Anmeldelse: Elysium

Vi befinder os i Los Angeles i år 2154. Mod slutningen af det 21. århundrede blev Jorden så ubeboelig, at den rigeste del af befolkningen flygtede ud i en gigantisk luksusrumstation – Elysium – hvor de kan leve det gode liv i fred og harmoni. Her er der selvfølgelig ingen kriminalitet eller fattigdom, enhver sygdom kan hurtigt behandles med en praktisk maskine i eget hjem, man konverserer på fransk, luften er klar, og solen skinner altid.

Nede på Jorden kan de fattige kigge op mod Elysium og drømme om den rigdom, der kan bringe dem derop – og Max (Damon) har altid båret på denne utopisk drøm.

Efter en grim strålingsskade, der kun giver ham fem dage tilbage at leve i, ser Max en tur til Elysium som den eneste mulighed for at overleve. Via en undergrundsleder, der driver illegal transport, kan han komme derop – han skal bare tappe sin chefs hjerne først. Samtidig konspirerer chefen med Elysiums forsvarschef (Foster) om et kup.

Blomkamp – der ud over instruktionen står bag manuskriptet og er medproducent – tegner en særdeles trist vision om menneskehedens fremtid, hvor de rige kynisk udnytter og tramper på de fattige, og hvor menneskeliv ikke er noget værd. Jorden kontrolleres af onde robotter styret af den rige overklasse. Det skaber afgjort nerve og friktion i historien, men er samtidig filmens akilleshæl, for konflikten virker for konstrueret og usandsynlig.

Men filmen er fascinerende og tankevækkende, og byder på fornemt skuespil af Foster, Damon og især Sharlto Copley som den uofficielle enmandshær Kruger – en direkte fysisk ubehagelig rolle. For en gangs skyld en visuelt lækker sci-fi thriller, der også har noget indhold at byde på! Fem stjerner.

Filmen præsenteres i en absolut god billedkvalitet, men mangler en smule skarphed for at få topkarakter. Lydsporet er fyldigt, præcist og med forbilledlig klar tale. Ekstramaterialet giver os nogle udeladte scener, en god bag-om-filmen og spots om skuespillerne, fremtidsteknologien og livet på rumstationen.