Dybest set er et Smart Home en bopæl udstyret med smarte enheder, der kan styres via internettet. Det kan omfatte alt fra lys og termostater til overvågningskameraer og robotstøvsugere. Formålet er i al sin enkelhed at gøre din dagligdag nemmere og mere bekvem.
Vælg dit økosystem
Før du investerer i diverse Smart Home-enheder, er det vigtigt at finde ud af, hvilket økosystem der passer bedst til dine behov:
Google Home: Googles stemmeassistent er hjertet i økosystemet af Nest-produkter. Google Assistant reagerer hurtigt på stemmekommandoer, kan føre naturlige samtaler og forstår komplekse kommandoer, som kan være forvirrende for både Alexa og Siri. Har du en Android-enhed, er Google Assistant allerede integreret.
Amazon Alexa: Et stort antal Smart Home-produkter er kompatible med Amazons digitale assistent. Du kan spørge Alexa om alt, selv om svarene ikke altid er lige så præcise som Googles. Alexa understøtter et bredt udvalg af “Skills” (lignende smartphone-apps).
Apple HomeKit: Er og bliver det bedste valg for iPhone-brugere. Du finder ikke så mange HomeKit-kompatible enheder som til Alexa eller Google Assistant, men de største Smart Home-brands er inkluderet. Apples Home-app er både elegant og brugervenlig, enhederne er nemme at opsætte, og platformen er den mest sikre. Siri er den svageste af de tre stemmeassistenter, men forbedres løbende.
Wi-Fi og tilslutning
Næsten alle Smart Home-enheder er afhængige af en pålidelig Wi-Fi-forbindelse. Flertallet af enheder fungerer på 2,4 GHz-frekvensen, men dette er ved at ændre sig. Selv om 2,4 GHz har længere rækkevidde, tilbyder 5 GHz-frekvensen hurtigere hastigheder. En nyere Wi-Fi-protokol, kaldet 6E, understøtter 6 GHz, som er endnu hurtigere (Wi-Fi 7, som er lige om hjørnet, vil også bruge 6 GHz-båndet). Wi-Fi 6E kan håndtere flere enheder, bruger mindre strøm og er mere sikker.
De fleste moderne routere kan i teorien understøtte op til 250 enheder, men ydeevnen kan blive påvirket, længe inden denne grænse nås. Det er under alle omstændigheder vigtigt at placere din router på et optimalt sted for at sikre den bedste dækning.
Alternativt kan mange Smart Home-enheder forbindes via Bluetooth eller en såkaldt hub. Det gælder f.eks. for Philips Hue-pærer. Bluetooth er betydeligt langsommere og mindre pålidelig end Wi-Fi, mens en dedikeret hub typisk reducerer omfanget af netværkstrafik og tilbyder større stabilitet.
Opsætning, gruppering, rutiner og automatisering
Når du køber en ny Smart Home-enhed, følger der en vejledning med. Den beder dig som oftest om at downloade en bestemt app fra producenten. Herfra kan du blive bedt om at scanne en QR-kode eller indtaste et serienummer. Et lille råd: Gennemgå denne opsætning, inden du monterer enheden eller smider noget ud.
Det er ikke altid, at forbindelsen til dit foretrukne økosystem oprettes automatisk. Du kan blive nødt til at dykke lidt dybere ned i indstillingerne i f.eks. Apple Home eller Google Home for at tilslutte enheden manuelt. Og hvis vi taler om Alexa, ja, så skal du sandsynligvis tilføje den passende “skill”.
Når først enheden er sat op og koblet til dit økosystem, kan det være, du kan droppe producentens egen app. Men det varierer fra produkt til produkt. Google Home, Apple Home og Alexa indeholder ofte blot en simpel kontrolfunktion, så det kan være en god ide at beholde den ekstra app.
Efter opsætningen kan du ofte gruppere enheder eller organisere dem i rum. Har du mange smarte pærer og lamper, er det f.eks. smart at gruppere dem, så du undgår at skulle tænde for dem en ad gangen. Du kan også lave undergrupper af enheder indenfor et rum eller gruppere enheder på tværs af flere rum.
Det er en god idé at bruge lidt tid på dette, da det giver større kontrol og fleksibilitet, især når du opsætter automatiske rutiner. For muligheden for automatisering er helt klart en af de største fordele ved det smarte hjem! Dit Smart Home kan f.eks. registrere, når du kommer hjem og tænde for lyset og musikken.
Du kan også planlægge, at bestemte handlinger skal udføres på bestemte tidspunkter. F.eks. kan en robotstøvsuger programmeres til at gøre rent om formiddagen, mens du er på arbejde. En anden mulighed er simple kommandoer som “Godmorgen” til f.eks. Google Assistant, der reagerer med at give dig en vejr- og nyhedsopdatering, trække gardinerne fra/op og tænde for kaffemaskinen.
Har du forskellige enheder fra forskellige mærker, kan du bruge en tredjepartsservice som IFTTT (If This Then That) til at lave mere komplekse automatiseringer.
Privatliv
Mange Smart Home-enheder er udstyret med mikrofoner og kameraer, og der er altid en risiko for sikkerhedsbrud, hvor personlige data eller optagelser gemt i skyen kan blive kompromitteret.
Derfor bør du altid sætte dig ind i producentens privatlivspolitik og vurdere, om du er indforstået med den måde, hvorpå de håndterer dine data. Det kan også være klogt at undersøge, om producenten tidligere har været involveret i sikkerhedsbrister eller lignende problemer.