procella-højttalerne. Dialogerne er detaljerede og kan fint høres på lav volumen, selv om lige præcis denne film med lige præcis dette forstærkersæt fortjener at blive hørt på fuld tryk. Læg især mærke til Davids stemme, der klinger dybt og fyldigt, uden at det går ud over artikulationen.

Med højdekanaler
Uanset hvor i verden man bliver præsenteret for nye Yamaha-produkter, så er de glade for at demonstrere dem med ekstra højdekanaler, helst både foran og bagved. Vores 7.1 THX-setup med allerede højt monterede baghøjttalere gør det vanskeligt at teste hos os. Vi har heller ikke noget ekstra par Procella-højttalere, så jeg er nødt til at ty til et kompromis.

Jeg får lavet en provisorisk løsning ved at koble et par gulvstående Klipsch RF-52 II til bagkanalerne og i stedet koble de højt vægmonterede surround-højttalere til højdekanalerne. Med rumkorrektionen sat til Front vil Klipsch-højttalerne alligevel tilpasses lyden efter Procella. De bagerste surround-højttalere flyttes op foran, begge placeret oven over lærredet og så langt ude til siderne som muligt.

For at bruge Presence-kanalerne skal man aktivere en af Yamahas mange DSP-indstillinger (Digital Sound Processing). Man kan f.eks. vælge Sci-Fi, når man ser en science fiction-film som Prometheus, men den indstilling, der gør mindst væsen af sig – bortset fra at male lydbilledet ud over de ekstra højdekanaler – er Standard, som jeg foretrækker.

Større lydboble
Der er ingen tvivl om, at højdekanalerne gør lydboblen endnu større og mere holografisk. I den mørke scene, hvor besætningen opdager et begravet rumskib (mens de stadig tror, at det er en grotte), lyder ekkoet af lavmælte vanddryp endnu mere omkransende, og lyden hænger i luften mellem de forskellige højttalere.

Men opløsningen af lyden bliver ikke helt den samme. Jeg synes, det lyder lidt mere “digitalt”, med lidt skarpere og mindre naturlige overtoner. Det understreges, fordi processoren ellers lyder usædvanlig upåvirket og rent, når den ikke skal opdigte egne kanaler, der skal processeres ud fra, hvad der allerede findes på lydsporet. Derfor er jeg personligt ikke særlig begejstret for DSP-indstillinger (højdekanaler kan jeg derimod godt lide som et ekstra supplement ved billigere receivere, der under alle omstændigheder er et kompromis).

Det mærkes især, når man hører musik i surround. Det klassiske jazzalbum Quiet Winter Night med Hoff Ensemble får endnu større rumfølelse med Presence-kanalerne i brug sammen med DSP-indstillingen Standard, men samtidig lyder det mere udefineret. Jeg kan ikke helt få styr på lydbilledet, som er mere diffust, og den fantastisk opløsning fra lydsporet kollapser lidt.

Jeg kan heller ikke finde andre musik-DSP’er, der fungerer bedre. Alle tilføjer en eller anden klang, som ikke burde være der. Nej, personligt foretrækker jeg et rent 7.1 THX-setup. Men det er rart at have muligheden.

Jeg ved, at højttaleropsætningen i vores lytterum ikke er optimal til Presence-kanaler, men samtidig kan jeg godt huske, at jeg heller ikke kunne lide de forskellige demonstrationer af højdekanaler, da netop CX-A5000 og A5000 MX blev demonstreret i Hamburg i maj sidste år. Der brugte de højttalere fra Yamahas glimrende Soavo-serie, og selv med alle højttalere fra samme serie var DSP-indstillingerne ikke det, som jeg selv og de andre tilstedeværende journalister faldt for. Den generelle lydkvalitet, derimod …

Musik i stereo
I almindelig 7.1 har forstærkersættet fuld kontrol over både musik og film i surround. Men hvad så med stereo?

I den tid, vi har haft forstærkersættet hos os, er det blevet prøvet med forskellige højttalere. De hensynsløst ærlige PMC fact.12, de kraftfulde, men opløste JBL S4700 og de ekstreme Klipsch RF-7 II er blot nogle af dem, der har været igennem testrummet, mens vi havde Yamaha-sættet stående.

Og Yamaha-forstærkerne har fuld kontrol over alt, hvad der sker. Hvad enten det er via streaming eller afspillet fra cd på den BASE-modificerede Hegel CDP4A mk2, får Yamaha de mange klangfarver i musikken frem uden besvær. Vokalen på Wilcos “Jesus, Etc.” står f.eks. nærværende og opløst i midten sammen med en fyldig elbas med noget forvrængning på. Violiner har både fylde og attack, og man kan bare skrue op.

Endnu bedre bliver det, hvis man bi-amper stereohøjttalerne, så man får lidt mere power, men også – og endnu vigtigere – får adskilt signalet mellem diskant og bas helt, og dermed oplever endnu renere lyd – et større lydbillede.

A cappella
Det engelske a cappella kor King’s Singers viser med sangen “Oak and Ash”, hvor skabet skal stå. Basser, baritoner, tenorer og kontratenorer skaber et stort og åbent lydbillede. Det får Yamaha også godt frem, og der er meget lidt at udsætte på gengivelsen. Jeg har hørt den sang med endnu mere opløsning og rumfornemmelse, men helheden er rigtig godt sammentømret. Selv om det lyder endnu bedre med den integrerede Yamaha A-S3000.

Måske tænker du: Hvordan fungerer forstærkersættet med musik af den mere rytmiske, elektroniske slags? Jo, jeg håber, du får mulighed for at høre Daft Punks seneste album, Random Access Memories, på det. Her er nummeret “Lucky” svært at sidde stille til, for basrytmerne kan mærkes fysisk i kroppen, mens bækkener og 70’er-guitar svæver ud i rummet.

Referenceforstærkere
Vi har de seneste måneder også testet processoren CX-A5000 med vores referenceforstærker, her med en Hegel H30 effektforstærker til at drive fronthøjttalerne. Og en ekstra H30 til centerhøjttaleren alene plus to H20 effektforstærkere til hver sin baghøjttaler!

Forskellen mellem Yamaha MX-A5000 effektforstærkeren og Hegel er naturligvis til at høre. Hegel har mere af alting, både effekt og opløsning. Og både i to og mange kanaler. Det skulle da også bare mangle, når prisklassen er en helt anden. Men Yamaha imponerer ved at kombinere råstyrke, fylde og opløsning bedre end andre flerkanals forstærkere til samme pris.

Mod Marantz
Tag f.eks. Marantz MM8807, som vi testede sammen med processoren AV8801 i Lyd & Billede #9 2013. Opgivet til samme effekt, men ikke desto mindre opleves den som en god del mindre kraftig end Yamaha. Den koster da også mindre, men til gengæld har Yamaha 11 forstærkerkanaler mod Marantz’ syv. Det giver en række muligheder med multirums opsætning, bi-amping eller bare mange højttalere i én og samme hjemmebiograf.

Yamahas processor er dog billigere end Marantz AV8801. Så skulle man tro, at Yamaha-processoren var dårligere. Men det er slet ikke vores erfaring i testrummet. Når man kører uden DSP-indstillinger synes jeg faktisk, at den fungerer bedre i vores setup, efter at vi har bygget vores hjemmebiograf om.

Med alle højtalerne i 7.1 opsætningen monteret efter THX-specifikationer lød Marantz-processoren også rigtig godt, og jeg står ved det, jeg har skrevet om den tidligere. Men da vi testede den op mod Yamaha CX-A5000, fremstod lydbilledet fra Yamaha som endnu mere energisk og engagerende, hvor Marantz havde fin opløsning, men manglede lidt af den kraftfulde lyd – især i mellemtonen – som er Yamahas signatur.

I et andet setup kunne Marantz-processoren nok have fået lidt mere ud af overtonerne end Yamaha, men prismæssigt er der ingen tvivl om, hvilken en der er det bedste køb.

Konklusion
Yamaha har en høj stjerne hos os, hvad hjemmebiograf angår. I det mere overkommelige segment har de forstået, hvordan man indgår kompromis mellem styrke og raffinement for at levere god lyd tilstrækkelig højt.

Når ingeniørerne derimod får frie tøjler til at gå hele vejen, så gør de det med brask og bram. Dette forstærkersæt med hele 11 kanaler (plus to subwoofer-kanaler) opleves nærmest kompromisløst, både hvad kraft i bassen og detaljer i toppen angår, samtidig med at processeringen af alle kanalerne sker meget overbevisende.

For hvis vi ser bort fra billedprocessering med 4K-opskalering, streaming via AirPlay, Spotify Connect og DLNA samt multirumsfunktion, så er det lydkvaliteten, der står tilbage som det allervigtigste. Og her indfrier Yamaha!

Lydkvaliteten er renere, når processoren afkoder multikanals lydsporet fra filmen direkte. Modsat findes der mange DSP-indstillinger til forskellige lydeffekter. Selv om det skaber et større lydbillede og giver mulighed for højdekanaler, hvis sådanne højttalere er monteret, så kan det gå ud over opløsningen. I vores THX højttaler-setup fungeret det bedst med almindelig surround og ingen DSP. Døm selv og gør, som du vil.

Det er svært at sige, om det er processoren eller effektforstærker, der trækker det længste strå. Lyden er superb, og fleksibiliteten enorm. De passer sammen som hånd i handske, og ingen af dem virker for højt prissat. Her får du et tryk, der kan flytte bjerge, og en opløsning, der tegner hele lydbilledet klart op. For at få den bedst mulige brugervenlighed, så investér også i en tablet – og download app’en AV Controller.