Fantastisk high-end-forstærker

Det er fristende at kalde Michi et nyt high-end-undermærke af japanske Rotel, selv om navnet først dukkede op i high-end-produkter i 1991. I 2019 blev Michi-navnet genoplivet med forstærkersættet P5 og M8 og stereo-effektforstærkeren S5. Og med et par nye integrerede forstærkere kan man nu endelig kalde det en familie. Michi X3 er den mindste og billigste, men det betyder absolut ikke, at den er en miniput.

Michi-produkterne er temmelig minimalistiske udenpå, men bygget som kampvogne. Det samme gælder X3, som er den mindste i familien, men alligevel solidt bygget. Den er 2 cm bredere end normalt, så den fylder godt. Og med næsten 30 kilo på badevægten oser den af byggekvalitet som få andre.

Forstærkeren har kun én måde at streame musik på, og det er med Bluetooth. Ja, du læste rigtigt. Tanken er nok, at det skal være en brugervenlig måde for andre familiemedlemmer at afspille musik på, når entusiasten er bortrejst. Men det er alligevel mærkeligt at producere en så dyr forstærker med digitalkonvertering, men uden ordentlige muligheder for streaming.

Her kunne de godt have taget sig råd til AirPlay eller Chromecast som minimum, også gerne Roon-understøttelse.

Konklusion

At Rotel Michi X3 er den mindste forstærker under Michi-paraplyen, betyder absolut ikke, at den er lille. Den er nemlig både stor, tung og dejligt kapabel. Med 2 x 200 watt i 8 ohm og hele 350 watt i 4 ohm kan den drive, hvad det skal være. Og den gør det med ynde, når musikken kræver det, og den rene vildskab, når dét dikteres.

Her får du i pose og sæk, så det er fristende at svare “alle!”, når nogen spørger, hvem forstærkeren er lavet til. Den er nemlig fuldstændig ligeglad med musikgenrer og højttalere. Her kommer musikken ud, som den er indspillet, og det med fuld kontrol.

Glimrende digitalkonvertering og et væld af digitale indgange er en ekstra bonus.

En perle af en forstærker

Den integrerede A-S2200 er den mellemste i Yamahas serie af integrerede forstærkere i premium-klassen – A-S1200, A-S2200 og A-S3200 – som er bygget på samme måde, men med dyrere komponenter, kraftigere strømforsyning og bedre mekanisk kvalitet, efterhånden som prisen stiger.

Forstærkerne er rent analoge konstruktioner, helt uden digitale tilslutninger, streaming eller netværkstilslutning. Det kan hurtigt gøre dem uaktuelle for nogle, der hellere vælger Hegel H190 eller Naim Uniti Atom, som har alt dette, men mangler noget, Yamaha-forstærkeren har: Pladespillerindgang. Både til MM- og MC-pickupper.

Først pakkede vi A-S2200 ud og satte den ved siden af en Hegel H360. En lille A-B-test afslørede, at Hegel-forstærkeren har strammere basdynamik og mere kraft og kontrol, når man spiller højt, men Yamaha-forstærkeren har federe bas og meget mere rumfølelse. På vores Sonus faber Olympica III fik Leif Ove Andsnes’ Beethoven-indspilning mere dybde og klang, og klavertonerne klingede længere ud på Yamaha-forstærkeren.

Yamaha-forstærkeren er uforskammet veldrejet. Træsiderne i sort pianolak og den børstede aluminiumfront i sort eller sølv, det analoge effektmeter og de silkebløde kontroller – inklusive volumenkontrollen – giver en solid luksusfølelse.

Konklusion

Yamaha A-S2200 vil ikke dække alles behov, men med primært analoge lydkilder spiller den integrerede forstærker himmelsk. Den lyder langt kraftigere end opgivet og åbner op for musikken på samme måde, som når et scenetæppe trækkes fra.

Man får lyst til at klappe i hænderne, når musikken stopper, så medrivende er den. Den gengiver bas og trommer med en autoritet, som ville få Lars Ulrich til at rødme og får sopraner til at synge som engle, og den skruer op for varmen på romantiske ballader, så det løber ned ad væggene.

Fuldtræffer i første forsøg

De sagde, at de ikke ville gøre det, men så gjorde de det alligevel. Måske var det, fordi vi ikke var de eneste, der pressede på for, at Hegel skulle lave et phono-trin. Og de bare gav efter for presset. Eller fordi Bent Holter indså, at presset måske betød, at der rent faktisk var behov for et phono-trin med Hegel-logoet på.

Hegel siger, at de har valgt separate JFET-transistorer, som skal være ekstra støjsvage, og der sidder hele fire af dem parallelt på MC-delen for at dæmpe så meget støj som muligt. Bipolære transistorer er valgt i forstærkertrinet, adskilt fra transformatoren med det åbne rum, man kan se fra undersiden af phono-trinet.

Ved normal driftstemperatur skal støjen ligge så lavt som -84 dB med en MM-pickup tilsluttet og -81 dB med en MC-pickup. Det er bedre end normalt for phono-trin i denne klasse, og det kan høres.

Phono-trinet minder ikke overraskende om klangen fra Hegels forstærkere. Stram, detaljeret, dynamisk og med meget potent bas. Lydbilledet åbner sig mere med V10 sammenlignet med et mere simpelt phono-trin af den type, man ofte finder i forstærkere.

Det, Hegel V10 er bedst til, er den sorte, støjfri baggrund, der males op bag udøverne, og den neutrale klang, der slipper detaljer så godt igennem. Radka Toneffs sarte vokal på Fairytales behandles med finesse og har en fornem dybde og varme, mens Steve Dobrogosz’ klaver lyder dybt og klangfuldt.

Længere opad i frekvens er transienter lidt mere dæmpede end ved lave frekvenser, og Mark Knopflers guitarlyd er exceptionelt kraftfuld her.

Konklusion

Man kan undre sig over, hvorfor det har taget dem næsten 30 år at komme med et phono-trin. Hegel V10 er et gennemført vellykket første forsøg, der giver appetit på mere, og et must for alle vinylsamlere, der elsker lyden af Hegels forstærkere.

Det er nok ikke alle, der vil være begejstrede for museklaveret bagpå, og nogle har måske en mere romantisk tilgang til, hvordan vinylplader skal lyde. Men for dem, der gerne vil have åben, dynamisk, neutral og frem for alt støjfri lyd fra vinylsamlingen, er lydkvaliteten fra Hegel V10 så god, som den kan blive i denne klasse.

Det bedste af begge verdener

Nu kan vi føje Marantz SACD 30n til listen over de bedste kombinerede CD- og streaming-afspillere på markedet. Den meget attraktive afspiller er et af to nye produkter i Marantz’ nye 30-serie. Den integrerede forstærker Model 30 er det andet. Sidstnævnte har i øvrigt kun analoge indgange, ingen streaming, og på den måde kompletterer SACD 30n anlægget med CD-afspilning og streaming.

SACD 30n har indbygget Bluetooth, der demokratiserer streaming, så alle kan koble sig på og streame fra mobilen. Med Wi-Fi og AirPlay 2 kan man streame i endnu bedre kvalitet over husets trådløse netværk, og med Ethernet kan man koble sig på routeren og streame via Wi-Fi for afspilning af lydfiler i fuld studieopløsning.

Den grundlæggende lydsignatur hælder stadig mod varm fylde, men lyden bliver aldrig ulden, musikken lyder aldrig tilbagetrukket, og dynamikken aldrig anæmisk. Nej, lydbilledet er gennemsigtigt og rigt på detaljer, og på CD viser den, at Marantz er bedre til at tune digital lyd end de fleste.

Den lyder blødt og pænt, når det er dét, den skal, og har bid og snert, når der er brug for dét. Den dynamiske kontrast er mærkbart bedre end fra en Blu-ray-afspiller fra Cambridge, som jeg har stående, og det store lydbillede, som SACD 30n præsenterer, minder mere om McIntosh MCD600 til tre gange prisen end en CD-afspiller i lavere prisklasse.

Konklusion

Den nye 30-serie fra Marantz med den integrerede forstærker Model 30 og CD-afspilleren SACD 30n er en herlig kombination, der tilbyder alt, hvad man har brug for af tilslutninger til signalkilder, og er en rigtig god kombination til musikentusiaster, der vil forkæle sig selv lidt ekstra.

De kan fint stå på egne ben hver for sig, men man må applaudere, hvor vellykket SACD 30n er blevet som kombineret CD- og netværksafspiller. Med den er man sikret god lyd i anlægget i lang tid fremover.

Ny legende fra Thorens

Langsomt, men sikkert er Thorens ved at finde tilbage til det grundlag, der gav dem legendestatus. Solide, velbyggede remdrevne pladespillere med flydende ophæng, lyd i topklasse og en byggekvalitet, der ikke står tilbage for nogen.

Den remdrevne TD 1601 med motoriseret armløft og elektronisk motorstyring er en vellykket blanding af klassiske principper og moderne elektronik.

Thorens-pladespilleren starter hurtigt uden den gyngen og knirken, der kendetegner f.eks. Linn Akurate LP12, og er musestille, når den kører. Det eneste, der laver lidt lyd, er det motoriserede armløft.

Men lyd kommer der, når nålen sænkes ned i vinylrillerne. Vores TD 1601 var fra leverandøren udstyret med en ZYX Premium 4D MC-pickup – en dyr, åben sag med en lav udgangsspænding på 0,24 mV, som gjorde et fremragende stykke arbejde på den mellemtunge TP92-arm.

Det gav et forfriskende gennemsigtigt og detaljeret lydbillede med rigtig godt fokus, måske især i mellemtoneregisteret, men også i diskanten. Man får et dybere lydbillede med mere indsigt og flere klangnuancer på Linn LP12 og et endnu strammere fokus på Rega Planar 10. Mens Thorens-pladespilleren lægger sig et sted mellem de to.

Musikken klinger varmere på TD 1601 end på en Planar 10 med Apheta-pickup, men har ikke helt så bred klangstruktur og fylde i bassen, som LP12 kan have.

Konklusion

Thorens TD 1601 er et velkomment comeback for den anerkendte Thorens-lyd. Den er faktisk bedre end nogensinde, og jeg har ikke hørt en bedre Thorens-pladespiller siden TD 350. Hvis det her er en indikation af, hvad vi har i vente fra den kant fremover, er det bare at glæde sig. Og gratulere Thorens med endelig at være “kommet hjem”.

Den velspillende og velbyggede grammofon er så god, at den med den rigtige pickup kan udfordre hvad som helst i denne klasse. Og ende på toppen af podiet.