Scorseses mesterlige mafia-epos

77-årige Martin Scorseses fantastiske mafia-epos handler om det tvivlsomme partnerskab mellem fagforeninger, politikere og mafia på USA’s østkyst i 1960’erne og 70’erne. I denne brydningstid opstår der et hårrejsende kompagniskab, som kulminerer i en af USA’s mest omtalte uløste mordsager: Henrettelsen af den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Al Pacino).

I filmen vender Frank “The Irishman” Sheeran (Robert De Niro i sin niende Scorsese-film!) mentalt skamskudt tilbage fra 2. Verdenskrigs blodbad i Europa. Desillusioneret og mentalt medtaget af de endeløse, meningsløse drab får han et job som lastbilchauffør i Philadelphia og begynder hurtigt at supplere indtægterne ved at sælge ud af lasten.

Det ene leder til det andet, Sheeran bliver introduceret for mafiabossen Russell Bufalino (Joe Pesci), og derefter går det hurtigt ned ad bakke i et moralsk fordærv a la Dante’s Inferno.

På mange måder kan The Irishman ses som en efterfølger til Scorseses klassikere Goodfellas (1990) og Casino (1995), der begge er baseret på virkelige historier om mafiaens nådesløse kamp om magt og indflydelse og dens endeløse pengebegær. Her bliver kliken fra disse film stort set genforenet.

I The Irishman er De Niro ikke ude efter vold, et glamourøst gangsterliv eller action. Han er bare en meget pragmatisk mand på jagt efter en måde at forsørge sin voksende familie på. Men samtidig er han så følelsesmæssigt afstumpet, at volden ikke anfægter ham nævneværdigt.

Hvor andre film har givet os enkeltscener med foryngede skuespillere, får vi her over to timer med De Niro og kompagni som op til 50 år yngre versioner af dem selv, og det fungerer godt.

Joe Pesci overrasker med en subtil fortolkning af en af de mest hensynsløse forbrydere i USA’s historie. Mild og rund af fremtoning, men samtidig – med et minimum af mimik – hjerteskærende brutal og hensynsløs; uden at få sine egne hænder beskidte. En mand uden antydning af empati.

Tre en halv time varer herligheden, og den virker ikke et minut for lang. Martin Scorsese giver sig god tid til at bygge de komplekse karakterer op med deres forhistorier, familieliv, kynisme, æreskodeks og samfundssyn.

Vi kan ikke forestille os andre instruktører, der kunne have mestret dette materiale så tilfredsstillende. Scorsese er en klassisk filminstruktør i ordets egentlige forstand, der lykkes bedst, når han fortæller store, episke historier om mennesker, der lever på kanten; helst strukket ud over en længere periode.

I vanlig stil leverer han tilbagetrukken fotografering uden de store fagter, hvor vi nærmest bliver en flue på væggen; akkompagneret af fremragende klipning og en dramaturgisk opbygning, der får tiden til at suse af sted.

Vi kommer desværre nok ikke til at opleve dette stjernegalleri i samme film igen. Seks klare stjerner! (TA)

Fornemt, forstyrrende psykodrama

Hvem har ikke prøvet at vågne op gennemblødt af sved en mørk og stormfuld nat, plaget af et forfærdeligt mareridt om Nurse Ratched?

Ikke? Ringer det ikke nogen klokker, siger du? Oversygeplejerske Mildred Ratched er ellers en af de mest ikoniske figurer i filmhistorien. Den iskolde, kyniske og sadistiske sygeplejerske gjorde alt, hvad hun kunne, for at forsure livet for den småtossede R.P. McMurphy (legendariske Jack Nicholson) i Milos Formans Gøgereden.

Netflix-serien Ratched giver os historien om “Sygeplejersken fra Helvede”. Ryan Murphy (American Horror Story) og Ian Brennan står bag serien, der fortæller om Nurse Ratched, før hun ankommer til sindssygehospitalet i Oregon.

Lige efter krigen, i 1947, følger vi Mildred Ratched (Sarah Paulson), da hun søger job på en psykiatrisk behandlingsinstitution i det nordlige Californien. Sanatoriet drives af den dedikerede dr. Hanover (Jon Jon Briones), en mand med en broget fortid.

Med elegance, snuhed, sexet kvindelist og et smil om munden formår Ratched at indsmigre sig hos Hannover – og ender hurtigt i konflikt med den strikse oversygeplejerske Betsy (Judy Davis).

Hendes nystrøgne, pertentlige udseende skjuler en anden, mere mørk personlighed. Udadtil fremstår hun som en stærk kvinde med gode talegaver i fuld kontrol, men alene i nattemørket kommer dæmonerne frem.

Serien genskaber 1940’ernes USA på forbilledlig vis. Detaljerigdommen og rekvisitterne sidder lige i øjet, mens samfundsordenen er præget af hvidt overherredømme og et værdisyn, hvor eliten ser ned på alt og alle, der er anderledes.

På overfladen er det meste rosenrødt med solskin og lækre pastelfarver, men de fleste af personerne har en skjult dagsorden og en fortid, som de prøver at skjule efter bedste evne. Dér sidder vi så og tripper, mens vi venter på, at det hele skal eksplodere …

Stjerneholdet af skuespillere – som ud over Paulson og Stone bl.a. består af Cynthia “Sex and the City” Nixon, Finn Wittrock, Charlie Carver, den yndige Alice Englert, Amanda Plummer og Rosanna Arquette – er gennemgående fremragende. Den lækre scenografi er som taget ud af en Stanley Kubrick-film, og den uhyggelige atmosfære er til at tage og føle på.

Serien er usædvanlig vellavet, flot filmet og klippet, og balancerer på fremragende vis mellem sadisme, snigende spænding, “gale” videnskabsmænd og et stærkt personligt, menneskeligt drama fra vores nære fortid.

De underliggende temaer er kritik af det manddominerede samfund, stærke, selvstændige kvinder og et menneskesyn, der handler om at acceptere alle, som de er.

Ratched er årets bedste, mest spændende, intelligente og interessante serie. Seks soleklare stjerner til dette enestående drama. (TA)