annonse
annonse
annonse

Sonus faber Sonetto V

High-end-kuppet

Jo, Klipsch RF-7 III giver selvfølgelig en mere eksplosiv dynamik og spiller højere og sejere. Lige i øret for dem, der kan lide den slags. Et par B&W 702 S2 spiller ikke lige så højt, men er mere nuancerede og giver et mere åbent lydbillede.

Sonus faber-højttalerne kræver lidt mere plads i rummet end 702 S2, og lyden er mere i den retning, men de har meget af den samme livlige dynamik som RF-7 III. Sonetto V er nemlig den jakkesætklædte gentleman, der spiller bluesrock i weekenden og spreder god stemning, hvor end han går.

Fra første takt på Ryan Adams’ album Easy Tiger var jeg hooked. De to bas-enheder dundrede løs med en mægtig, kraftfuld bas, der slog fra sig i seriøs grad. Meget overbevisende. Samtidig havde højttalerne fuld kontrol over dynamikken, også når jeg kørte på med øredøvende volumen.

På Paul Bleys In The Evenings Out There fik jeg et flashback til de fire gange så dyre Sonus faber Serafino. Gary Peacocks bas på “Portrait of a Silence” lyder næsten lige så luftigt og nuanceret her, og jeg tænkte, at Sonus fabers Olympica III burde føle sig alvorligt truet af den lydkvalitet, man kan få til under den halve pris.

Jeg fik ret hurtigt en følelse af, at det her kunne være et af de bedre køb i prisklassen, og fortsatte med Walter Trouts bluesguitar, hvor den følelse blev forstærket. På det, jeg uden blusel vil kalde koncertvolumen, fik jeg “Marie’s Mood” lige i maven og gik i knæ. Magen til dynamik må man til Klipsch for at finde.

På musik med flere nuancer, såsom Radka Toneffs Fairytales og Marianne Thorsen og Trondheimsolisternes Mozart-indspilninger fra 2L lød strygerne glat som silke og Toneffs vokal guddommeligt gennem Sonetto-højttalerne. Ikke alene kan de rocke med de bedste, højttalerne leverer også et generøst lydbillede med enormt god transparens og virkelig godt fokus, især i mellemtonen, og lyder faktisk meget dyrere, end de er. Hvordan det er muligt med en højttaler bygget i Europa, man kan kun undre sig over.

Konklusion

Bortset fra at de ikke leverer ægte dybbas (under 30 Hz) er Sonus faber Sonetto V de mest komplette gulvhøjttalere, vi hidtil har testet i denne prisklasse.

Hvis man har plads og råd, er det et par højttalere, man kan have glæde af i årevis, uanset om man er til Metallica eller Mozart. De kan tackle alt, og det gør dem til noget nær perfekte allround-højttalere for dem, der bruger meget tid på musik. LS

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-