«How can I save my little boy / From Oppenheimer’s deadly toy?» sang Sting i sangen «Russians» i 1985. Man kan ikke adskille masseødelæggelsesvåben som atom- og brint-bomber fra dystopiske scenarier som verdens undergang, atomvinter og frygten for hele menneskehedens udryddelse. Dét gør Christopher Nolan sandelig heller ikke i sin storslåede helaftensfilm om manden, der ledte Manhattan-projektet, og skabte de første atombomber: Robert Oppenheimer. Skildret af en Cillian Murphy, der aldrig er set bedre end her.
Lige fra starten af sin fysikerkarriere var det klart for alle omkring ham, at Oppenheimer var en genial videnskabsmand. Selv Einstein og Bohr beundrede ham.
Til trods for hans venstreorienterede tendenser anså alle Oppenheimer for det oplagte valg til Manhattan-projektets lederpost. Men hvad der står klart for eftertiden, stod ikke klart i en samtid hvor kommunistforskrækkelse og McCarthyisme var på vej frem, og det er faktisk disse betændte politiske omstændigheder, som Nolans storfilm noget overraskende hovedsageligt drejer sig om.
Tror man at denne film handler mest om selve Manhattan-projektet og de videnskabshistoriske omstændigheder omkring kreationen af atombomberne, så kan man godt tro om igen. Det er en film som på ambitiøs vis vil udgøre en fuld biografisk skildring af Oppenheimer som person, og hvad hans holdninger og moral egentlig var – noget som historikere længe har debatteret – samt ikke mindst hvordan hans samtid og samtidige påvirkede hans offentlige ry og eftermæle. Filmen er optaget af spørgsmålet: hvilken moralsk integritet og karakter havde manden, der skabte atombomberne?
Og filmen finder, eller foreslår, også et svar. Et svar som virker realistisk og overbevisende, da det – ligesom filmen – er baseret på biografien «American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer» af Martin Sherwin og Kai Bird. Som titlen antyder, foreslår bogen at Oppenheimer er en moderne Prometheus, der stjal ilden fra guderne, og derpå blev straffet for det.
Men han blev nok født et par årtier for tidligt, og blev offer for amerikanske politikeres korruption og paranoia i 1940’erne og 50’erne, fordi de var bange for, at hans progressive stemme skulle få for stor indflydelse.
At have påvist dette er én af Nolans største bedrifter, og Oppenheimer er således en af instruktørens vigtigste og klart bedste film: den får os til at føle historiens vingesus.
Dette understreges især også af svenske Ludwig Göranssons lydside, som gentagne gange presser en brusende baggrundsmusik frem i forgrunden, så de forskellige nøglesceners spændingskurver leder ulmende frem til næsten overvældende voldsomme crescendoer. Ganske enkelt imponerende effektfuldt – og en væsentlig medvirkende faktor til topkarakteren på 6 stjerner.
