Marshalls allermindste bærbare højttaler kan fint være i en jakkelomme og vejer så lidt, at den ikke tynger i lommen eller tasken. At den derudover ikke lyder så anæmisk, som små højttalere normalt gør, er en velkommen bonus.
Den lille Willen-højttaler måler kun 10 x 10 cm og er 4 cm tyk. Med en vægt på lidt over 300 gram er den fjerlet, sammenlignet med f.eks. JBL Charge 5. Alligevel har Marshall formået at få plads til et batteri, der kan spille i op til 15 timer – eller i hele tre timer efter 20 minutters opladning via USB-C-porten.
Man kan hjælpe bassen lidt på vej ved at lægge højttaleren ned, hvis man vil have lidt mere fyldig lyd, men den lille højttaler har faktisk brugbar bas. I hvert fald i betragtning af størrelsen. Den spiller ikke så højt og kraftfuldt som JBL Charge 5, men lydtrykket fra den lille højttaler er overraskende godt. Lydbilledet er godt fokuseret og tydeligt nok til, at man også kan nyde jazz eller klassisk, men hvis man falder for fristelsen til at skrue volumen op til bristepunktet, så brister klarheden i lydbilledet også.
Marshalls lille Willen-højttaler er en kompakt rejsekammerat, der er så lille, at det aldrig er noget problem at tage den med ud. Som højttaler på terrassen, i parken, på båden eller på rejse er den næsten perfekt. Batteriet holder længe nok, og den er robust og vandtæt nok til, at den kan tåle vind og vejr.
Det bedste ved den er dog, at den faktisk spiller bedre, end man kunne forvente. Lydtrykket er ikke sammenligneligt med større Bluetooth-højttalere, og man mærker, at der er begrænset bas her. Noget, app’en i øvrigt ikke formår at gøre noget fornuftigt ved. Men størrelsen og ikke mindst prisen taget i betragtning må vi medgive, at Marshall Willen er et godt køb.