Det kan virke som det glade vanvid at betale 12.000 kroner for en soundbar. Men det er vores erfaring, at en soundbar ikke behøver at være et åbenlyst kompromis, hvis man er villig til at investere i kvalitet.
Med i prisen får man ikke alene en kraftig trådløs subwoofer, men også indbyggede højdekanaler i både soundbar og baghøjttalere for at give det bedst mulige udbytte af 3D-formaterne Dolby Atmos og DTS:X.
Sammenlignet med forgængeren har Q950T to ekstra kanaler og højttalere, og har nu hele ni kanaler indbygget, hvoraf to driver topmonterede Atmos-højttalere. Desuden er der så trådløse baghøjttalere, hver med en surround-kanal plus en topmonteret enhed til Dolby Atmos og DTS:X. Den samlede højttalerkonfiguration er dermed 9.1.4.
Brugervenligheden er god, men lyden er decideret i sværvægtsklassen. Der er masser af kraft, mere end i næsten nogen anden soundbar, vi har testet. Hvor Sonos Arc er mere finmasket i overtoneområdet, er Samsung mere som den lyd, man hører i biografen: Tung, kraftig og lækker.
Soundbaren er hurtig i vendingen, og der er god kontrol over f.eks. pistolskud, samtidig med at dialoger er klokkeklare. Lyden opleves som lineær og naturlig, hvor konkurrenterne ofte dæmper mellemtonen for at give indtryk af mere bas og diskant. Det er ikke nødvendigt her, fordi Q950T har så god dynamik og kontrol.
Filmoplevelser er glimrende med ægte 3D surround-lyd. Og hvis man har et nyt Samsung-TV med Q Symphony, kan de topmonterede højttalere i det bruges til at løfte frontlyden endnu en tak op fra TV-møblet. Så får man en boble af lyd, som ingen anden soundbar kan måle sig med. Desuden er det en af de bedste soundbars til musik i stereo.
Konklusion
Samsung har forbedret deres tidligere topmodel og smidt yderligere to kanaler på. Det er noget, der giver rumfølelse! Her kan man skrue lyden op til næsten biografniveau, uden at det lyder skarpt eller tyndt. Man får faktisk ægte hjemmebiofølelse.
Det er ikke overdrevet at hævde, at denne soundbar er billig, når man ser på, hvad man rent faktisk får for pengene. (GN)