Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste film og TV-serier 2020-2021

Af / 27/10/2020 - 12:00
Årets bedste film og TV-serier 2020-2021

I løbet af det år, der er gået siden den sidste kavalkade, har vi tilbragt over 550 (!) timer foran storskærmen og filmlærredet for at prøve at guide dig igennem den mangfoldige jungle af film og serier derude.

Lockdown

Med corona-krisen fik vi lukkede biografer, udsatte premiere og afbrudte film- og serieproduktioner – med et deraf følgende magert biograf- og Blu-ray-udbud.

Så længe USA fortsætter sin vækst i dødsfald og smittetilfælde – som Trump siger om sin håndtering af coronavirus: “I think we’ve done a great job!” – vil de amerikanske biografer overvejende forblive lukket, og derfor holder Hollywood de store film tilbage fra international premiere.

f1 2
Tom Cruise i Top Gun: Maverick. (Foto: Paramount)

En af de film, som det hungrende biografpublikum nok ser mest frem til, er gensynet med Tom Cruise i Top Gun: Maverick. Filmen var oprindelig planlagt til verdenspremiere den 26. juni, men efter corona-udbruddet blev premieren udsat til den 23. december. Den seneste melding lyder nu, at Top Gun: Maverick ikke får premiere før den 2. juli 2021!

Mens vi venter på Cruise & co., har vi kunnet se ham lave halsbrækkende stunts i Norge til den kommende Mission: Impossible 7.

Den sidste James Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen som den verdensvante agent var oprindelig planlagt til premiere den 2. april. Men No Time to Die blev det første “offer” for coronavirus og oprindelig udsat til den 12. november i år.

f2 2
No Time to Die. (Foto: MGM/Universal)

Nu må vi foreløbig væbne os med tålmodighed indtil den 2. april, før vi får det ikoniske “Shaken, not stirred” at høre, men det hele afhænger af, hvordan pandemien udvikler sig.

Den eneste storfilm, vi har kunnet se i biograferne siden i sommers, er Christopher Nolans fremragende, men også meget kaotiske Tenet. Selv indspilningen af Indiana Jones 5 er udsat til “engang næste år”.

Biografindustrien er så hårdt ramt, at nogle nu sætter spørgsmålstegn ved, om Covid-19 vil tage livet af eller i hvert fald radikalt ændre biografmarkedet for evigt. Én ting er sikkert: Pandemien med efterfølgende lockdown og hjemmearbejde har været en guldgrube for streaming-tjenester som Netflix.

f3 2
Disney+ blev lanceret den 15. september i Norden. (Foto: Walt Disney)

Streaming-krig

Da verden gik i lockdown-mode, lukkede vi os inde bag husets fire vægge, shoppede forbrugerelektronik som aldrig før og slugte indhold fra streaming-tjenester som Netflix, HBO Nordic og Amazon Prime.

Og hvis udbuddet ikke var omfattende nok i forvejen, fik vi den 15. september endnu en streaming-gigant i Norden: Disney+.

Med lanceringen af Disney+ kan du nu få hele Disney-kataloget samt Pixar, Marvel-universet, Star Wars, Fox-biblioteket og National Geographic direkte på din egen mobil eller dit smart-TV. Vi har taget et kig på den nye tjeneste og vurderet, om du har brug for endnu et streaming-abonnement.

En af årets største serie-releases kom netop fra Disney+, nemlig Star Wars: The Mandalorian.

f4 f5 f6 f7 f8 f13 f12 f11 f10 f9 f14 f15
<
>
Stars Wars: The Mandalorian, 1. sæson. (Foto: Walt Disney)

Mange godbidder

At sammenfatte et helt års film og TV-serier er altid en underlig oplevelse. Overraskende mange af dem har man glemt, perler dukker frem fra glemslen igen, og man får mere et helhedsbillede af året, der er gået.

Der har været mange stunder med god underholdning, overraskelser, nyskabelser og fremragende skuespil, men også meget middelmådighed og satsning på sikre kort.

I Norge blev vi mest positivt overrasket over den fantastiske serie Exit fra statskanalen, en serie, der også slog rigtig godt an i Sverige.

Netflix har satset stadig mere på lokalt produceret indhold, såsom Ragnarok og 3. sæson af The Rain samt Kadaver; men den serie, der imponerede os mest i det forgangne år, handler om en herlig psykopat af en sygeplejerske.

f16
Ratched, 1. sæson. (Foto: Netflix)

Andre serier, vi vil fremhæve, er The Crown (3. sæson), Watchmen (1. sæson), miniserien I Know This Much is True og Lovecraft Country (1. sæson). Katastrofer som Spenser Confidential og Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga, forbigår vi til gengæld i stilhed.

Disse og hundredvis af andre film og TV-serier kan du læse mere om her.

Godt nyt film- og serieår!

 

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste film og TV-serier 2020-2021

Årets bedste film 2020-2021

The Irishman

Scorseses mesterlige mafia-epos

77-årige Martin Scorseses fantastiske mafia-epos handler om det tvivlsomme partnerskab mellem fagforeninger, politikere og mafia på USA’s østkyst i 1960’erne og 70’erne. I denne brydningstid opstår der et hårrejsende kompagniskab, som kulminerer i en af USA’s mest omtalte uløste mordsager: Henrettelsen af den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Al Pacino).

 

I filmen vender Frank “The Irishman” Sheeran (Robert De Niro i sin niende Scorsese-film!) mentalt skamskudt tilbage fra 2. Verdenskrigs blodbad i Europa. Desillusioneret og mentalt medtaget af de endeløse, meningsløse drab får han et job som lastbilchauffør i Philadelphia og begynder hurtigt at supplere indtægterne ved at sælge ud af lasten.

Det ene leder til det andet, Sheeran bliver introduceret for mafiabossen Russell Bufalino (Joe Pesci), og derefter går det hurtigt ned ad bakke i et moralsk fordærv a la Dante’s Inferno.

På mange måder kan The Irishman ses som en efterfølger til Scorseses klassikere Goodfellas (1990) og Casino (1995), der begge er baseret på virkelige historier om mafiaens nådesløse kamp om magt og indflydelse og dens endeløse pengebegær. Her bliver kliken fra disse film stort set genforenet.

I The Irishman er De Niro ikke ude efter vold, et glamourøst gangsterliv eller action. Han er bare en meget pragmatisk mand på jagt efter en måde at forsørge sin voksende familie på. Men samtidig er han så følelsesmæssigt afstumpet, at volden ikke anfægter ham nævneværdigt.

Hvor andre film har givet os enkeltscener med foryngede skuespillere, får vi her over to timer med De Niro og kompagni som op til 50 år yngre versioner af dem selv, og det fungerer godt.

Joe Pesci overrasker med en subtil fortolkning af en af de mest hensynsløse forbrydere i USA’s historie. Mild og rund af fremtoning, men samtidig – med et minimum af mimik – hjerteskærende brutal og hensynsløs; uden at få sine egne hænder beskidte. En mand uden antydning af empati.

Tre en halv time varer herligheden, og den virker ikke et minut for lang. Martin Scorsese giver sig god tid til at bygge de komplekse karakterer op med deres forhistorier, familieliv, kynisme, æreskodeks og samfundssyn.

Vi kan ikke forestille os andre instruktører, der kunne have mestret dette materiale så tilfredsstillende. Scorsese er en klassisk filminstruktør i ordets egentlige forstand, der lykkes bedst, når han fortæller store, episke historier om mennesker, der lever på kanten; helst strukket ud over en længere periode.

I vanlig stil leverer han tilbagetrukken fotografering uden de store fagter, hvor vi nærmest bliver en flue på væggen; akkompagneret af fremragende klipning og en dramaturgisk opbygning, der får tiden til at suse af sted.

Vi kommer desværre nok ikke til at opleve dette stjernegalleri i samme film igen. Seks klare stjerner! (TA)

Årets bedste TV-Serie 2020-2021

Ratched

Fornemt, forstyrrende psykodrama

Hvem har ikke prøvet at vågne op gennemblødt af sved en mørk og stormfuld nat, plaget af et forfærdeligt mareridt om Nurse Ratched?

Ikke? Ringer det ikke nogen klokker, siger du? Oversygeplejerske Mildred Ratched er ellers en af de mest ikoniske figurer i filmhistorien. Den iskolde, kyniske og sadistiske sygeplejerske gjorde alt, hvad hun kunne, for at forsure livet for den småtossede R.P. McMurphy (legendariske Jack Nicholson) i Milos Formans Gøgereden.

 

Netflix-serien Ratched giver os historien om “Sygeplejersken fra Helvede”. Ryan Murphy (American Horror Story) og Ian Brennan står bag serien, der fortæller om Nurse Ratched, før hun ankommer til sindssygehospitalet i Oregon.

Lige efter krigen, i 1947, følger vi Mildred Ratched (Sarah Paulson), da hun søger job på en psykiatrisk behandlingsinstitution i det nordlige Californien. Sanatoriet drives af den dedikerede dr. Hanover (Jon Jon Briones), en mand med en broget fortid.

Med elegance, snuhed, sexet kvindelist og et smil om munden formår Ratched at indsmigre sig hos Hannover – og ender hurtigt i konflikt med den strikse oversygeplejerske Betsy (Judy Davis).

Hendes nystrøgne, pertentlige udseende skjuler en anden, mere mørk personlighed. Udadtil fremstår hun som en stærk kvinde med gode talegaver i fuld kontrol, men alene i nattemørket kommer dæmonerne frem.

Serien genskaber 1940’ernes USA på forbilledlig vis. Detaljerigdommen og rekvisitterne sidder lige i øjet, mens samfundsordenen er præget af hvidt overherredømme og et værdisyn, hvor eliten ser ned på alt og alle, der er anderledes.

På overfladen er det meste rosenrødt med solskin og lækre pastelfarver, men de fleste af personerne har en skjult dagsorden og en fortid, som de prøver at skjule efter bedste evne. Dér sidder vi så og tripper, mens vi venter på, at det hele skal eksplodere …

Stjerneholdet af skuespillere – som ud over Paulson og Stone bl.a. består af Cynthia “Sex and the City” Nixon, Finn Wittrock, Charlie Carver, den yndige Alice Englert, Amanda Plummer og Rosanna Arquette – er gennemgående fremragende. Den lækre scenografi er som taget ud af en Stanley Kubrick-film, og den uhyggelige atmosfære er til at tage og føle på.

Serien er usædvanlig vellavet, flot filmet og klippet, og balancerer på fremragende vis mellem sadisme, snigende spænding, “gale” videnskabsmænd og et stærkt personligt, menneskeligt drama fra vores nære fortid.

De underliggende temaer er kritik af det manddominerede samfund, stærke, selvstændige kvinder og et menneskesyn, der handler om at acceptere alle, som de er.

Ratched er årets bedste, mest spændende, intelligente og interessante serie. Seks soleklare stjerner til dette enestående drama. (TA)