Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Beats by Dr. Dre Powerbeats Pro

Af / 31/10/2019 - 08:14
Beats by Dr. Dre Powerbeats Pro

Powerbeats Pro har samme fantastiske trådløse rækkevidde som AirPods Pro (vi skridtede nøjagtig samme afstand op: Godt 50 meter!), de er vand- og støvafvisende og parres let med iPhone ved at holde dem hen til den. Og de oplades via Lightning-stik. Men Powerbeats Pro er i højere grad også møntet på Android-brugere, for de eneste funktioner, der er forbeholdt Apple-brugere, er den nævnte koblingsmetode, og at Google Assistant ikke kan kaldes frem.

Hørepropperne har ikke Apples støjreduktion, og du kan ikke bruge app’en på iPhone til at finde dem, hvis du har lagt dem et lidt for udspekuleret sted. Og da mikrofonerne ikke rager ud, vil modparten ikke høre dig lige så tydeligt ved mobilsamtaler.

Powerbeats Pro har længere batterilevetid end AirPods Pro – hele ni timer i propperne og 15 timer ekstra i etuiet. Samme etui er ganske vist lidt stort til bukselommen for at få plads til ørebøjlerne. Det må man leve med.

Pasform og brugervenlighed

Parring er som sagt meget nemt. Jeg kan også godt lide pasformen. Der er ørebøjler, som går hele vejen rundt om øret og gør det umuligt for propperne at falde ud, når du først har fået dem på plads. Det gør også, at silikonedutterne sidder rigtig godt, så der er meget lidt gnidelyde i øregangene. Også når man træner! Hvilket igen gør dem meget mere behagelige at lytte til end så mange andre.

Lydkvalitet

Hvor jeg synes, at Apple AirPods Pro har for meget energi i den nedre diskant, som får dem til at lyde lidt hårdt på musik, er det ikke tilfældet med Powerbeats Pro. De er derimod en energibombe af dimensioner i mellemtoneområdet og har dybbassen til at følge op. Popmusik lyder meget medrivende, og rock kører på med benhårde guitarer.

Der er også glimrende snert og hurtighed i flygel og klaver – hør f.eks. Maurizio Pollinis fortolkning af Chopins Nocturne i f-mol (Opus 55 nr. 1). Okay, vi får ikke det store luftrum fra Beoplay E8 2.0, men jeg kan rigtig godt lide balancen, og Powerbeats Pro er mere medrivende på den musik, jeg har på min fritids-playliste (stadig ung af sind og alt det dér).

Konklusion

Jeg er klar over, at ørebøjlen ikke vil tiltale alle. Men jeg vil anbefale at prøve Powerbeats Pro, for hvis du kan lide den måde, de sidder på, så falder de aldrig ud. Og du belønnes med den rene lyd af musik, for gnidelyde er nærmest helt fraværende.

Forbindelsen er superstabil – den bedste i klassen (sammen med AirPods Pro) – og der var ikke et eneste dropout i hele testperioden. Den trådløse rækkevidde er fremragende, og det samme er batterilevetiden.

Lyden er velafbalanceret, rytmisk og engagerende. Det eneste, vi savner, er lidt mere luft i toppen, men den samlede pakke er så god, at hvis jeg skulle bruge mine egne penge på et par helt trådløse hørepropper, så blev det Powerbeats Pro.

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce