Skål for det komplicerede liv!

Den norske psykiater Finn Skårderud lancerede for ca. 20 år siden en noget kontroversiel teori: Mennesket er simpelthen født med omkring 0,5 promille for lidt (!). Med andre ord: Først efter to glas øl/vin er du “normal”, sjælen i harmoni og kroppen “i vater”.

Den danske instruktør Thomas Vinterberg blev fascineret af teorien og skrev et manuskript ud fra konceptet. Resultatet blev filmen Druk.

Martin (Mads Mikkelsen) er historielærer på et gymnasium, men hvis han har mistet gejsten på hjemmebane, så har alt, hvad der hedder inspiration, entusiasme, engagement og livslyst, fuldstændig forladt hans arbejdsliv.

Under en 40-års fødselsdag for kollegaen Nikolaj bliver de fire svirebrødre enige om at udforske Skårderuds teori og gennemføre det som et studie med dertil hørende journalføring og notater. Kollegerne Tommy og Peter tøver ikke med at kaste sig ind i projektet.

Vinterberg har skrevet et herligt manuskript om mænd midt i livet, der indser, at det ikke er gået helt som planlagt, og at chancerne nu er løbet fra dem. På hjemmefronten slås de med enten en krævende kone, skrigende småbørn, ensomhed eller et samliv, der er gået helt i stå. Der er heller ikke flere trin på karrierestigen.

Ved at forankre fortællingen omkring et gymnasium bliver vi også vidne til, hvor vigtigt alkohol er i alle sociale sammenhænge allerede fra ungdomsårene – og hvordan man bliver “presset” til at tage en drink, hvis man mødes på en restaurant.

Befriende nok ser Vinterberg alkohol som en vej ud af “krisen” og monotonien, som et glidemiddel på vejen mod opvågnen og nyt liv. Det, vi lidt følelsesmæssigt afstumpede nordboer har brug for for at vække latinoen i os.

Når det er sagt, så er filmen bestemt ikke en uforbeholden hyldest til alkoholens glæder og fordele. Her bliver vi skandinavers noget komplicerede forhold til “gudernes drik” i den grad problematiseret, med vores trang til overforbrug, druk (!) og efterfølgende tragedie.

I centrum for plottet står forholdet mellem Martin og Anika, et ægteskab, der minder mere om et forretningsministerium end ægtefølt kærlighed og respekt. Begge parter savner den “gamle” partner, men har mere eller mindre godtaget status quo og givet op. Det er også her, filmen er bedst og stærkest.

Mads Mikkelsen er formidabel som den ensomme mand desperat på jagt efter livsglæde i sin monotone, fastlåste tilværelse. Han formidler hele følelsesspektret hos den komplekse mand på en Oscar-værdig måde, splittet mellem tvivl og savn, glæde og befriende udblæsning.

Druk er blevet en meget stærk film, som de fleste af os vel indimellem kan genkende os selv i. Den rammer alkoholkulturen i Skandinavien lige på kornet, uden at den nødvendigvis løfter nogen moraliserende pegefingre. Den vovede slutning er i sig selv både et paradoks og i højeste grad stof til eftertanke. (TA)

Brødrene Coen møder Twin Peaks i Finnmarken

Instruktør Dagur Kári og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson har med Velkommen til Utmark skabt den herligste, særeste, sjoveste, mest rørende og afgjort bedste lokalt producerede HBO Nordic-serie hidtil.

Halvvejs inde i episode 1 sidder vi med en lidt usikker fornemmelse – er det her en fuldstændig overdrevet, karikeret parodi på norske landsbytosser eller noget genuint og ægte? Efter episode 2 er vi frelst!

https://youtu.be/fN_lNf_Mrlg

Historien foregår en lille bygd langt oppe i den nordnorske vildmark, hvor man lever af rensdyr, fårehold, spritsmugling og alfonseri.

Hovedkonflikten står mellem den triste, alkoholiserede fårebonde Finn (Tobias Santelmann, Exit) og den samiske rensdyrhyrde Bilzi (Stig Henrik Hoff). Bilzis hund har i en årrække groft forsynet sig af Finns fåreflok – til ejerens udelte fornøjelse. Det gavner heller ikke ligefrem naboskabet, at Bilzi gennem længere tid har ligget i med Finns kone, den vakre Siri (Marie Blokhus).

Danske Kim Fupz Aakeson (Den eneste ene, Vitello) har skrevet et fortræffeligt manuskript, der balancerer hårfint mellem saftig ironi, latterliggørelse og ægte mellemmenneskelige relationer og personlige tragedier. At han har indgående kendskab til og forståelse af den norske folkesjæl, har han allerede bevist med Hans Petter Moland-filmene En ganske rar mand og Kraftidioten.

De skæve, lidt ynkelige personer virker så ægte og er skrevet med så meget kærlighed, at vi i den grad bliver revet med. Blikket for detaljer og for menneskelige svagheder, begær og drifter er altid til stede.

Alle personerne har problemer med privatlivet og i større eller mindre grad med indre konflikter og dæmoner – og det kommer der meget humor ud af, idet de gang på gang træffer de helt forkerte valg.

De gør deres bedste med deres skadede personligheder, sårede stolthed og manglende ressourcer for at komme igennem livet og hverdagen. Trist og ofte kulsort, men samtidig forbandet morsomt og indimellem også genkendeligt.

Deres skavanker og imponerende evne til at gøre en allerede vanskelig situation endnu vanskeligere bringer minder om Coen-brødrenes bedste film, ikke mindst mesterværket Fargo (1996). Der skorter ikke på gode intentioner, men tingene går alligevel ad helvede til.

Fordommene florerer – mod dumme finske spritsmuglere, stivnakkede og racistiske samer, homoseksuelle, politimænd, demente, naive kristne, arrogante og uvidende søringer (folk fra den sydlige del af Norge) og bønder, der foretrækker ludere, fordi de er meget mere “uproblematiske”. Intet er helligt – og gudskelov for det i disse krænkelsesparate tider!

Velkommen til Utmark bliver markedsført som en komedieserie, men det er lidt forkert; serien er i langt højere grad et rendyrket drama. Omend du garanteret vil elske de excentriske personer, de herlige dialoger og den befriende originale og ofte absurde humor. (TA)