Det bedste pladespillerkøb

Pro-Ject X1 er faktisk lidt bedre udstyret end konkurrenten Planar 3. Her får man et aftageligt signalkabel – med jordforbindelse – elektronisk hastighedsvælger (så man slipper for at tage pladetallerkenen af og flytte drivremmen) og justérbare fødder. Begge kan fås i lakfarver, men Pro-Ject-pladespilleren kommer også i valnøddefinér.

Pickuppen Pro-Ject Pick-it S2 er af Moving Magnet-typen (MM) og passer til de fleste forstærkere og receivere. Den er lavet af Ortofon på Pro-Jects specifikationer, så de får den lyd, de vil have fra pladespilleren. Den er monteret på en lige 8,6 tommers arm med kulfiber uden på et aluminiumrør.

Armen har højdejustering og mulighed for azimuth-justering, hvilket er usædvanligt i prisklassen. Det er ikke noget, de fleste har brug for, men hvis man vil opgradere til en anden pickup, kan det være guld værd med sådanne justeringsmuligheder for at få optimal lyd fra pickuppen.

Pro-Ject X1 er det bedste alternativ til Rega, og med sin lidt anderledes lydsignatur vil det nok være den pladespiller, mange vil foretrække.

Konklusion

Pro-Jects pladespillere behøver ikke at stå skyggen af nogen. Heller ikke Regas glimrende grammofoner i samme prisklasse. X1 er en soleklar rival til tilsvarende pladespillere fra Rega, Reloop, Thorens og TEAC, og lyder så godt, at den for mange vil være førstevalget.

Med elektronisk hastighedsvælger er det let at skifte til 45- og 78-plader, og for dem, der tør eksperimentere lidt, vil højdejusteringen være guld værd. Den lyder dog så godt, at der for de fleste næppe vil være behov for opgradering lige med det første. (LS)

Et brag af en analog debut

UltraDeck + M hedder den version, der leveres med den tykke udgave af Delrin-pladetallerkenen og MasterTracker-pickuppen.

Pladespilleren virker meget solidt bygget. Den er udviklet af Allen Perkins, der også har udviklet Spiral Grooves high-end-pladespillere, og arbejdet blev ledet af John Schaffer fra Wadia. To måske ukendte, men langtfra betydningsløse ingeniører fra den amerikanske high-end-industri.

Hvis man vælger UltraDeck-pladespilleren, kan den leveres med en MM-pickup kaldet MasterTracker, præcis som vores testeksemplar. Den er bygget op omkring et letvægtshus i aluminium med spoler, der er viklet med renere kobber end de to andre MoFi-pickupper. Den har også en skarpere slibning samt 3 mV udgangsspænding. Og den fungerer med alle pladespillerindgange til MM-pickupper.

MoFi UltraDeck trives med musik med lidt fart på. Så kommer den gode dynamiske kontrol til sin ret, og på klassisk musik er den mere Beethoven end Bach, på rock mere Beastie Boys end Beach Boys og på jazz mere Michael Brecker end Melody Gardot.

Konklusion

De behøvede slet ikke at gøre det, men vi skal være glade for, at Mobile Fidelity gerne ville gøre det. Deres pladespiller UltraDeck kunne let have været et flop, men med god hjælp fra folk, der ved, hvad de laver, er den blevet en yderst vellykket konstruktion. Ikke alene virker den velbygget; den er også en fornøjelse at bruge, spiller som en prins og lyder som en konge.

I denne prisklasse findes der mange alternativer, og derfor er det mere end godt gjort, at MoFi Electronics har lavet en pladepladespiller, der på ingen måde kaster skam over deres respekterede audiofile kvaliteter på et andet område: Plader.

Analogt pletskud

Rega Planar 10 har et forbedret letvægtschassis med en kerne af et polyurethan-materiale hentet fra luftfartsindustrien kaldet Tancast 8. Chassiset er lavet som en sandwich med to lag HPL (High Pressure Laminate) og forstærket med to perforerede beslag i fenol (under) og keramisk materiale (over), der skal dæmpe uønskede energioverførsler. F.eks. motorstøj.

Den nye RB3000-tonearm er lavet med endnu smallere tolerancer end før. Ophænget er tilpasset i hånden med udvalgte lejer fra japanske ABEC, hvor der ikke accepteres noget som helst slør i ophænget, hverken vertikalt eller horisontalt. Rega opgiver tolerancen til under en tusindedel millimeter.

Der medfølger en hvid filtmåtte, som man ikke skal bruge, hvis man foretrækker den lyd, man får, når pladen ligger direkte på den hvide tallerkenen. Man kan selvfølgelig eksperimentere med andre måtter.

Filtmåtte eller ej, denne grammofon leverer et spektakulært neutralt og medrivende lydbillede. Der er en snert i dynamikken, som man sjældent oplever fra vinyl, og Planar 10 henter både flere detaljer og mere dynamik ud af pladerne end RP10.

Konklusion

Rega Planar 10 er en dyr pladespiller, der ved første øjekast næppe imponerer nogen med sit letvægtschassis og sin mælkehvide pladetallerken.

Den ser ikke specielt dyr ud, må jeg indrømme, men sæt nålen i rillen og hold fast på hagen, for den spiller langt over sin liga, og det bliver ikke nogen let opgave at finde bedre analog lyd i denne prisklasse. I hvert fald for dem, der sætter pris på et ultra luftigt, neutralt, præcist, åbent og dynamisk lydbillede.

Den lyder mere potent og dynamisk end forgængeren RP10, og med den nye Apheta 3-pickup er det en pakke, der kan gøre en ende på jagten efter en bedre pladespiller for rigtig mange vinylelskere. (LS)

Miniforstærker med maksimumlyd

Rega io har kun indgange til to lydkilder plus en til pladespillere med MM-pickup. Det vil dog være nok for dem, der har en grammofon og en CD-afspiller, som så har en ledig indgang til noget tredje.

Indvendig har den lille forstærker en relativt stor ringkernetransformator, og udgangstrin og pladespillerindgang er bygget op på samme måde som i den dyrere Brio.

De kompakte mål er en bonus ved Rega io, som er let at få plads til i bogreolen. Den bliver ikke så varm, at den har brug for meget luft omkring sig, og alt kan styres med fjernbetjeningen.

På fronten finder man bl.a. en hovedtelefonudgang, som ikke er noget, Rega bare har smidt oveni; den er koblet til udgangstrinet via et relæ og leverer 5,7 volt på udgangen, når et par på 300 ohm hovedtelefoner er tilsluttet.

Den lille Rega-forstærker lyder rigtig godt og har et fyldigt og åbent lydbillede, der minder meget om Brio. Som har endnu flere kræfter, men også koster en del mere.

Hvis man vil have streaming, er Sonos Amp et naturligt alternativ, men den har ikke pladespillerindgang og mangler Rega-forstærkerens medrivende spilleglæde og dynamiske kontrast.

Konklusion

Rega io er ren minimalisme udenpå og maksimalisme indeni. At den er helt analog, vil være et minus for nogle og et plus for andre, men uanset hvad, så er det nok den mest vellydende og medrivende miniforstærker, vi hidtil har testet.

Den vil være perfekt til dem, der trænger til en bedre forstærker i et eksisterende anlæg, og et godt sted at starte for dem, der vil opbygge et nyt. Tilføj en Pro-Ject- eller Rega-pladespiller og et par små Klipsch-højttalere fra RP-serien, og du har en kanongod vinyl-rig. (LS)

H95 er alt hvad du har brug for

Du vil aldrig få gåsehud af musik afspillet gennem en soundbar. Derimod kan du godt finde popcornene frem, når du spiller filmlyd gennem et godt stereoanlæg. Men så er du afhængig af en god forstærker.

Den nye Hegel H95 lægger sig i en meget fornuftig prisklasse. Det er en seriøs sum penge, hvor man har budgettet til at lægge ordentlige komponenter ind, men samtidig er det ikke mere, end at en, der ved, at han ikke vil blive lykkelig med en soundbar, kan strække sig lidt mere og få drømmen opfyldt.

Så slipper man for at have en soundbar til film og nogle halvgode trådløse højttalere til musik. Par i stedet H95 med et par gode højttalere, og forbered dig på en oplevelse i top, uanset hvad der er på menuen. Lidt dyrere, men meget bedre!

Konklusion

Hvis dit rum ikke er alt for stort, og du ikke pinedød skal spille så højt, at det generer naboerne, vil Hegel H95 tilfredsstille snart sagt alle krav som centrum i et stereoanlæg. Uanset om du spiller musik fra PC eller mobil. Eller du har en CD-afspiller.

Hvis du derimod har en pladespiller, har du brug for et RIAA-trin imellem, og forstærkeren har ikke indbygget internetradio eller Bluetooth. Alligevel kan du let finde en god måde at få musikken ud på.

Og sikke en lyd! Ved moderat lydniveau (og lidt til) er det et nydeligt og velordnet lydbillede, der kommer frem. Hurtigere og mere distinkt end mange andre, inklusive visse dyrere konkurrenter. Ganske vist med mindre kraft end nogle af disse, men H95 har rigeligt med muskler i de fleste situationer, og det, den gør, gør den så godt, at vi ikke kan finde noget at trække ned for.

Jo, den kunne godt have været endnu kraftigere og haft endnu strammere basgengivelse. Men så havde den heddet H120 og kostet 20.000 kroner. (GN)

Sjov, klog og knivskarpt præcis

Af ydre ligner NAD M33 sin forgænger på en prik, men skinnet bedrager. Den er fyldt med smart teknologi, der går langt dybere end det store touch-display – og som gør den til helt sin egen. Ikke mindst i high-end-segmentet.

Blandt de teknologiske lækkerier er Dirac-rumkorrektion, der retter op på de ujævnheder i bassen, som ALLE lytterum har. Samt indbygget BluOS streaming-modul, der betyder, at du kun behøver at tilsætte et par højttalere for at have et komplet stereoanlæg.

Forstærkerteknologien er helt ny. M33 er en analog klasse D-forstærker, men bygget over nogle helt nyudviklede moduler – endda med danske rødder. Det handler om de såkaldte “Eigentakt”-moduler, udviklet af danske Purifi, der har audiopioneren Peter Lyngdorf blandt stifterne. Der loves bl.a. umådelig lav forvrængning – uanset frekvens, effekt og belastning.

NAD M33 yder 200 watt pr. kanal i 8 ohm og 380 watt i 4 ohm. Altså tæt på en fordobling. Skulle det ikke være tilstrækkeligt, kan forstærkeren brokobles med en omskifter på bagsiden.

Konklusion

NAD M33 er ikke blot en forbedring af en i forvejen vellykket high-end-forstærker. Der er i praksis tale om et helt nyt produkt. Både hvad angår teknologi, funktionalitet og lyd.

Med tilføjelsen af HDMI samt indbygget BluOS-streaming og Bluetooth i (nær) CD-kvalitet takket være aptX HD vil de fleste have alle de kilder, de har brug for. Samtidig har lydkvaliteten fået et nøk opad. Og det var vel at mærke fra et rigtig højt udgangspunkt. Endelig – og det er vigtigt – er M33 sjovt selskab. Den spiller med et drive og en begejstring, som forgængeren set i bakspejlet manglede. Rumkorrektionen er flødeskummet oven på lagkagen. (JAH)

Magisk high-end-lyd

Jeg ved, det lyder søgt, men jeg vil vove at påstå, at Rotels nye Michi-serie måske er det største kup i high-end hi-fi lige nu. Den nye forforstærker og effektforstærker – som findes i en stereo- og en monoudgave – er simpelthen fantastisk velspillende.

Her får man næsten alt, hvad man kan ønske sig. En lydkvalitet, der i den grad får én til at tabe kæben, massiv dynamik, næsten uendelige kræfter og en gennemsigtighed, der giver en detaljerigdom og en åbenhed, som normalt koster meget mere.

Den nye Michi-serie er hverken baseret på teknologi fra 90’erne eller nogen af de eksisterende Rotel-produkter i premiumklassen. Alt er udviklet fra bunden. Det har taget dem over tre år og utallige timers lytning at udvikle forstærkerne.

Som er ens, bortset fra effekten og antallet af kanaler. Mens Michi S5 leverer 2 x 500 i 8 ohm i hver kanal, skovler monoudgaven Michi M8 1080 watt i 8 ohm ud. Eller 1800 watt i 4 ohm! Den bruger S5’s dual mono-kredsløb slået sammen til én monokanal og har derfor halvt så mange tilslutninger på bagsiden, og det er en af meget få effektforstærkere på markedet med over 1 kW effekt.

Konklusion

Der er en dybde og en åbenhed her, som man sjældent oplever. Rotels nye forstærkere i Michi-serien er helt klart blandt de bedste køb i high-end-klassen. Forforstærkeren P5 har Bluetooth i stedet for Wi-Fi-streaming, og man kan ikke tilpasse phono-trinet til forskellige pickupper, men den har en formidabel DAC, uden tvivl den bedste helintegrerede, vi har testet i en forforstærker.

Sammen med de to monoforstærkere leverer Michi-sættet high-end-lyd, der er så naturlig og lydeløs, som man kan ønske sig. Vi har ikke testet stereoudgaven Michi S5, men der er næppe grund til at tro, at den lyder dårligere end to M8. Og for de fleste af os er 2 x 500 watt måske mere end nok. I så fald sparer man en masse penge, da Michi S5 koster det samme som én M8.