UltraDeck + M hedder den version, der leveres med den tykke udgave af Delrin-pladetallerkenen og MasterTracker-pickuppen.
Pladespilleren virker meget solidt bygget. Den er udviklet af Allen Perkins, der også har udviklet Spiral Grooves high-end-pladespillere, og arbejdet blev ledet af John Schaffer fra Wadia. To måske ukendte, men langtfra betydningsløse ingeniører fra den amerikanske high-end-industri.
Hvis man vælger UltraDeck-pladespilleren, kan den leveres med en MM-pickup kaldet MasterTracker, præcis som vores testeksemplar. Den er bygget op omkring et letvægtshus i aluminium med spoler, der er viklet med renere kobber end de to andre MoFi-pickupper. Den har også en skarpere slibning samt 3 mV udgangsspænding. Og den fungerer med alle pladespillerindgange til MM-pickupper.
MoFi UltraDeck trives med musik med lidt fart på. Så kommer den gode dynamiske kontrol til sin ret, og på klassisk musik er den mere Beethoven end Bach, på rock mere Beastie Boys end Beach Boys og på jazz mere Michael Brecker end Melody Gardot.
Konklusion
De behøvede slet ikke at gøre det, men vi skal være glade for, at Mobile Fidelity gerne ville gøre det. Deres pladespiller UltraDeck kunne let have været et flop, men med god hjælp fra folk, der ved, hvad de laver, er den blevet en yderst vellykket konstruktion. Ikke alene virker den velbygget; den er også en fornøjelse at bruge, spiller som en prins og lyder som en konge.
I denne prisklasse findes der mange alternativer, og derfor er det mere end godt gjort, at MoFi Electronics har lavet en pladepladespiller, der på ingen måde kaster skam over deres respekterede audiofile kvaliteter på et andet område: Plader.