Hvis du har en større bolig og har brug for mere end en enkelt router for at få fuld dækning, er et mesh-netværk derfor absolut nødvendigt, for at det smarte hjem kan fungere. Det er et netværk, der er udvidet med flere trådløse satellitter (nodes), som kan placeres, hvor man normalt har dårlig dækning, og dermed udvide netværket. Alle tilsluttede produkter fungerer så i ét fælles netværk, hvilket er nødvendigt i et smart-hjem.
Selve opkoblingen af netværket går let. Download Orbi-app’en til din mobil, tilslut hovedrouteren til hjemmecentralen eller til din eksisterende router (du skal muligvis sætte Orbi til AP-tilstand i indstillingerne), genstart hjemmenetværket og scan QR-koden under Orbi-routeren. Sæt derefter noden til strøm der, hvor du vil have den, og scan så QR-koden på den. Og vupti, så har du et mesh-netværk. Sådan mere eller mindre.
Konklusion
Netgear Orbi AX4200 er et dyrt mesh-netværk; mange vil nok sige megadyrt. Men det er der god grund til. Hvis du bor på mere end 150 kvadratmeter og forventer at få de fibernetværkshastigheder, du betaler for, jævnt fordelt over hele hjemmet, så holder det ikke med de billigste systemer. De er mindre stabile, og hastigheden falder som en sten, når man kommer uden for dækning af hovedenheden.
Orbi AX4200 er et meget stabilt system, som faktisk giver de hastigheder, man forventer, og det over et stort område. Efter oplevelsen med tostykspakken RBK752 kontra den billigere trestykspakke Nighthawk MK63 fra samme producent vil jeg faktisk anbefale at gå efter AX4200-systemet.
Alternativet er at købe et billigere system, blive skuffet og senere måtte bruge timer på igen at koble alle produkterne fra ét hjemmenetværk til et andet. For ja, du kommer før eller siden til at ville opgradere fra noget middelmådigt til noget godt. Jeg ved det, for jeg har selv været der.