Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Vi kårer

Årets bedste computer-produkter 2023-2024

Selv om telefonerne er blevet kraftigere, er der intet, der slår en rigtig computer med en god skærm.

Af / 03/11/2023 - 11:59
Årets bedste computer-produkter 2023-2024

Vi har i årets løb testet og skrevet om computere af alle slags og i alle vægtklasser. For behovene er lige så forskellige som vores pengepunge. Hvad der er bedst, kommer an på dit eget behov.

Nogle har brug for en superkraftig computer, der kan redigere 8K-video og skabe grafik i professionel kvalitet. For andre handler det bare om at kunne besvare mails og skrive et par breve så simpelt og billigt som muligt. Endnu andre sætter bærbarhed og vægt over alt andet, fordi computeren skal kunne tages med i tasken hver dag. Og så er der gamerne, der kræver de nyeste grafikkort og de kraftigste processorer.

Skal man sammenfatte nyhederne i forhold til tidligere år, bliver stikordene hurtigere, større, lettere. Ikke blot blev processorerne hurtigere (det gør de hvert år), men en ny generation af grafikprocessorer fra Nvdia, GeForce RTX 40-serien, betød også, at grafikhastigheden blev skruet i vejret. Til glæde for både gamere og grafisk kreative. Samtidig lykkedes det at presse den stadig kraftigere hardware ind i stadig mindre kabinetter. Så det er ikke længere en umulig drøm at have en computer med fuldvoksne kræfter, som kan være i lommen på rygsækken.

nvidia geforce rtx 4090 gpu
Grafikkortet er den vigtigste komponent i en gaming-computer. GeForce RTX 4090 er toppen. Men et grafikkort i den øverste ende af spektret koster lige så meget som resten af computeren tilsammen. (Foto: Nvidia)

Og når vi ser bort fra gaming-computerne, er det i dag muligt at arbejde en hel dag på computeren uden at oplade batteriet undervejs. Skulle uheldet være ude, kan næsten alle bærbare PC’er oplades med en hvilken som helst USB-C-adapter.

Et vigtigt fremskridt i det seneste år har været bedre skærme. Skærme med højere opløsning og god billedkvalitet er blevet normen for alt andet end de allerbilligste computere. Hvis man endelig møder en PC med Full HD-skærm (1.920 x 1.080 pixels), er det typisk en gamingcomputer, hvor hastighed betyder alt. Vi har også set flere computere med OLED-skærme og touch-funktion. Og ikke længere kun i den dyreste prisklasse.

Men uanset hvor god din computer er, kommer den til kort, hvis ikke forbindelsen til internettet er i orden. Hvis flere i husstanden skal kunne streame video i høj opløsning, har du brug for en god router. Og skal hastigheden også være god i den fjerneste ende af boligen, er der ingen vej uden om et mesh-netværk.

Hvad skal jeg se på, når jeg køber computer?

  1. Laptops

Når du køber en laptop til arbejde eller studie, er det vigtigste, at den er let og kompakt (1-1,5 kg). Batteritiden er også vigtig, så du kan slippe for at tage opladeren med. Regnekraften er sjældent et problem, så længe den har en Intel Core i7-processor eller en AMD Ryzen 8 eller højere. Sørg for, at maskinen mindst har 16 gigabyte RAM og en SSD på 512 gigabyte.

  1. Gaming-PC

Grafikkortet er den vigtigste komponent i en gaming-computer. GeForce RTX 4080 og RTX 4090 er toppen. Men et grafikkort i den øverste ende koster lige så meget som resten af computeren tilsammen. Til gaming er masser af RAM også vigtigt. 32 GB eller mere. Processoren bør mindst være en 13. generations Intel Core i7 eller AMD Ryzen 9.

  1. Skærme

Hvis man skal arbejde ved en bærbar i mange timer hver dag, er en ekstern skærm noget af det bedste, man kan give sig selv. En skærm på 27 tommer eller større og med QHD-opløsning eller højere vil give plads til at have flere dokumenter åbne på samme tid sammen med f.eks. et mailprogram. Og vælg en skærm, der både kan justeres i højden og vippes, så det er muligt at få en behagelig arbejdsstilling.

  1. Gaming-skærme

Gaming-skærme – uanset om de sidder på en bærbar eller er fritstående – bør have en opdateringshastighed på mindst 165 Hz og en reaktionstid på højst 1 millisekund. Hvis der ikke er råd til et kraftigt grafikkort (GeForce RTX 4070 eller bedre), er Full HD-opløsning et godt kompromis. Højere opløsning vil blot betyde, at grafikkortet skal arbejde hårdere for at beregne de mange pixels.

  1. Lyd og lys

Hvad enten du er en af de mange, der streamer dine interesser til en fanskare på nettet, eller du bare skal deltage i videomøder, kan kvaliteten forbedres med ekstraudstyr i form af ekstern mikrofon, webkamera og måske en videolampe. Det er ikke så dyrt, som du regner med – og forskellen fra laptoppens indbyggede kamera og mikrofon er større, end du tror.

Nominerede til Årets bedste computer-produkter

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste computer-produkter 2023-2024

Årets bedste bærbare computer, premium

Asus Zenbook S13 OLED

Superlet uden kompromiser

En af de letteste og mest kompakte bærbare, vi har set. Uden at det koster kassen.

Asus Zenbook S13 opfylder alle forventningerne til en ultrabook: Den fylder som et ark A4-papir, og den vejer kun et kilo. Og tykkelsen når kun lige over 1 centimeter. Det sikrer den en plads i det mest eksklusive segment af ultrabook-PC’er. Vi har hidtil testet under en håndfuld computere, der vejer eller fylder lige så lidt som Asus’en – men aldrig nogen, der var reelt lettere eller mindre. 

Fuldfed skærm

Med så stramme krav til det ydre skulle man tro, at der var indgået kompromiser på hardwaresiden. Men det ser ikke ud til at være tilfældet. For at begynde med skærmen er det en fuldfed og farverig OLED-skærm med en opløsning på 2.880 x 1.800 pixel. Og mens vi ville foretrække ægte 4K-opløsning, er de 2,8K rigeligt til en 13,3-tommers skærm. Det eneste, vi savner, er touch-funktionalitet. Ikke kun fordi det ser blæret ud, men også fordi touch kommer til sin ret netop de steder, hvor en ultrabærbar brillerer: Trange auditorieborde, møderum og flysæder. 

Ligesom på tidligere Zenbook-modeller er skærmen hængslet på undersiden af kabinettet. Det betyder, at bagkanten af PC’en løftes lidt fra bordet, når skærmen åbnes, hvilket er smart, da det både giver en bedre skrivestilling og bedre luftgennemstrømning i kabinettet. 

Konklusion

Hvis målet er ren bærbarhed, er Asus Zenbook S13 en af de mest vellykkede ultrabookcomputere, vi har testet. Kun få er lige så kompakte og lette som den. Og de fleste er enten kostbare, begrænsede i ydelse – eller begge dele på en gang. Zenbook S13 er ikke nogen billig computer, men prisen vil være overkommelig for de fleste. Og maskinen udmærker sig ved en næsten komplet mangel på kompromiser. Skærmen er højopløst og farverig på en måde, som kun OLED-skærme magter. Og processoren er kvik nok til alle kontoropgaver.

Årets bedste computertilbehør

HyperX Procast

Næsten professionel kvalitet

HyperX ProCast er ikke en mikrofon, du bare stiller på bordet og propper i USB-porten. Men besværet opvejes af den ekstra kvalitet.

HyperX ProCast en semiprofessionel XLR-kondensatormikrofon. Det vil sige, at det kræver en separat forforstærker at få signalet forstærket til en brugbar lydstyrke. Da mikrofonen er af kondensatortypen, skal forforstærkeren også kunne levere 48 volt phantomspænding til strømforsyning. 

HyperX ProCast ligner en ægte lydstudiemikrofon med det cirkulære, gyldne kondensatorelement synligt gennem mikrofongitteret. Og den har de indbyggede funktioner, der forventes til professionel brug. Som basfilter og en knap, der kan dæmpe lydniveauet med 10 dB. Et elastikophæng (i den ildrøde farve, som HyperX altid bruger) isolerer mikrofonen mod stød og vibrationer fra underlaget og stativet. Et aftageligt popfilter fuldender indtrykket af seriøst værktøj. 

HyperX ProCast leveres uden bordstander, så der skal også bruges mikrofonarm eller -stativ. Alt ekstraudstyret gør ibrugtagningen sværere og dyrere. Til gengæld er HyperX ProCast fuldkommen immun over for påvirkning fra omgivelserne, hvilket vil gøre dagligdagen i streaming- eller podcaststudiet langt nemmere. Selv ikke når man banker på stativet med en finger, trænger den mindste mislyd igennem! 

Lydkvaliteten står heldigvis mål med bøvlet og prisen. Stemmer går klart, rent og usminket igennem. Skal jeg udsætte noget på kvaliteten, må det være en lidt fremtrædende diskant. Men hellere have rigelig diskant, der kan dæmpes med EQ, end en ulden top. Popfilteret er ikke strengt nødvendigt, men det fjerner små tendenser til overdrevne konsonanter. 

Konklusion

HyperX ProCast er dyrere end de fleste streamingmikrofoner. Og den kræver tillige investeringer i forstærker/mikser og stativ for at kunne bruges. Men den er også i en bedre klasse end konkurrenterne, og den vil give dine podcasts eller streams en lydkvalitet, der ligger lidt tættererigtig studiekvalitet.

Årets bedste netværksprodukt

Google Nest Wifi Pro

Det nemmeste Wi-Fi 6E-mesh

Google Nest Wifi Pro er både billigt og supersimpelt at sætte op. Og hastigheden kan vi ikke klage over.

Tredje generation af Googles mesh-system, Google Nest Wifi, har fået føjet et ‘Pro’ til navnet. Det skyldes ikke, at produktet er beregnet til professionel brug, men understreger blot, at routerne understøtter Wi-Fi 6E.  

Routerne er så totalt upåfaldende, at de burde kunne glide ind i enhver moderne indretning. Hvilket er godt, da de skal stå frit fremme for at få den bedste rækkevidde. 

Google siger, at en enkelt router dækker boliger op til 120 kvadratmeter. Og som en tommelfingerregel lægger hver ekstra router yderligere 100 kvadratmeter til dækningen. Google Nest Wifi Pro sælges i pakker med tre styk, hvilket ifølge Google mindst bør række til en bolig på op til 320 kvadratmeter. 

Simpleste opsætning nogensinde

Opsætningen af netværket er den simpleste, vi endnu har oplevet! De tre enheder i æsken er fuldstændig ens, så man slipper for at bekymre sig om forholdet mellem router og access points. Man tager en tilfældig enhed fra pakken, sætter det medfølgende netværkskabel i én af de to Ethernet-porte på routeren, og kobler den til internetmodemet. Resten klares fra Google Home-app’en. 

Google Home er nøglen

Nøglen til den simple opsætning er Google Home. Da wi-fi’et administreres af samme app, som styrer det smarte hjem, er integrationen perfekt fra begyndelsen. Hvis en enhed er kompatibel med Home, fungerer den med netværket. 

Konklusion

Google Nest Wifi Pro er ikke det hurtigste Wi-Fi 6E mesh-system på markedet. Men prisen pr. router er også kun en tredjedel af, hvad de dyreste koster. Og man kan uden problemer opnå god nok dækning til at streame 4K-video i alle hjørner og kroge af hjemmet. Forudsat at internetforbindelsen ind i huset er hurtig nok. Opsætningen er den simpleste på en router nogensinde, og integrationen med Google Home er perfekt – så længe du er villig til at lægge dit liv i hænderne på Google.

Årets bedste computerskærm:

MSI MP341CQ

Alt-mulig-skærmen

Bredskærmen MSI MP341CQ fungerer fint til det allermeste og giver særdeles godt overblik. En skærm, man umuligt kan være utilfreds med.

Den buede MSI MP341CQ er en ganske stor skærm på 34 tommer, men som bruger hovedparten af tommerne i bredden. Den er nemlig ekstra bred med størrelsesforholdet 21:9 i stedet for standard 16:9.  

Den ekstra bredde er for eksempel smart, når du spiller spil, som gør ekstra meget ud af en bred horisont. Men også i kontorsammenhæng gør den meget for oplevelsen. Det er nedtur at gå tilbage til 16:9 efter at have haft regnearkene spredt udover en 21:9 (eller 32:9) superbredskærm.  

100 Hz skærmfrekvens er lige akkurat nok til gaming, men er mere end rigeligt til kontorarbejde og billedbehandling, hvor man har et fint, flimmerfrit billede.  

Lige tilpas opløsning

Skærmopløsningen er på 3.440 x 1.440 pixels, hvilket ikke på nogen måde er nogen superopløsning, men akkurat nok til en god oplevelse. Vi kunne selvsagt have ønsket os 2.160 pixels i højden, men så ville skærmen være havnet i en helt anden prisklasse. 

Superfint billede

MSI-skærmen byder derimod på et skarpt billede med meget jævne og gode farver lige ud af æsken. Den håndterer farvechatteringer på glimrende vis, og den har ensartet lys over hele fladen, med jævnt lys helt ud i kanterne.  

Brug sRGB-farvetilstand for at opnå de mest neutrale farver. Man kan selvfølgelig bruge et kalibreringsværktøj fra f.eks. CalibRite eller Datacolor, men i denne prisklasse er det de færreste, der finder det aktuelt. Og så er det godt, at skærmen er så god som den er, lige ud af æsken. 

Buet skærm giver jævnere billedflade

Som kontorskærm er denne skærm fantastisk. Lysstyrken på VA-panelet er gennemsnitligt, men sortniveauet er bedre end på mange andre konkurrerende skærme med IPS-panel. Ulempen er en mindre god indsynsvinkel, men eftersom skærmen er buet, får du bedre lysstyrke og farver, selv helt ude i kanterne. 

Den vertikale spredning er dog begrænset, og for at undgå blege farver i bunden af billedet bør skærmen vinkles opad, da den er placeret lavere end øjenhøjde (stativet kan kan ikke justeres i højden). 

HDR-effekten på skærmen er begrænset, den kan du lige så godt slå fra. Men det er stadig en fantastisk skærm til prisen, og dens alsidighed er uovertruffen!

Årets Bedste Bærbar Computer, High-end:

Apple MacBook Air 15″ M2

Det bedste Mac-køb

MacBook Air 15" er perfekt for alle, der har brug for en Mac med flere kræfter og større skærm.

Det er en let og handy maskine, selv om den er større end 13-tommeren. Man mærker det mest på vægten og bredden – den er 250 gram tungere og fire centimeter bredere. Så hvis man kun lige har plads til 13-tommeren, kan det knibe med at få plads til 15-tommeren. Tastaturet med fingeraftrykslæser er det samme bagbelyste tastatur, vi allerede kender. 

Men med den nye M2-processor er ydelsen betydeligt bedre end fra nogen Intel-baseret Air-model, og i vores tests viser den sig også at være hurtigere end sidste generation Apple Silicon med M1-processoren. 

På testbænken

Ydelsen er selvfølgelig sammenlignelig med den samme M2-processor i 13-tommer-versionen. En runde i Geekbench 5 giver en sammenfaldende score med små afvigelser i 15-tommerens favør. Samme test viser, at den scorer bedre end sidste generation MacBook Air med M1-processoren. Især i multi core-testen, som viser, hvor krævende opgaver maskinen løser, når den kører med alle kerner. 

Konklusion

En MacBook Air 15 M2 er den perfekte bærbare Mac til mange, der har brug for en stor skærm og høj ydelse til en bred vifte af opgaver, men som ikke ønsker at betale det ekstra for en pro-model fra Apple. Den ekstra skærmflade giver bedre plads til flere vinduer og opgaver. Der er plads til to dokumenter ved siden af hinanden, mere plads til fotos i Lightroom, og ydelsen rækker nemt til at klare krævende beregninger i en kompleks skoleopgave. Eller til at klippe 4K-videoer sammen uden irriterende afbrydelser eller pauser. Der er intet at bekymre sig om.