Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste lydkilder og forstærkere 2022-2023

Analog vinyllyd og digital streaming trives side om side i det moderne stereosystem.

Af / 01/11/2022 - 12:03
Årets bedste lydkilder og forstærkere 2022-2023

De fleste nyder deres musik som et bagtæppe for dagens aktiviteter. Det kan være i helt trådløse hørepropper, bærbare Bluetooth-højttalere, i køkkenets multirumshøjttalere eller (gys!) direkte fra mobilens højttalere. Men når roen er faldet på, og der skal slappes af og lyttes for alvor, så er stereoanlægget stadig konge. 

Her ser vi på de bedste lydkilder til anlægget og de bedste stereoforstærkere, vi har testet i årets løb. 

Lydkilder

Hi-fi-markedet har for alvor konsolideret sig de seneste år. Rent digitale lydkilder er der ikke så mange, der køber længere, af den simple grund, at de fleste forstærkere nu har fået digitalindgange. Mange af dem har også streaming-funktionalitet. Det betyder, at man kan springe kildekomponenten over og slutte PC’en eller mobiltelefonen direkte til forstærkeren. 

Vi har dog testet nogle få lydkilder. Der er nemlig stadig mange helt analoge forstærkere derude, som trænger til en modernisering i form af en netværksafspiller eller eventuelt en ren medieafspiller til digitale lydfiler. 

For mange repræsenterer den analoge pladespiller dog stadig det ultimative. Der har været en støt stigning i salget af grammofoner de seneste 10 år, så det nu næsten er på niveau med 1992. Den anden klassiske analoge kilde, radiomodtageren, er til gengæld stendød. Vi hører stadig radio – men det sker digitalt som streaming. 

Hi Fi oppslag II
Musikken er bagtæppe, når der skal slappes af.

Forstærkere

Mens udvalget af lydkilder er begrænset, har vi testet ganske mange forstærkere. Og vel at mærke et virkelig bredt udvalg. Der er næsten 25 ganges prisforskel mellem den billigste og den dyreste testede forstærker. Fælles for de allerfleste er, at de har digitale indgange, og mange af dem har også streaming indbygget. Tilføj et par højttalere, og du har et komplet anlæg! 

Teknologisk set er forstærkerkategorien meget varieret. Fra bittesmå klasse D-forstærkere, der fylder som en skolemadkasse – og til imponerende rørforstærkere, som det kræver to mand at få bakset på plads. 

 

Tips: Det skal du tænke på, inden du køber

 

  1. Brug ørerne – og hovedet

Vi bruger utrætteligt vores ekspertise til at lytte os frem til de bedste produkter inden for hver kategori (det er et hårdt job, men nogen skal jo gøre det!). Derfor kan du være sikker på, at alle produkterne i denne kavalkade repræsenterer det bedste af det bedste. Det er dog ikke ensbetydende med, at de nødvendigvis er det rigtige for dig. Vores anbefaling er at læse vores tests, derefter lave en liste over interessante produkter og så besøge forhandlerne og lytte selv. Det er dine egne ører, der skal afgøre, hvad der lyder bedst for dig. 

Stol på dig selv, læs op på tests, og find ud af, hvad du vil opnå med et nyt anlæg. Eller med en opgradering af det, du allerede har. Når du har en plan, så tag den med til en velrenommeret hi-fi-forretning, og forklar dine ønsker. 

Et lille tip: Hvis de taler nedsættende om konkurrenterne og deres produkter, så ved du, at du er havnet i den forkerte butik. Gå et andet sted hen. 

  1. Kabler og deslige

Kabler er en ormegård, som de færreste vil stikke hænderne i. Alligevel er de absolut nødvendige for at sy et anlæg sammen. Her er det muligt både at læse og høre påstande, der har mere til fælles med mysticisme end med videnskab, og man kan ruinere sig selv på få meter holistiske kabler, der er velsignet af ånder, som kun denne ene producent har kontakt med. 

Vores råd er nøgternhed: Du har brug for kabler, og det kommer måske til at koste lidt mere, end du tror, men de skal ikke koste lige så meget som højttalerne. 

Nominerede til Årets bedste lydkilder og forstærkere

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste lydkilder og forstærkere 2022-2023

Årets bedste lydkilde

Pro-Ject Debut Pro

Det bedste køb i klassen

Pro-Ject Debut Pro er det bedste valg for alle, som ønsker sig bedre lyd fra pladerne.

Pro-Ject har valgt at bruge pengene andre steder end på flerlags klarlak i fancy farver, og det er naturligvis for at klemme så meget lydkvalitet ud af vinylen som muligt. Derfor har pladespilleren fået en ny 8,6 tommers arm med karbonfiber trukket på et tyndt aluminiumsrør. Således formår Pro-Ject at lave en let og stiv arm, som neutraliserer resonanser. 

I den ene ende har armen CNC-fræsede stålkomponenter belagt med nikkel for at give en ridsefast overflade. I den anden ende har den en Pro-Ject Pick it Pro, Moving Magnet-pickup.  

Pro-Ject bruger TPE flere steder her. Man finder TPE-materialet på motorophænget, i modvægtens foring og på indersiden af den balancerede, sorte aluminiumstallerken. Sammen med tre højdejusterbare metalfødder skal pladespilleren kunne dæmpe resonanser mere effektivt og overlade alle de lyde, der kommer ud af højttalerne, til musikken. 

Det kan man mærke på den måde, en X2 er i stand til at hente finmaskede detaljer frem i lydbilledet med et skarpere fokus, end Debut Pro formår. Men den billigere Debut Pro ligger så tæt op ad lyden fra en X2, at Pro-modellen vil være et bedre køb for mange. 

Den leverer i lighed med X2 et tilstrækkelig stort lydbillede med en troværdig dybde og potent basgengivelse. Sammenligner man med en billigere Rega Planar 1 eller en almindelig Debut-pladespiller, har dynamikken mærkbart større kontrast, og bassen gengives med en større autoritet og vægt. 

Pro-Ject Debut Pro er et af de bedste køb i denne prisklasse. Få pladespillere kan måle sig med Pro-udgavens upåklagelige kvaliteter, som kommer til syne, når man pakker den ud og ser, hvor høj – håndbygget – kvalitet Pro-Ject har. Den skuffer heller ikke, når man sænker nålen ned i vinylen, og fremstår ikke bare som et rigtig godt køb, men bør være førstevalg for musikelskeren, som ønsker bedre lyd fra pladesamlingen. 

Årets bedste medieafspiller, basic

Google Chromecast med Google TV 4K

Nyt liv til dit gamle TV

Hvis dit smart-TV er ved at være oppe i alderen, kan det blive moderne igen med denne fantastiske gadget.

Nu har Google Chromecast endelig fået en fjernbetjening. Og desuden brugergrænsefladen Google TV. Det er et rigtig godt smart-TV-system, hvor man kan downloade en hel masse forskellige streaming-tjenester og andre Android-apps, og så styre dem med fjernbetjeningen. 

De gange, hvor du alligevel vil caste, kan den nye Chromecast også det. Apple har deres alternativ i form af AirPlay, så de to er nu mere ens end nogensinde.  

Overskueligt smart-TV

Google TV er en meget smart og overskuelig smart-TV-brugerflade, hvor man finder stort set alt, hvad man kan få brug for af apps. Netflix, HBO Max, Disney+ og faktisk også Apple TV+ samt stort set alt andet er der. Også lokale TV-tjenester, afspilning af lokale filer via Plex og værktøjer som browsere, nethastighedstest og netværksdiagnostik plus meget mere. 

Hvis du ønsker det, kan du stemmestyre enheden med en knap på fjernbetjeningen eller ved at bruge piletasterne. 

Vi bemærker, at det går meget hurtigere at klikke rundt med fjernbetjeningen end på flere TV’er af nyere dato. Billedkvaliteten er der heller ikke noget at udsætte på, og da Chromecast understøtter både 4K, HDR og Dolby Vision, kan man få film og serier i optimal kvalitet. Har du et 4K-TV eller en ditto projektor af god kvalitet, får du fuldt udbytte af Chromecast. Og eftersom den også har Bluetooth-tilslutning af ekstern lyd, kan du undgå lange kabeltræk fra projektoren til et lydanlæg. 

Den bedste gadget til TV’et

Chromecast med Google TV er den smarte TV-gadget, som Google burde have lavet fra starten. Her får du nemlig komplet Google TV-funktionalitet i en lille dims med fjernbetjening og Ultra HD-kvalitet, som for nogle hundrede kroner fornyer dit gamle TV. Eller din projektor. 

Den er en fornøjelse i det daglige, med en meget glattere og mere responsiv brugergrænseflade end de fleste TV’er. Den står dog lidt tilbage for Apple TV her, men til prisen er det let at tilgive. Den er simpelthen den største gave, du kan give dit gamle TV. 

Årets premium integrerede forstærker

Marantz Model 40n

Den mest komplette i sin klasse

Marantz-forstærkeren vil give nyt liv til ethvert anlæg og er vores soleklare valg.

Den gennemførte og velspillende Model 40n er så tæt på perfektion, som det er muligt at komme i denne prisklasse. Med streaming, digitale indgange pladespillerindgang mangler man ingenting. 

Forstærkerens i alt otte udgangstransistorer leverer 70 watt effekt pr. kanal. Lidt mindre end de 100 watt, Model 30 yder, men det mærker man faktisk ikke meget til i praksis. 

Marantz-forstærkeren er en af få tokanals forstærkere med HDMI-stik. Det har lydretur og bruges kun til lyd, og meningen er, at man skal koble TV’et til forstærkeren. Så kan man styre lyden med TV’ets fjernbetjening. 

En optisk og en koaksial digitalindgang vil være nok for de fleste, der har digitale lydkilder, men bemærk, at forstærkeren ikke har en USB-indgang til lyd fra f.eks. en bærbar computer. Kun et USB-A-stik til afspilning af musikfiler fra f.eks. memory stick eller til opladning af en tilsluttet mobil. 

Lyden kan bestemt minde om Model 30, men den er varmere og mere afrundet på Model 40n. Som jeg nævnte tidligere, mærker man ikke noget til forskellen i effekt. For Model 40n har meget potent bas med rigtig god dynamisk kontrast over hele frekvensområdet. Den lyder simpelthen vældig engagerende og spiller med en gnist og entusiasme, som jeg synes manglede lidt hos Model 30. 

Den integrerede Marantz Model 40n mangler MC-indgangen fra Model 30, men derudover er det ikke meget, der mangler. Den spiller simpelthen fantastisk på al musik og har en dejlig varm klang, som man bliver betaget og afhængig af. Med fuldt hus på streaming-fronten og digitale indgange – inklusive HDMI – skal man bare finde et par gode højttalere, så har man et anlæg for livet. 

Hvis valget stod mellem Model 30 og 40n, vil jeg personligt vælge 40n, som jeg bedre kan lide, og som har alt, hvad jeg behøver.  

Årets high-end integrerede forstærker

Octave V 70 SE

Ikke alle rørforstærkere er ens

Octave Audio V 70 SE udfordrer sanserne i dobbelt forstand.

Octave-forstærkeren har ikke noget af den klassiske varme, fyldige klang, som rørforstærkere ofte kan have, og i kombination med visse højttalere kan lyden virke lidt tynd, næsten kølig. F.eks. enkelte transistorforstærkere. 

Men efterhånden som man får lyttet til den og lærer den at kende, opdager man, at den snarere spiller mere korrekt, end den gængse opfattelse af rørforstærkere tilsiger. 

Den tyskbyggede rørforstærker er én af mange fra Octave Audio, der har specialiseret sig i netop rørforstærkere. Den placerer sig midt i feltet af producentens integrerede forstærkere. V 70 SE er en kraftigere udgave af V 40 SE, og som navnet antyder, er den opgivne effekt 70 watt pr. kanal. Ved 4 ohm, vel at mærke. 

Det særlige ved de fleste Octave-forstærkere er, at de er bygget, så man kan tilføje f.eks. et phono-modul eller en ekstra indgang med enten RCA- eller XLR-tilslutning. Modulerne koster nogle tusind kroner ekstra, og til de integrerede kan de også efterbestilles, men skal så monteres af en forhandler. Der er ikke indstiksmoduler. 

Octave Audios integrerede forstærker V 70 SE vil forbløffe andre end os. Den ryster virkelig de fordomme, som mange har mod rørforstærkere, og vil vinde manges entusiasme for noget, som de ikke troede, de var klar til eller interesseret i. Den virker bedre bygget end mange forstærkere i højere prisklasser, og lydmæssigt kan den konkurrere med mange af dem. 

V 70 SE har bedre kontrol over dynamikken, når man spiller højt, og virker helt upåvirket, når den blæser musikken ud gennem vores store KEF-højttalere. Med mulighed for pladespillerindgang og ekstra filterkapacitet til ekstra tungtdrevne højttalere er den også lidt mere fleksibel end de fleste integrerede forstærkere. 

Octave-forstærkeren er afgjort værd at lytte til, om ikke andet så for at få sine fordomme mod rørforstærkere udfordret. 

Årets bedste hovedtelefonforstærker - Premium

FiiO K9 Pro ESS

Knuser konkurrenterne

Blandt alle de hovedtelefonforstærkere, vi testede i det forgangne år, var det ingen, der oversteg forventningerne som FiiO K9 Pro ESS.

Ombord i FiiO K9 Pro ESS finder du to parallel-koblede DAC-chips af typen ES9038PRO, som er flagskibet til ESS. De er begge ottekanals DAC’er, men tanken er, at hvis man slår kanalerne sammen, så sænker man støjgulvet. I dette tilfælde kan man sænke støjgulvet fra allerede lave -132 dB, til næsten ikke-eksisterende -140 dB. 

Rigeligt med tilslutningsmuligheder

Computeren kan kobles til USB-B-indgangen, og derved får du op til 384 kHz opløsning. 

Andre lydkilder kan forbindes med koaksial eller optisk digitalindgang, og hvis du vil streame musik trådløst fra mobilen, så sidder der minsandten også en Bluetooth-modtager i den.  

Der er også en analog linjeindgang, hvor du for eksempel kan tilkoble en pladeafspiller. 

Udgange til alle hovedtelefoner

Næsten uanset hvilken type kabel, du har til dine hovedtelefoner, kan du tilslutte det her (dog ikke elektrostater). 

Masser af kraft, masser af sjov

Det allerførste, man lægger mærke til, er, hvor fint forstærkeren kontrollerer hovedtelefonene. Man ville ikke have gættet på, at de planmagnetiske Audeze LCD-5 havde så lav en impedans som 14 ohm, for lige netop dét gør dem lidt forvrængede i mange forstærkere. Men FiiO-forstærkeren driver dem, som om den aldrig har gjort andet, med meget god musikalitet, og hvor vældig meget af magien i mellemtoneområdet kommer frem. 

Med Sony MDR-Z1R får jeg den tyngde og slagkraft i bassen, som jeg ved, de kan levere, og der er intet overhovedet at klage over. K9 Pro ESS er med andre ord en fabelagtig alt-i-én-forstærker, som driver alle dine hovedtelefoner med den respekt, de fortjener. 

Den bedste i klassen

Lydmæssigt har forstærkeren altså kraft nok til at opretholde glimrende kontrol over selv de tungeste basrytmer, samtidig med at den holder fokus på det, der foregår i mellemtoneområdet. Toneklangen er krystalklar og tryller musikkens substans frem fra ethvert værk. Hovedtelefonerne får i høj grad lov til at bestemme lydbilledet, mens forstærkeren står for kontrollen. Og lydopløsningen. Ganske givet den bedste, vi har hørt, i sin prisklasse.