Note-serien af mobiler med kæmpeskærm og stylus-pen er en kategori, som Samsung har opfundet og stort set har helt for sig selv. Især for dig, der bruger din smartphone intensivt i dit arbejde, tilbyder Galaxy Note en række forretningsrelevante funktioner, der ikke findes magen til på nogen anden smartphone.
Med et skærmdiagonal på hele 6,8 tommer og en opløsning på 3040 x 1440 pixel (499 ppi) har Note 10+ i skrivende stund den største skærm på nogen flagskibsmodel. Hvad lydkvaliteten angår, byder Samsung Galaxy Note 10+ på en markant forbedring i forhold til Galaxy S10. Samsung har afskaffet den fysiske hovedtelefonindgang for at få plads til 100 mAh ekstra batteri, så hvis man bruger hovedtelefoner, sker forbindelsen via Bluetooth.
I udgangspunktet har begge Note-modeller fået præcis samme kamera, som sidder i Samsung Galaxy S10 – dog med den forskel, at Galaxy Note 10+ også kommer med en fjerde Depth Vision Time-of-Flight-linse til at måle dybde. De tre øvrige objektiver er henholdsvis en rigtig ultravidvinkel, en normal vidvinkel og en 52 mm tele. En god kombination af brændvidder, der er praktisk at fotografere med til hverdag.
Man kan selvfølgelig ikke skrive om en Galaxy Note-mobil uden at nævne S Pen, som med Note 10+ har fået en overhaling og en masse nye eller forbedrede funktioner.
Bl.a. har pennen nu indbygget Bluetooth, så du kan betjene diverse apps på afstand udelukkende ved hjælp af S Pen.
Konklusion
Samsung Galaxy Note 10+ er ikke for alle. For mange brugere vil den være for stor (selv om den er skrumpet i forhold til tidligere Note-versioner), og mange vil ikke vide, hvad de skal bruge S Pen til.
Men i bund og grund er Galaxy Note 10+ i skrivende stund den bedste smartphone, du kan købe. Den er slank, let og veldesignet med en enorm skærm, fremragende lyd, verdens bedste mobilkamera og en ydelse, som kan måle sig med eller på enkelte punkter sågar overgår alle andre topmodeller på markedet. Og så findes den sågar i en lidt mindre og billigere udgave, der giver dig næsten de samme fordele som den store model.
Hvis Samsung ikke får stor succes med Galaxy Note 10+, så er der simpelthen ikke nogen retfærdighed til i verden. (PGO)